De fleste kender mareridtet.
Maden er på bordet. Servietten er på plads. Gaflen ligger godt i venstre hånd. Kniven i højre.
Så ringer telefonen.
Man kan lade det skidt ringe, men hvem andre end ens børn, eller noget andet vigtigt, vil vove at ringe på dette hellige tidspunkt. Man rejser sig, og går over til den stationære. Stemmen i den anden ende er total ukendt, men jeg skal love for, at vedkommende er oppe at køre.
Det er Jakob fra ”De gule sider ”, der tilbyder et - efter Jakobs udsagn - fantastisk tilbud, som kun tilfalder vores matrikel ved et lykkeligt sammentræf af bingoagtige omstændigheder. Nu er det jo ikke første gang, at ”Lykkens Gudinde” har valgt vores nummer. I går var det ”Gallup” og ”Mostrup”, og aftenen før tror jeg det TDC, og Nordjysk Elforsyning.
Plus - lige før kaffen – dagbladet Information.
Enten kan man til yderst favorable priser få 4-ugers avis leveret næsten gratis, eller også kan man få sit navn med fed skrift i den kommende telefonbog. Hvis nu jeg er i god lune så fortæller jeg stille og roligt, at jeg har aviser nok, og ens navn med fed skrift i telefonbogen synes jeg ikke lige er trendy med alle de sukker- og fedtafgifter. Men er jeg mopset, så bliver svaret af en helt anden kort karakter. Jeg er så træt af alle dem der tjener deres penge på at genere mig på tidspunkter, hvor jeg slet ikke har overskud til at være pædagogisk. Men det er jo alligevel mig der bestemmer, hvor længe samtalen varer. Jeg kan afslutte, når det passer mig.
Det kan jeg derimod ikke ved en anden ting jeg er lige så træt af. Mine opkald til institutioner, hvor man konstant mødes med et utal af valg – og trykmuligheder. For nylig skulle jeg ringe til DONG. Første udspil fra dem var det kendte med, at jeg nu havde to valgmuligheder –
”Handler det om regning tryk 1 - kabelfejl tryk 2”. Jeg trykkede 1.
Derefter blev der introduceret 5 forskellige valgmuligheder. Derefter var der ventetid. Der blev under denne venten introduceret forskellige reklametilbud, og opfordringer til at gå på nettet, og der blev fortalt noget om, hvor kvikt nettet er i forhold til det, man sidder, og har gang i.
Endelig kom så det, som fik sveden helt frem under brillekanten, og gjorde den varme mad lunken. Stemmen meddelte, at man gerne ville have mig med i en forbrugerundersøgelse. Det ville kun tage ca. 3 minutter. Jeg skulle Tryk 1, hvis de måtte ringe mig op lige efter min snak med deres servicemedarbejder - og Tryk 2 hvis nej.
Sveden piblede nu, og aftensmaden blev til koldskål. Jeg havde hverken lyst eller tid til at besvare på 46 spørgsmål om DONG, vaskepulverforbrug, livretter, eller fjernsynsvaner. Men for mig kom nu de store svedende spørgsmål - til mig selv. Mig selv, sagde jeg - vil mit svar betyde noget for, hvor hurtigt jeg kommer igennem? Vil jeg rykke frem i køen, hvis jeg er positiv og siger ja til, at de må ringe mig op? Vil jeg modsat ryge helt i bund, hvis jeg ikke svarer venligt og imødekommende?
Hvilket dilemma!
Hvordan kan DONG – og andre - i øvrigt have medarbejdere klar til at ringe til mig straks, når jeg altid skal vente så længe på at komme i telefonkontakt med en servicemedarbejder? Sidder der kun 2-3 medarbejdere klar til at besvare mine spørgsmål, men 10-12 stykker til at ringe mig op, og stille mig spørgsmål?
Jeg tog en rask sultenpræget beslutning, og satte pegefingeren på 2-tallet for nej tak.
Straks fik jeg at vide, at jeg var nummer 16 i køen.
Det her samfund har vitterligt sejret ad helvede til - på mange planer.
Vandret og lodret.
Analog og digitalt.
Det er lige før det tager ens appetit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar