Maratonsang i Nordjylland

Så rykker årets Maratonsang til Nordjylland. For første gang vil der vest for Valby Bakker sidde danskere på årets længste dag, og synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.

Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.

Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.

Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Kunstcentret i Dronninglund, som i samarbejde med netop Menighedsrådet i Dronninglund, Nordkraft Event i Aalborg, og Grundtvigsk Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde lørdag 21.juni 2014, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.

Vi har indbudt særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v.   

Publikum får mulighed for at synge sammen med bl.a. sanger og komponist ERIK GRIP, præst ved Hasseris kirke AGNETE BRINK, tidligere formand for Folketinget CHRISTIAN MEJDAH, tidligere AaB-sportschef LYNGE JAKOBSEN, radiovært ved DR P4 Nord KNUD ERIK MEYER IBSEN, borgmester i Brønderslev kommune MICHAEL KLITGÅRD, regionsformand ULLA ASTMAN, formand for Folketingets kulturudvalg FLEMMING MØLLER MORTENSEN, organist SUSANNE RASMUSSEN med  et lokalt kor, præst ved Dronninglund kirke RUNE THOMASSEN, tidligere sekretariatsleder ved Vartov HANS GRISHAUGE, Års, medlem af Grundtvigsk Forums bestyrelse ANNA KOLIND, Tornby, studenterpræst HANNE DAHL fra Aalborg, rockmusiker PETER HÅNDSBÆK, Mors,  og sangerinde og lærer ANNE-MARIE HASSING med elever fra Try Efterskole.

  

Det hele begynder nævnte lørdag formiddag kl. 10 og slutter om aftenen med bål og tale.

Alle er velkomne, og der er fri entre.

Dronninglund Kunstcenter gør haven i skoven klar, og der kan købes frokost, aftensmad, og drikkevarer til rimelige priser.

Arrangørerne har bestemt at denne dag skal være en tradition i Nordjylland, og derfor har man allerede planlagt et vintermaratonssangarrangement på Nordkraft i

Aalborg søndag 21. december.   

Når man synger er man aldrig alene, og den samværsmulighed med fællessang som bærende kraft gives nu til alle nordjyder.

Det pengeløse samfund

”Tømning af sparebøsse kr. 200”.

Skiltet rammer ind som en forhammer. Man kigger igen. Kan det ha’ sin rigtighed! Jo, den er god nok. Kommer man med barnebarnets delfinsparebøsse koster det 200 kroner at få den tømt. Men da den venlige sparekassekasserer kan se panikken i mine opspilede øjne tilføjer hun straks, at ”Det gælder kun for ikke-kunder”. De trofaste med egen konto får tømt uden gebyr. I relation til hvad jeg ofte tidligere har skældt banker og pengeinstitutter ud for, så er den oplysning honning for sjælen. Endelig honorering af trofasthed.

Men 200 kroner for folk, der ikke er kunder, er dog noget af en betaling. Man ser for sig, at kunden komme slæbende med fire børnebørns delfiner, og det viser sig at hver delfin indeholder ca. 100 kr. – som man i øvrigt selv har kommet i – og så skal man erlægge 4 gange 200 kroner for tømningen. Det er jo et tømningsgebyr, som nok kan få enhver bankrådgiver til at advare mod utidig frådseri. Så er det billigere at købe en hammer i Stark, og slå delfinen ihjel, og gå på jagt efter nye delfiner. Men man kan jo også blot åbne en konto. Det er jo det, som er øvelsens højeste mål. Men hovedårsagen til denne voldsomme opkrævning for tømning af abekatte, bjørneunger, Rasmus Klumpbøsser og delfiner, er den enkle, at vi er tæt på det pengeløse samfund. Sparekassen i Dronninglund er den eneste pengeinstitut i Dronninglund by, som endnu har kontanter. De øvrige pengeinstitutter ejer ikke kongens mønt.  

I det pengeløse samfund skal vi vinke farvel til mange ting, som i generationer har været en del af samfundslivet. Det har længe været slut med manden der bankede på ens fordør for at samle ind til ”Julens Glæde”. Ligeledes er det vel også nogle år siden, at kontingentopkrævninger til hvad som helst, skete via en mand, der bankede på ens dør. Den rare mand, der tog sig af den slags aktiviteter, fik i min barndom altid en cigar eller cigaret. Den slags gaver vil jo også i dag resultere i en anmeldelse, og et besøg af landbetjenten, med medfølgende deportation til Anholt, eller anden afsidesliggende destination. Men når det pengeløse samfund endelig har taget over, så er det i hvert helt slut med de gode mennesker, der med indsamlingsbøsser, samler ind til Røde Kors, Flygtningehjælpen, eller Folkekirkens Nødhjælp. Det er også lang tid siden man i ”Giro 413” har hørt Hans Kurt synge om ”Kroner en - kroner to”. Og sangene ”Sørens far har penge” og  ”Der bor en bager” bliver blacklistet. Ingen forstår den sidste sangs linier ” ..og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå”. Hvad man gør ved moderne klassikere, som Dire Straits ”Money for Nothing” og ABBAs ”Money, money, money” må kommende tiders tænketanke fremlægge årsplaner for.   

Besøg af børn med masker, og diverse udklædninger, der synger ”Boller op og boller ned”, men helst vil ha’ kontanter, fordi de allerede hjemmefra er overfodret med slik og søde sager, bliver også en historisk hændelse. En løs femmer til spritterne ved Aalborg Banegård bliver ligeledes fortid. Fremover står hjemløse med hver deres ”fluesmækker”, og så får det slidte Visa-kort en tur – til. 

Men det værste er, at det også bliver nat med en skilling til børnebørnenes sparebøsser. Dette faste ritual, hvor farfar finder pungen frem, og med tale om værdien af sparsommelighed og opsparing, og snak om at sætte tæring efter næring, er små erfarne livsstilsøvelser, som forsvinder. Man ser for sig morgendagens børnebørn stå med hver deres Ipad, og bede om farfars kontonummer, og så overfører de selv skillingerne via Mobilbank.  Så det er ikke kun kriminelle østeuropærer, der truer  med at tømme ens konti.

Et samfund uden penge er som en jordemoder uden jord. Om det bliver et mere lykkeligt samfund, eller det modsatte, skal ses på stjernehimmelen eller i kaffegrumset. Forhåbentlig bliver morgendagens mennesker mere lykkelige end de individer, som i gamle dage også levede uden kontanter, og derfor som ”Manden på risten” måtte indsnuse duften fra de riges bord.

Dog uden gebyrer.

.

"Hold kæft hvor er hun dum"

Sådan stod der for nogle år siden på en forside af Ekstrabladet om statsministeren. Det var ikke begyndelsen på pressehetzen mod landets statsminister, men det var fortsættelsen. Uanset hvad man mener om statsministerens politik og evner, så kan ingen kommende statsminister – uanset partitilhørsforhold, evner eller praktisk politik, overleve en sådan spiraludviklende kampagneagtige hetz, som den nuværende udsættes for – såvel fra trykte medier som fra de elektroniske. Pressefrihedens ypperste udøvere mishandler ytringsbegrebet, og udfaser dermed den styreform, som værdsætter den frie taleret mest - demokratiet.  

Kære banker - frist mig!

Dem, som ikke har, skal altid ha, og dem, som har, får aldrig.  

Det kan godt være, at mange mener den påstand ikke holder, men det gør den i hvert fald, når man tænker på trofasthed. Mennesker, som tæt på en menneskealder har holdt f.eks. en daglig avis, bliver aldrig tilbudt særlige favorable tilbud. Tilbud om, at hvis man skifter avis, så kan de få den nye avis i gratis i 1,2 eller 3 måneder, og derefter halv pris i en lang periode. Samtidig deltager man i lodtrækningen om at vinde rejsen jorden rundt – med familie. Plus hund og svigermor.  

Den slags tilbydes aldrig de trofaste holdere. Never.  De kan få lov til at leve et langt abonnementsliv uden at blive forstyrret med andre henvendelser end de faste opkrævninger.

Men den slags udadvendt livsførelse er aviser ikke ene om. Forleden hørte jeg en grusom historie om Nordea. Banken, der igen-igen er udnævnt til Europas bedste. Denne bank har været min foretrukne siden 1965, hvor jeg begyndte som elev i Andelsbanken i Struer, og selvom jeg skiftede erhvervsspor, så holdt jeg ved. Også selv om banken skiftede navn. Først til Unibank, og sendere til Nordea. Sån’ set har jeg aldrig været utilfreds, hverken med rådgivning eller behandling, men jeg skal da ellers love for, at jeg nu er blevet ramt af misundelseshammeren. Det har den enkelte årsag, at banken åbenbart fører en PR-politik, der meget lig avisernes forgylder ikke-kunder på bekostning af trofaste. Faste kunder får et gebyrhorn at trutte i - de andre bliver ført rundt i betalt paradis på jord. 

En god ven af mig fortæller, at han for nylig besøgte det nye musikhus i Aalborg. Først var han til en fornem velsmagende spisning i musikhusets restaurant. Mellem forret og hovedret fik man et kvikt foredrag af TV-avis-lægen Geisling, og så var der rundvisning i det hus, som Aalborg nu kan prale med – i liga med Nordkraft, AaB, og havnefronten. De kan godt pakke sammen dernede i Århus – overhalingsbanen er kridtet op. Vennen var indbudt til denne herlige aften af - Nordea.  Sammen med godt et hundrede ganske givet andre gode mennesker. Kendetegnende for samtlige gæster var, at ingen af dem er kunder i Nordea, men banken håber at de måske overvejer at blive det. De skal bare ha’ kildret gane og øregang. En anden ven har fortalt om andre fine Nordea-indbydelser til især erhvervsmennesker, hvor man er til fodbold - med spisning først forstås. Altid ikke-kunder, som Nordea håber pludselig bliver det.

Nu vil jeg også gerne prøve at være med på udflugtsvognen.  Jeg tilhører godt nok ikke gruppen af de mest  eftertragtede formue- eller erhvervskunder, men jeg har dog min pensionsopsparing  at vifte med. Den passer Nordea p.t. på til ingen rente. Det kan jeg vel leve med, hvis banken så ind i ind mellem tilbød lidt fryns – fodbold med AaB.  teater på Aalborg teater, spisning med efterfølgende koncert, eller bare en lille fem dages fodbold- tur til Barcelona eller Manchester.

Så kære banker og sparekasser - konkurrenter til Nordea - frist mig.

Vis I er interesseret i min pensionsopsparing. Lad mig se menukortet.  Inviter til bold, musik, kunst, suppe og dessert – og jeg vil stærkt overveje, at kigge indenfor i Jeres gebyrhule.  I hvert fald indtil nye fristende tilbud kommer fra andre banker. Det er bare med at komme i gang.  

Giv Nordea kamp til stregen. 

Heltinden fra Brønderslev

Hanne Madsen er en af tidens heltinder.

Hun er 77, og bor i Knudsgade i Brønderslev.  Hun er en dame, som ikke synes man skal finde sig i alt.

Jeg stiftede kendskab til hende i NORDJYSKE. Hanne Madsen var vigtigt og fortjent kommet i avisen på grund af sin protest mod kommunens digitalisering af post til borgerne. Som eneste m/k stod hun foran rådhuset i Brønderslev med sit hjemmelavede skilt:

 ”Jeg er unik – normal”.

Hanne Madsen protesterede stilfærdigt, men uden vaklen, mod den kedelige kendsgerning, at kommunen lukker for frimærkekassen, og dermed sætter punktum for post til borgerne via det kongelige danske postvæsen. Hvad enten posten kommer på cykel, i bil, eller til hest.  Om kort tid bliver alt kommunalpost sendt digitalt. Det kræver en computer, kendskab til teknikken, eller interesse og evne for at lære systemet. Det digitale system har de fleste taget til sig - også mange af dem der har rundet 65+ - men vi må dog være forstående overfor borgere, som af den ene eller anden grund meddeler, at de er mere end kede af kommunen beslutning om ikke mere at bruge andre meddelelsesmåder end den nymodens. Dermed henvises disse borgere til biblioteket, digital borgerservice – hvis de kan bevæge sig derned - eller et restliv i kommunal uvidenhed. Det kaldes i moderne sprogbrug ekskludering.

Hvorfor i alverden kan kommunen ikke sætte kryds ud for den håndfuld (ældre) borgere, som har digitale problemer, og så sende disse mennesker et printet brev? Hvor svært kan det være!

Denne marginalisering af visse borgere er yderst ubehagelig. NORDJYSKE skriver, at Hanne Madsen i sit arbejdsliv har været pædagog på Brønderslev Børnehjem. Hun har ganske givet betalt sin skat til den kommune, hvis forordninger hun i et langt liv også ganske givet har rettet sig efter, og nu står hun som 77- årig, med et problem, som hun ikke er ene om. 

Man taler konstant om centralisering, effektivisering, og innovation. Men vi ved godt, at alle disse fine ord dækker over besparelser og forringelser. At overgangen til konkurrencesamfundet koster liv og velfærd, og her viser systemerne ingen nåde. Ingen vaklen. Man har målet for øje, og ser ikke ligene i vejkanten. Dem må de pårørende tage sig af. 

Det er ikke kun landspolitikerne, der tager beslutninger, som skaber udkantsområder, det gør lokalpolitikerne også. Det er Brønderslev kommune, som direkte skaber udkantsborgere i sin egen midte, via beslutninger og forordninger, hvor borgerne bliver glemt og henlagt på hylder, hvor ingen længere kommer. Selv om Hanne Madsen bor tæt ved kommunens centrum så bliver hun administrativt udkantsplaceret.

Det er faktisk værre end at blive vejkantsplaceret, fordi der kommer trods alt nogen forbi – f.eks. Mogens.  

Hanne Madsen fortjener opbakning til sit nej tak til digital postkasse. Fordi så fortæller man hende, at hun fortsat er et menneske, som kommunen og dens borgere kerer sig om – eller i nutidens sprog – fortsat tager ansvar for, og fastholder rettigheder til.  

Morgenhyldest til lighed

DR2’s Morgennyheder fortæller, at undersøgelser viser en nedgang i trafikulykker efter at det blev tilladt at køre 90 km i timen på visse landevejsstrækninger. Det er fordi, at bilister, som altid har kørt omkring 90 har undladt at hæve hastigheden, og samtidig har mange af de langsomt kørende hævet deres hastighed. Denne udlignede afstand mellem højeste og laveste hastighed har givet højere sikkerhed – og færre ulykker.

Endelig positiv fokus på lighedsbegrebet. Fordi denne sikkerhedsforøgelse kan selvfølgelig overføres til andre former for lighed. At mindre afstand mellem indkomster, formuedannelse, betalingsevne, m.m. jo skaber mere stabile samfund med mindre utilfredshed, mindre kriminalitet, mindre mobning og misundelse. Selv om alle kører den samme hastighed, så man kan man jo fortsat gøre det i hver sin bil med hver sin farve, og med eller uden læderbetræk. På forsæder – som bagsæder. 

Den hemmelige socialdemokrat er....

Så er sidste side i ”Den hemmelige socialdemokrat” vendt, og 13 afsnit af sæson 2 i ”House of Cards” kigget. Det var tiden værd. Selv om det kan gå barsk til i de socialdemokratiske kaffe-, rust-, og netværksgrupper, så er der ingen der matcher Francis Underwood alias Kevin Spacey. Manden der” ikke vil være slave af noget man kan bestille over telefonen” får selv Hans Engell til at virke som en høflig spejderdreng, der hjælper ældre damer over gaden - uden at stjæle fra håndtasken. Nu vi er ved den tidligere konservative formand, minister og statsministerkandidat så ku man nemt fristes til at holde en flad momsfri hund på, at det kunne godt være ham, som har skrevet bogen om den hemmelige socialdemokrat. Godt nok siger og skriver bogudgiver Jakob Kvist – at det er et socialdemokratisk medlem af Folketinget. Men vedkommende kan jo godt bare ha’ afleveret manus, og primært være kilden til Hans Engell sætnings- og ordsammensætninger.  Dobbelt hemmeligt samarbejde.

Med hvis vi skal finde en afsender i den socialdemokratiske gruppe, så må vi se på, hvem der endnu ikke er blevet spurgt, slået mindst syv kors for sig, og i en gravkammertung tone benægtet. Dog – der er ingen, som har spurgt Henrik Sass Larsen, om han er den hemmelige socialdemokrat. Larsen døjer i hvert fald ikke med Bjarne Corydons problem om hvem man siger, at han ikke kan være den hemmelige socialdemokrat, da han slet ikke er socialdemokrat.  Det er HenrukHHenrik Sass Larsen. 100 procent.  

Den gode Sass kunne jo ha’ skrevet bogens 271 sider mens han var ude i den politiske kulde, som en sød hævn over Helle, Bjarne og PET. Da han så blev taget ind i varmen og iklædt ministerklæder, var bogen i trykken. Sass omtales i bogen som en hård negl, et magtmenneske, en dansk kontroludgave af Francis Underwood. Men alle disse sider indrømmer Sass – også gerne i mundtlig form, og forlagsmanden Kvist har jo sagt, at han har lagt fejl, småløgne og vildspor ind i bogen, netop for at gør det vanskeligt, at gætte, hvem det er. Måske er bogen skabt i et samarbejde mellem Sass og Engell! Det må kunne dokumenteres via sporing af fotos af de to fra et værtshus i Køge-området, hvor de sidder og drøfter detaljer over skummende fadøl. Eller lad en hacker tjekke Engells telefon. Endelig er der den mulighed, at bogens nederdrægtigheder er fabrikeret sammen med Francis Underwood, som synes det ku være opbyggeligt at øve spydigheder i danske design, før han gik i gang med at udrydde tidligere venner og kommende fjender i det amerikanske demokrati, som Francis selv siger ”er SÅ overvurderet”. 

Det er det danske måske også.