Børn i sorgens landskab

Mellem 2500 og 3000 børn mister hvert år i Danmark den ene forældre – eller begge. 

Det er forståeligt, at der et stort behov for sorgbehandling. Tabet – som en klump i krop og sjæl – vil altid være der, men at få sorgklumpen på afstand af hverdagen, hænger nøje sammen med, at man finder ord og forløsning af sin sorg, og møder mennesker, der både har oplevet også at miste, og møder ildsjælsmennesker, der har nogle gode værktøjer, humor, energi og empati til at hjælpe med at få sorgklumpen på afstand.

Når det drejer sig om børn, handler det om at finde børnene, der hvor de er i sorgens landskab. 

Det kan sorgramte børn og deres familier gøre hos Familiesorggruppen i Nordjylland, som samler børn og deres forældre til dags - eller weekendarrangementer. Gruppen består af terapeut Birgitte Nygaard, som har 15 års erfaring med sorgarbejde med børn i bl.a. foreningen ”Børns Vilkår ”- og   pædagog Bente Rasmussen, begge Dronninglund. De har etableret sig med deres mænd, hvor den  ene er god til at tumle og lege med børnene, og den anden går forrest med sang og musik. For nylig besøgte de alle fire Garagehøjskolen i Dronninglund, og fortalte om deres sorgarbejde med børn og unge.

Det blev en givende, bevæget, sjov, og nærværende aften for en fyldt garage, som bidrog til debatten om sorg, og hvad vi skal gøre, når man møder mennesker i hverdagslivet, som har mistet.

 

Mange går forbi eller vender rundt, når man møder en person, der er blevet ramt at sorg. Fordi de ikke aner, hvordan de skal gribe situationen an. Men gå aldrig udenom. Giv Jer altid til kende. Man behøver ikke sige noget, hvis man finder det svært eller helt uoverkommeligt, men et lille klem på armen, og venligt blik eller et smil eller et knus, kan være fint nok, var konklusionen på aftenens debat.

-Det med at møde sorgfyldte børn, lige der hvor de er, er meget vigtigt, fortalte Birgitte Nygaard. Jeg har jo ofte prøvet at sidde med en mor og en datter, hvor de var hver deres sted i bearbejdningen af sorgen. Moren kan sige, at hun synes det går bedre efterhånden, og så siger pigen, at det forstår hun ikke, fordi hun græder sig i søvn hver aften.

Men det vidste moren ikke.

Nogle får sorgen hurtig på afstand, og andre – især børn – tumler længe med tabet af den elskede far, som eks. døde pludselig af en blodprop mens han var på golftur, eller tabet af en mor, som blev dræbt ved en bilulykke. Pist væk. Borte.

Når man er sammen med sorgfyldte børn, så græder man tit, men man griner lige så meget. Der skal leges, grines, og der skal være fællesskab om madlavning, spisning. Der skal tumles, synges og spilles. Lige pludselig i al denne munterhed og nærhed kommer der så et sorgfyldt ord, og det ord skal gribes. Så vokser samtalen måske ud derfra. Der pendles mellem grin og sorg. Børnene bestemmer rytmen, tempoet, timernes forløb, og deres indhold. Vi har altid en plan A og en plan B, men ofte går det helt anderledes, sagde Bente Rasmussen og Birgitte Nygaard.

  

Familiesorggruppen i Nordjylland mødes gerne med børnene hver 3. uge, og holder som udgangspunkt fast i samværet i mindst et år, idet man så er kommet igennem alle årets mærkedage. Når mærkedagene melder sig, så er sorgklumpen størst. 

Første jul uden far.

Første fødselsdag uden mor.

Sorggruppen har gode erfaringer med at blande alle aldre. En dreng på 4 år og en dreng på 17 kan nemt få glæde af hinanden, fordi de har et stærkt fælles ting i bagagen - tabet af en forældre. Birgitte Nygaard husker en samtale med en mindreårig dreng, som spurgte en ældre om hans fars død. Den ældre var knugende tavs længe, men åbnede så pludselig op, og fortalte at hans far var blevet brændt.

-”Brændt!”, udbrød den yngste dreng oprigtig overrasket.

-”Hvordan?” spurgte han videre – her var noget den yngste ikke kendte til. De to drenge fra hver sin ende af børns aldersskala fik sig en snak, som var forløsende for dem begge. Det var rørende at se, hvordan de sluttede snakken af med at omfavne hinanden med et:

-”Vi er venner”.

Sangkraft i Nordkraft

Så rykker den nordjyske udgave af Maratonsang til Nordkraft i Aalborg.

Som optakt til Vintersolhverv kan nordjyder søndag 21. december 2014 synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af mennesker med ord på læben. Nordkraft bliver den søndag fyldt med sangkraft. Et levende sangglad publikum vil løfte teksterne, og forskellige pianister vil gelejde gennem tonerne i den danske sangskat.

Det er Grundtvigsk Forum i København, som for fem år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og på årets længste dag 21. juni i år fik traditionen en nordjysk lillebror. Det skete på Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lagde center og skov til, og derfor kaldes sommerens sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven, fællesskabet og Grundtvig.

Nu er det så Nordkraft, der lægger kedelhal til dette kraftfulde musikalske og folkelige arrangement

Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, der i samarbejde med Studenterpræsterne i Aalborg, Grundtvigsk Forum, Region Nordjylland, Klaverstemmeren, Aalborg City, Budolfi Sogn, DGI og Aalborg Kulturskole i Nordkraft – står for arrangementet.

Det hele begynder søndag 21. december 2014 kl. 11.00, og fortsætter til kl. 16.00. Biskoppen ved Aalborg Stift, Henning Toft Bro, er første mand ved ønskemikrofonen, og derefter følger projektleder for ”Børns møde med kunsten” Kirsten Svensmark Møller, samfundsforsker og lektor ved AUC Johannes Andersen, MF Bjarne Laustsen, kulturchef ved Aalborg kommune Lis Rom Andersen, direktør ved Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen, skoleleder ved Klostermarksskolen Lars Peter Nietscke, direktør ved Aalborg Cityforening Flemming Thingbak, og journalist Frode Muldkjær, Garagehøjskolen. Hver har valgt en håndfuld sange fra Højskolesangbogen, og sangene vil blive kastet op på en stor skærm, så alle kan synge med.

Det er selvfølgelig også tilladt at tage sin egen Højskolesangbog med. Man synger efter den 18. udgave.  Der er fri entre. Servering hele dagen af kaffe, gløgg og æbleskiver. 

Livet skal mærkes

-”Jeg ved ikke om han kommer i år. Han er jo oppe i alderen, men vi håber det. ”

Damen - der taler - er til den 23. BogForum i Bella Center i København. Aldrig har der været flere udstillere, flere arrangementer, og besøgstallet har aldrig været større - og aldrig har der været flere forfattere. Sån’ er altid.

Men ham forfatteren, der er oppe i årene – Johannes Møllehave – er ikke at se nogle steder. Endnu. Han har ellers om nogen været med på BogForum i så mange år, at ingen længere kan huske første gang. Solide rygter fortæller, at Møllehave i sine velmagtsdage kunne optræde på 12 forskellige scener i løbet af de tre bogdage.

I dag skal han gerne - som så ofte før – lukke og slukke BogForum ved at optræde i sit forlags stand med de sædvanlige gode velvalgte bemærkninger om bøger, læsning, liv, død - og sig selv.

Mens vi venter på Johannes åbenbaringer kommer Benny gående.

Ham med efternavnet Andersen.

Ham der skrev bl.a. ”Vennesangen ”  - en tekst, som blev lavet til børn, men som voksne elsker for tekstens letgenkendelige eksistentielle sandheder. Sangen bliver perfekt sunget af Eva Madsen og Povl Dissing, og sangen indeholder de herlige poetiske linier ”Du kan være tynd eller temmelig fed, bare du kan holde på en hemmelighed”.

At Benny kommer gående er lidt af en påstand - manden kommer trippende meget forsigtig, og holder den samtalemakker, som han skal ha’ med på scenen - kraftigt i armen. Det går virkeligt langsomt. Manden er også lige blevet 85 år, og fordi man er kvik i hovedet, behøver man jo ikke også være rask til bens.

Benny Andersen er også en flittig gæst, når bogsiderne vendes foran et stort publikum, og nu skal han interviewes om sin nyeste digtsamling med gamle og nye kærlighedsdigte ”At elske eller ikke at  elske”.

Han forklarer stilfærdigt om dengang han mødte sin Elisabeth i en af DSB’s rygekupeer. Og siden har de så holdt hinanden i hånden m.m., og bliver mere og mere forelsket for hver dag der går. Benny ønsker inderligt, at hans Elisabeth overlever ham, hvilket jo bude være en smal sag, idet hun er ti år yngre. Et liv uden Elisabeth vil for Benny være ”tidsfordriv, livsfordriv, dødsfordriv”.

Hr. Andersen benytter ellers lejligheden til at bekendtgøre, at han ikke længere føler sig som Danmarks nationaldigter. Fravalget skete dengang 62 pct. af danskerne mente, at ”de fremmede”, som for nogle år siden  - i kampen for at få  opholdstilladelse i Danmark - havde besat Brorsonskirken på Nørrebro i København, burde smides både ud af kirken, og af Danmark.

Nu kalder Benny Andersen sig i stedet for mellemfolkelig poet.

Samværet med Benny Andersen slutter med at alle rejser sig, og synger første vers om Svantes lykkelige dag. Og under sangen kommer Bennys Nina – Elisabeth - så ind. Sammen trisser de derefter - til taktfaste klapsalver - ud til kaffen, som vel allerede er klar.

Det er i sandhed en af Bennys lykkelige dage. 

Senere på eftermiddagen dukker Johannes Møllehave så op ude i Bella Centers foyer. Håret er blæst godt i uorden, og stokken viger ikke fra højre hånd. Her er endnu et nationalt ikon med bevægelsesproblemer, men også med et yderst intakt hoved, som næsten kan citere flere digte af vennen Benny Andersen, end manden har skrevet.

Mit første møde med Møllehave daterer sig tilbage til engang i begyndelsen af 80’erne. Han kom omkring DR – dengang man holdt til i Aalborghallen - efter et foredrag i nærheden af Hjørring. Han fortalte, at han synes selv han fik afleveret et   sjovt og vellykket foredrag om Storm P, men der var ikke mange reaktioner blandt det store publikum. Man kunne næsten høre faldet af den berømte knappenål. Svedig og trist skulle han så efter kaffen afregne med kassereren, og der fik han så aftenens dom med et ”Tak for en fantastisk aften – sjældent har vi moret os så meget”.

Ved dette foyermøde med Møllehave kan jeg ikke lade være med at invitere ham i min Garagehøjskole hjemme i Dronninglund.

-”Det koster kassen” er hans svar. Mit gensvar er mad og rødvin. To flasker.

Da han trisser videre i Benny-tempo siger han  – ”Måske. Nu ser vi.”.  

 

Det skal mærkes at vi lever, sagde Benny og Johannes engang i kor i en af bogdanmarks mest solgte samtalebøger.

Det mærkes stadig.

Garagehøjskolen - derfor!

Højskolen i garagen, Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund, er skabt, fordi samtalen er blevet væk. Den vigtigste tale har altid været samtalen, og den skal genfindes, etableres, ha’ nye vinger, og tage afsæt i Grundtvigs ideer om samtalen – ”på lige fod og i frihed at tale sammen”, og det med ”munden løsnet og hånden bundet”.

Med sproget ar vi fået en medfødt gave, som kan bruges til at sætte ord på tanker og følelser. Det er også sproget, der forankrer os i et kulturelt fællesskab, og giver os værktøjet til et socialt ditto.  Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bring e os ud af isolation og egocentri”.

Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.

Tiden kalder på en opstramning af sprog og brug. Kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader det oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – udviklingen har bundet munden og løsnet hånden.

Tiden kalder altså på - og kræver – nye samtale- og informationsformer. Langt fra mediernes råben, og evige afbrydelser. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Langt fra sprog der slår. Det er medierne, der ofte italesætter dagsordenen, ikke kun den politiske, men også den kulturelle. Folket tager over – mopper videre og fokuserer nederlagsagtigt på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må flytte snakke - og argumentationsskeen over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.  

Med dette afsæt i bagagen vil ”Garageskolen” holde sine møder. Indbyde frie mennesker til fri debat, hvor samtalen kan flyde frit blandt garagens gæster, og ofte med en foredragsholder, der kan tilføje sprog, etik og samtale nye vinkler, nye informationer, skæve vinkler og sjove indfald.

Da sang styrer fællesskabet, skærper indlæringsevnen, bevæger sindet, taler til fantasien, og stimulerer sprogligt, motorisk og musikalsk, så er Højskolesangbogen den mest brugte bog i ”Garagehøjskolen”.  Så syng da.

Det tilstræbes at holde tre garagemøder om efteråret, og tre om foråret. Plus det løse.  

Således et arrangement på årets længste dag - 21. juni - som en eksportering til hovedlandet af Grundtvigs Forums Maratonsangarrangement i Vartovs Gård.

Det tilstræbes at Danmarks mindste, men nyest etablerede højskole, holder sine arrangementer vederlagsfrit for gæsterne, men sponsorgaver modtages gerne, og foredragsholderne får altid som honorar to flasker god rødvin. Der er plads til 30 gæster i ”Garagehøjskolen”.

Det er håbet, at ideen om højskolen i garagen vil brede sig til andre garager, dagligstuer, nedlagte forsamlingshuse - rundt omkring i rundt omkring i Grundtvigs føde- og fædreland til fremme af den nødvendige opdatering og omforandring af samtalen.

..................

Efteråret 2013’s tre første gæster har været skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og TV2 Nord-journalisten Per Jensen. Forårets gæster i 2014 var folkesanger Peter Abrahamsen, komponist Erik Sommer, studenterpræst Hanne Dahl, og TV-A-journalist Line Gertsen.

I 2014 åbnede sæson 2 i september med TV2-journalist Jørgen Pyndt, i oktober kommer Eva Haugum fra ”Skifergas - Nej tak”, og til november handler det om ”Børn og Sorg” med terapeuterne Birgitte Nygaard og Bente Rasmussen.

Derudover var Garagehøjskolen initiativtager til Maratonsangdagen på Dronninglund Kunstcenter 21. juni. Et arrangement som gentages søndag 21. juni 2015.   

et skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og 

Maratonsangdag i 2015

Så rykker årets Maratonsang igen til Nordjylland. På årets længste dag vil nordjyder synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og også ofte af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.

Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.

Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.

Det er Danmarks mindste og nyeste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Menighedsrådet i Dronninglund, som i samarbejde med netop Dronninglund Kunstcentret, og Grundtvigs Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde søndag 21.juni 2015, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.

Vi indbyder særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om 4-5 sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v. De valgte gæster må gerne synge for, men det er hverken et krav eller en betingelse.  

............................................................

Vi mødes kl. 10.00, og synger til solen går ned.  

De bedste hilsner

Frode Muldkjær, Journalist, Garagehøjskolen

frodem@mail.dk

Mobil 23 40 65 58 

Negerkonger i nærområdet

På Danmarks Journalisthøjskole lærte jeg i begyndelsen af 70’erne, at ordet neger må man ikke bruge. Det hedder sort. Jeg husker denne politiske korrekthed meget klart. Det er da godt, der er noget man kan huske.

Derfor var det helt fint, da man for en del år siden iretteskrev ”Elefantens vuggevise” og sendte de små børn i seng uden ”niggerdreng”, som børnene ellers ku’ bruge ”som rangle”. I stedet fik de en kokosnød. Den kan ikke så nem bruges som rangle, men så kan nøden bare ligge under sengen til barnet begynder, at spille bold.

I øvrigt var det ikke noget problem hjemme hos os. Vi lod elefanten vandre fordi børneværelset, og sang i stedet ”Solen er så rød mor”. Der går ræven derude, og det er jo langt mere både dansk og fredsommeligt. 

Selv om jeg synes det var helt fint at bortvise ”niggerdreng” fra børneværelset, så har politisk korrekte bortvisningerne aldrig været mit hjertebarn, og længe har korrekthederne bevæget sig ud  over kanten. Nu har så det svenske DR - SVT – bortvist Pippi Langstrømpes far – ”negerkongen” og forbudt Pippe at trække mundvige og øjne op med fingrene, så hun kommer til at til at ligne ”en kineser”.  Altså – det er såvel latterligt, samt hovedrystende hysterisk. Vel også en farlig vej at gå. Fordi derved afviser debatten frie og klare meningsudvekslinger, og overdænger anderledes tænkende mennesker med politiske korrekte verbale overfald.

Vi har lige haft en hjemlig sag – af en anden volumen - men hvor også den politiske korrekthed fløj over spisebordet allerede under forretten, men hvor så de politiske ukorrekte lod såvel hovedret som dessert forvitre i uspiseligt snask. 

Det var DF og LA, som foreslog at krigsflygtninge fra Syrien burde hjælpes i deres nærområde, i stedet for at blive fragtet til Danmark. Ideen blev i første omgang mødt med politisk korrekthed. Forslaget blev kaldt umenneskeligt, tegn på ufølsomhed og udtryk for manglende empati. ” De (forslagsstillerne) må jo ha’ spist søm”, som den ellers kloge Uffe Ellemann formulerede det i TV 2 News.

Så er den ukorrekte ged ikke alene barberet, men næsten også aflivet.

Men de to forslagsstillere lavede også flere præsentationsbrølere. Argumentationen gik på, at  Danmark ikke kan klare flere flygtninge o.s.v. - man slog på danskernes utryghed, og smed lidt foder til den indre svinehund  - nok er igen nok. Det ville ha’ klædt forslagsstillerne, hvis ideen var lanceret med fokus på flygtninges velfærd og tryghed, og deres eventuelle lyst og ønske om at blive boende i lejre i nærområdet – under ordentlige forhold forstås.

Hvis jeg blev krigsflygtning, fordi Jylland og Sjælland kom i krig om Udkantsdanmark, så vil jeg da gerne placeres i mit nærområde – Norge eller Sverige, i stedet for at blive sejlet til Mellemøsten eller Afrika. Hvis jeg var politisk flygtning – vil jeg nok også foretrække de svenske ødegårde, eller  norske kyster, men så var jeg nok åben for andre muligheder, da jeg måske ikke kunne regne med at komme retur til mit fødeland –hverken nu eller senere. Jeg er overbevidst om, at de fleste krigsflygtninge har det på samme måde. At de helst vil placeres midlertidig i et område tæt ved deres hjemland. Om muligt. For de ønsker garanteret alle at komme hjem igen.

 

Men forslagsstillerne havde ikke gjort deres hjemmearbejde godt nok. De for frem med et forslag uden at ha undersøgt f.eks. om der er realistiske nærområder til krigsflygtninge fra Syrien. Og til hvilken pris eller betaling. Måske kan man motivere de omkringliggende lande til at afstå områder til Danmark for etablering af flygtningenærområder. Når vi påtager os udgifterne.

Når man ikke har tjek på den slags ting, så får man hverken negerboller eller flødeboller, men kun smæk, som ”Spørge-Jørgen” fik, da han i øvrigt spurgte om for meget. Men smæk hører fortiden til, og ikke længere tilladt, og heldigvis i dag aldeles politisk ukorrekt!

Man skal tænke sig om før man kaster sig ud i politiske debatter, især hvis man tager et populistisk afsæt. Godt det er sådan – trods alt. Det synes både Pippi, negerkongen og jeg.

Dage med hotdog

Allerede da man nærmer sig parkeringspladsen ved Dronninglund skole fornemmer man, at noget er mærkeligt anderledes. En del af de parkerede biler har tremmer for bagruden. Går man tæt på får man et schæferbjæf, der truer ens nervesystem til alarmberedskab. Forklaringen er den enkle, at skolens græsområder har givet sine kvadratmeter til  Danmarks Civile Hundeførerforening, der holder DM i hund – i lydighed og væddeløb. Overalt render der hunde rundt - altså bortset fra dem, som puster ud bag bilens tremmer, og sætter forbipasserendes puls i vejret. 

Man skal være mere end hundebegejstret for at stå længe ved den specielle form for hundevæddeløb på tid, som kaldes agility. Så de fleste sad også ned i medbragte stole. Sidst jeg så sådan lignende var i nogle Tv-hundeudsendelser lavet af Poul ”Dus-med-dyrene”-Thomsen. Han havde selveste Ghita Nørby med som dommer.  Mindre kan også gøre det, og det må vi så også nøjes med i Dronninglund, hvor hverken Poul Thomsen eller Ghita er til at få øje på. Derefter bevæger jeg mig over i det obligatoriske område, hvor der altid er fyldt med stande, der øjner chancen for lidt profit, og sødt til kaffen. Alle standene handler naturligt nok om vovser. Der er ikke en kat at se i nærmeste  omkreds. Godt for den – det ville aldrig ha’ overlevet.

Flere stande har hundemad. Med smagsprøver. Sælgerne står selv og æder hundemaden. De forklarer, at ordentligt hundemad indeholder kvalitetsprodukter, som mennesker også kan spise. Jeg ser for mig fredag aften, hvor mor sætter fem dybe tallerkner på bordet og far hælder hundefoder op i dem alle. Derefter sætter familiens to børn, mor og far, og husets labrador sig god tilrette omkring spisebordet, og guffer i sig. Fredagsslikken er en tyggepind af de gode store, der varer en hel X-faktor-udsendelse.

De spisende sælgerne fortæller, at noget af det billige hundemad, skal man holde sig væk fra. Den kan være fyldt med det, som kaldes ”biprodukter” – hønsefjer, minkkød, og vel også noget fjæsingfiskeaffald. Hvis noget tror, at det  blot er noget værre hundeæde, så kan de godt tro om – det er meget værre. 

En stand har flotte metalskilte med sorte hunde med teksten  ”Her bor jeg”. Den slags skilte er til at holde uvelkomne væk – og jeg tror gerne det virker. Jeg spurgte om der var  mulighed for at købe et skilt med billede af en muldvarp med samme tekst – og det var manden ikke afvisende overfor, og han ville tage ideen med til fabrikanten. Der ku’ jo være penge i det skidt.

En stand gør sig i vandløbebånd – Kr. 37.500 . Fås også med vandtank, pumpe og filter  – men så ryger prisen op i kr. 59.000.  Hallo! Her troede jeg, at de fleste hundeejere havde hund, fordi så var man tvunget til at komme op af lænestolen, og ud og slentre med hund gennem byen. Men den slags ture kan åbenbart klares med et løbebånd ved siden af sofaen - samtidig med at man ser Tv-fodbold, hvor Hobro tæver det ene københavnerhold efter det andet. Så er der også bedre tid til at koncentrere sig om at holde væskebalancen intakt.  Det skal dog i sandhedens interesse tilføjes, at vandløbebåndet også kan bruges til genoptræning af hunde med knogle, muskel og ledbåndssygdomme – plus til opbygning af udholdenhed. Der er desværre kun plads til hunden på løbebåndet.

De obligatoriske grilldrenge har travlt. De fortæller, at dagen før var der udsolgt af pølser allerede om eftermiddagen, og jeg spørger oprigtig interesseret, hvorfra de sortgrillede pølser kommer. Men det har  drengene ingen anelse om. Det er jo skidt. Forleden spiste jeg morgenmad på et hotel i Skagen, og der stod en lille seddel ved rullepølsen – ”Fra slagter Munch i Skagen”. Det giver tryghed. Så ved man da, at den ikke stammer fra Jørgen A.