Ole Sohn og "Matador"

Ole Sohns skæbne får mig til at tænke på Lauritz ”Røde” Jensen fra Matador. De har begge været ret fanatiske med kommunismen, været utrolig aktive i de unge år, men blev begge klogere, og rykkede mod højre. Sohn har problemer med at huske, hvor mange penge, der kom fra Sovjet til det danske DKP, og hvornår og hvorfor. Røde Lauritz glemte i mindst tre Matador-afsnit, at få hentet Agnes kommode, som stod og fyldte op i Lauras køkken. Politisk endte Sohn i SF – foreløbig i hvert fald - og Røde Lauritz Jensen blev vel socialdemokrat som grisehandleren. Eller måske radikal som grisehandlerens kone, da han jo også blev selvstændig, og fik sit eget skrivemaskinebureau med speciale i festsange - og med skilt i porten. Hvor meget Sohn og Røde linker hinanden slår mig også, når jeg fremkalder scenen, hvor Laura i et af seriens sidste afsnit er på kaffebesøg hos Agnes. Agnes Jensen – den gamle stuepige hos familien Varnæs – blev jo en driftig forretningskvinde, og fik egen virksomhed med opmaskning af strømper, og maling af serveringsbakker. Mens damerne - under stuens murermesterbuer – sidder og vender ugens begivenheder i Korsblæk, kommer Lauritz hjem. Han har fortsat en kommunistisk folketingsmandsdrøm i maven, og bryder sig ikke om al det småborgerlige snak, der fylder stuen. For at dupere damerne fortæller Lauritz, at Agnes – sammen med ham - snart skal til stor fest i København – både med spisning, og tur i Det Kongelige Teater. Det er  kommunisterne, der vil fejre russernes tilbagetrækning fra Bornholm. Hvor pengene kom fra til festen nævnes ikke. Til ideen om at fejre russerne kvitterer Laura – som jo var den herlige chef for de Varnæske’ køkkenregioner - at det burde da være bornholmerne man fester  for. Det var da dem, der havde haft al bøvlet med russerne. Der fik Lauritz den. 

Noget lignende bøvl kan man godt sige, at Ole Sohn både har haft og har. Der er ingen tvivl om, at manden altid politisk – i hvert fald i medierne – vil være mærket af sin gamle tro på et system og et parti, som på sin bundlinje var både diktatorisk, korrupt, og blodigt. Det er lige som Poul Nyrup. Han må resten af sit liv leve med mediernes fremkaldelse af ham iført cykelhjelm. Schlüter må døje med sit gulvtæppe, Søvndal med sit engelsk, og så Sohn, der skal leve med sit kysseri med en gammel østtysk diktator. Disse frosne mediebilleder kan synes uretfærdige, og også virke ret trivielle, men de er remindere i vores hukommelse om episoder, og om en tid, der var. Det er givet, at der i Ole Sohns fortid har foregået ting og sager i kroge og regnskaber, som har været mere under end på kanten af det anstændige – måske meget lig sort arbejde, eller den ”nordjyske moms”. Men manden har jo indrømmet både det ene og det andet. Så hvad vil vi mere?  Tilbage må dog stå, at manden ikke har slået nogen ihjel, eller gjort noget, der får Sofus Betjent fra Matador, til at stå og trippe for at få fingre i ham. 

Medierne går ganske enkelt for meget i selvsving. De viser lige pludselig troværdighed til gamle russiske agenter, og disse spekulative agenters vage formodninger om Sohns fortid  er pludselig blevet brændbart stof. DR’s Tv-avisen lod forleden også en gammel dansk kommunist – hvis troværdighed normalt falder udenfor avisens sikkerhedsgrænse - fylde godt op med sine tanker og holdninger om Sohn. Han fik sine15 sekunders berømmelse.

Hvor vil det klæde debatten, hvis en fremtrædende borgerlig politiker – det kunne snildt være den tidligere statsminister –står frem og siger, at hetzen mod hr. Sohn bør indstilles, så manden, medierne, Folketinget, Søren Pind, lovgivningen, og retten til at have et synspunkt, fortryde og indtage et nyt – igen enten kan komme i førertrøjen, eller i gang med at beskæftige sig med noget andet.  Noget andet skal her opfattes som noget mere betydningsfyldt for et samfund, der er omgivet af kriser.