Det er blevet en del af den danske mediehverdag, at når nogle er begejstret for noget, så skal man helst finde nogle andre, der mener det stik modsatte. Dette kontrære princip kan man hver aften se i fuld udfoldelse i begge de nationale nyhedsudsendelser. Uanset hvad f.eks. regeringen præsenterer af tiltag og forandringer, så skal man nok finde nogle, der er imod. Nu vil nogle med en vis vægt pege på, at det er demokratiets væsen, at høre en sag fra to sider, men uenighedsvinklen er efterhånden en pestilens, som ikke længere følger et demokratisk princip, men mere forherliger en journalistisk mani. Det handler om, at konflikt, ballade og uenighederne sælger langt bedre end konsensus, anerkendelse og enighed. For en ordens skyld skal tilføjes, at sådan var det så sandelig også under den forrige regering. På det område gøres ingen forskel. Hvis man ikke kan finde en modstander hos oppositionen kan man finde et forbigået menneske – f.eks. en tidligere totalglemt minister - som meget gerne vil levere en omgang brok for at få lidt synlighed. Eller også ringer man til en af de sikre personer på ”Kendislisten”, som er helt med på, at sige noget rigtigt modsat og negativ, når blot vedkommende får lov til at lufte sine linselus.
I forbindelse med projektet ”Vores Kunst” så man dansk brokkeri i en rigtig dum udfoldelse. Medierne holdt helt kritikløst mikrofonen frem til to kunstpersoner, som fremførte deres ”Rasmus-Modsat-synspunkter”. Begge var store skeptikere overfor ”Vores Kunst ”- projektet. En af kritikerne er kunstredaktør ved Berlingske Tidende, og den anden forsker ved Aalborg Universitet. Jeg skal undlade at nævne deres navne, og på den måde prøve at beskytte dem mod hån og offentlige gabestokke. Den ene mente, at ” det er spørgsmålet om der skal være kunst alle vegne i det offentlige rum, og det måske var bedre at plante et træ” og ”Hjallerup marked har sku’ da ikke brug for kunst”. Den andens hovedanke lød, at ” vi kan få så meget kunst at ingen længere stopper op og tænker – Hm, hvad mon det betyder”.
Nu er det jo sådan, at Nordjylland ikke ligefrem vrimler med kunst i det offentlige rum, men det kan snildt være, at man i København ikke standser op ved alt, for at undersøge, hvad det mon er. Men mindre stop kan vel også gøre det. Jo mere kunst i det offentlige rum jo flere stop. Jo mere at se på, jo mere begejstring. Jo flere kunstværker jo flere glade gæster. Blot tænk på europæiske kunstbyer som Paris og Barcelona. Hvis de to herrers elitære broksynspunkter havde substans, så havde vi aldrig fået – jeg nævner i flæng - gavlmalerier i Brande, kunst i rundkørslerne i Skive, Kunstens have i Aalborg. Overalt kører biler ustandselig forbi uden at stoppe. Måske bliver bilens personindhold inspireret og siger ”hm” til sig selv, og kommer på besøg en anden dag, for a finde ud af, hvad mon det hele betyder. Og så en fodnote: ”Vores Kunst” i Hjallerup er ikke tænkt placeret på selve Markedspladsen ved siden af en pølsevogn, men et selvstændigt sted, der forbinder by og marked, mennesker og gæster.
Vi har selvfølgelig brug for konstruktiv kritik af alle typer projekter og gode tanker, men hvis man ikke har blot en flig af noget brugbart at sige, eller en gnist af noget klogt, så vil det være en demokratisk gevinst, at man holder kajen lukket.
Så andre, der glad vandrer i det offentlige rum, slipper for brok, vrøvl og idioti.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar