Frank og konen

Spisesedler har fanden skabt.

Det kan virke ganske ubehageligt, når man får formiddagsavisernes spisesedler slynget i hovedet på vej ind til en omgang fredsommelig dagligvareindkøb. Tit står disse spiseseddel ved indgangen, og spærrer vejen frem mod indkøbsland. Står der med deres ofte makabre og sandhedsfordrejede nyheder. Det kan godt være, at tabloidpressens spisesedler og forsider ikke er direkte kræftfremkaldende, men de er overdoseret med mere vold, porno, krig, sladder og mishandling, end man finder på samtlige varehusets hylder.  

Jeg ved godt, at spisesedlernes formuleringer, og forsiders blikfang, ikke holder for en nærmere granskning af artiklerne inde i bladet, og så meget erfaring har jeg dog udi pressens metoder, at jeg ikke længere behøver at tjekke efter. Udover fodboldresultater holder forsiden aldrig. 

Dette misforhold er formiddagsbladene ikke ene om. Tænk blot på appetitvækkerne på diverse ugeblade -  især dem med de mindre kendte på forsiden. Det er snask og skrammel. Mange impulskøb sker på grund af lyst til sladder, kendisstof, og til fodring af den indre hund, som har en karakter, der er det modsatte af godhed. De købte aviser får dog kun få minutters opmærksomhed, så ender siderne som underlag for våde støvler. Men solgt er de blevet, og det forhold ændrer sig først, når køberne siger nej til aviser, hvis forsider og journalistik er vinklet og dyrket efter et koncept, som der ikke bliver undervist efter på Danmarks Journalisthøjskole – tør jeg påstå.

Noget tyder dog på, at en sådan læser- og købenedgang er i gang. Således fortæller de allerseneste tal, at kun en kvart million danskere er daglige læsere af Ekstrabladet. Dermed sker avisens synliggørelse faktisk primært via spisesedler, og så de elektroniske medier næsten daglige omtaler af avisens forsidehistorier.     

Juleaftensdag havde Ekstrabladet en spiseseddel og forside, om Københavns overborgmester, som - uanset sandhedsværdien - i sin form, ombygning og ordvalg, var grænseoverskridende. Manden blev således kaldt ”Gramse-Frank”, og ”Frank Klam”.  Frank Jensen har onsdag i denne uge – før min deadline - i et brev fra forvaltningen til kommunens økonomiudvalg, beklaget sin opførsel, og sagen betragtes nu af forvaltningen, som foreløbig afsluttet. Der står ligeledes i brevet, at ”de medarbejdere, som forvaltningens ledelse har talt med, har givet udtryk for at de er tilfredse med forvaltningens håndtering”, og ingen af de involverede medarbejdede har ønsket at blive overført til andet arbejde, eller ytret ønske om bistand af anden art. Før brevet fra forvaltningen blev kendt, havde Venstres kvindelige borgmester i København, rejst spørgsmål om de omtalte kvinder har fået tilbudt krisehjælp, og andet job i kommunen.

Der blev virkelig fisket med waders og store net.

Helt nederdrægtig ondskabsfuld blev Ekstrabladet i juledagene, hvor det lancerede en historie med overskriften – ” Han største problem er konen ” . Bladets tidligere redaktør, politisk kommentator Hans Engel, var afsenderen. Det fremgår klart af selve artiklen, at Engels formulering går på, at Frank Jensen næppe vil blive politisk belastet af sagen, men det er på den private front, han kan få et problem. Selvfølgelig. Den slags handlinger skaber for det meste private problemer, som dog - netop på grund af at de er private - hører privatlivet til. Men Ekstrabladets specielle formulering er vinklet, så den kan opfattes på den måde, at overborgmesteren direkte har det skidt med konen, og det er derfor, at han fører sig frem ude i byen. Hun er hans største problem.  

Det er jo mageløst uanstændigt, og Pressenævnet, som kan tage sager op af egen kraft, bør her markere anstændighedsgrænser højt for bladfolk, som ingen grænser har. 

Der var engang et par, der blev kendt, og bevidst politisk synliggjort, som ”Holger og konen”.

Det holdt ikke.

Hverken politisk eller privat.

Om ”Frank og konen” holder, er en privat sag.

Men ingen fortjener en sådan pressebehandling. Må jeg venligst foreslå, at endnu flere læsere erkender, at vi er i krise på andre måder end på det økonomiske område, og tager konsekvensen. Det kan ske ved at vende ryggen til medier, som bevidst bringer os længere og længere ud i den etiske krise, hvor man forståeligt nok har svært ved at skelne mellem sandt og usandt, men hvad værre er - man forholder sig ikke længere til, hvad der moralsk er rigtigt, og hvad der er forkert. 

Sig nej til medier, der kommercielt satser på, at intet holder.

.