Rundtur i kloge og sjove ord

Ham der står og tæller fortæller, at der ved weekendens BogForum i København var i alt 27.682 besøgende.  Udover mig – og Glenn Ringtved, som fik Skriverprisen – var der ikke mange nordjyder. I vor landsdel har man Ordkraft i Nordkraft, og der er også så mange københavnere til arrangementet derover. De indfødte kendes – til forskel for nordjyder – nemt på deres overdreven glæde ved at se nogle de kender. De råber ”Guuuud - hej” på 100meters afstand, og de krammer hinanden, så man får om ikke ligefrem duggede bilruder, så ditto brilleglas. Selv når man står ved siden af. Endelig kendes hovedstadsbeboere også på, at de har ret travlt med at kigge rundt, mens de snakker med hinanden, for lige at holde et øje med, om der skulle være nogle, der var mere interessant, at blive set sammen med.  

Men bortset fra den slags detaljer, så kan man som ord- og boginteresseret nemt få sin lyst tæmmet ved en rundtur ved de 1049 arrangementer mellem forfatter og læser, der holdes i løbet af de tre dage ved 182 stande.  740 forfattere er med, og stiller gerne op – flere gange, og signerer meget gerne bøger -  bagefter.  I købte eksemplarer naturligvis.

Min rundtur begyndte på første række hos sprogmanden Jørn Lund, manden som netop har udsendt sin tredje erindringsbog –”Sket”. Han er en kæmper for bevarelse af det danske sprog, vort modersmål, som vi fødes ind i, og som forankrer os i et kulturelt fællesskab. Sproget kan samle os, splitte, forsone, forføre, forædle os, bringe os ud af isolation og egocentri. Han appellerede kraftigt til Folketinget, om at lave en sprogpolitik, og sagde, at et af de få slags sprog han ikke brød sig om, er det, som ”pakker virkeligheden ind på en uærlig måde”. Ingen spindoktorer var at se ved de nærmeste stande. Det skulle da lige være en slags af slagsen, som holdt til i standen ved siden, nemlig DJØF’erne, om hvem Lund sagde,” at ”de reproducerer sig selv”. Hertil kommenterede læser og samtalepartner journalisten Georg Metz: ”Ja, man ser det for sig”.

På vej over til et arrangement med Naser Khader og hans bekendelser fra en ”kulturkristen muslim”, stødte jeg ind i en kø, der var noget større end der, som hvert år er ved ishuset i Tværsted. Og den er ellers stor. Køen her ventede på en autograf af den unge statsløse palæstinenser med dansk pas, Yahya Hassan, hvis digtsamling er solgt i tæt ved 40.000 eksemplarer – det er mange, når de fleste digtesamlinger kun udkommer i 300 eksemplarer, som bibliotekerne køber. Jeg havde sådan en lyst til at invitere den unge Hassan med over til Khader, som måske kunne fjerne toppen af Hassans vrede - uden at fjerne talentet. 

Khader – dette næstekærlige hjertelige mennesker - fortalte i øvrigt, at alle folkeslag har et forbehold overfor ” de fremmede”. Og nogle steder varer dette forbehold længere end det gør på den jyske hede. Khaders far var palæstinenser, og hans mor syrer. De bosatte sig i Syrien, og i alle årene var faren – ”den fremmede”, hans mor var ”kvinden der var gift med den fremmede”, og Khader og hans søskende var ”børn af den fremmede mand”.

Sådan fortsatte det med ”ordperler på en snor”. Karen Thisted fortalte igen om sin kærlighed til Benny Andersen og Johannes Møllehave, og om dengang de skulle med fly syd på for at lave samtalebogen ”Det skal mærkes at vi lever”. Begge de to enkemænd mødte op i lufthavnen med hver deres hav af plastikposer - alle fyldt op med mere eller mindre rent varmt uldtøj. Da journalist Karen spurgte de to mænd, om de ikke havde kufferter, svarede begge, at ingen af dem kunne huske, hvor deres koner havde stillet dem.

 Journalisten Ann Mariager har skrevet en bog om sit mageløse singelliv, og fortalte, at hver gang hun som enepige havde haft en aftale med en mand, og de havde spist ved deres første date, og gik tur ved søerne i København, så var alle mændene – efter de her få timers løst bekendtskab - klar til at flytte ind hos Ann, gifte sig inden weekenden, og igen blive afhængig af den kvindelige praktiske kunnen. 

Forfatteren Karen-Marie Lillelund – aktuelt med bogen ”Håndbog til et lattermildt liv” - var træt af, at alle de sure trafikanter hun altid holdt i bilkø med, så hun havde et spionsæt med blå briller og skæg liggende i bilen, som hun tog på, og det løsnede vældigt op, så der blev latter rundt omkring i de andre ventende biler. Ideen er hermed givet videre. Man kan f.eks. indkøbe en rød næse magen til den hospitalsklovne bruger med stor succes.  

Endelig kunne man inden lukketid møde ”Danmarks dygtigste forfattere”– Sebastian Dorset og Jan Svarrer. Sidstnævnte er jyde fra Århus-kanten, og han var godt nok sjov. Dorset ved jeg ikke, hvor kommer fra, men han deltog nu mest ved at sidde på en stol, og grine af hr. Svarrer, som havde guitar med, og gav et par af sine egne sange. F.eks. om den om manden, der vil gøre alt for sin kæreste. Lave morgenmad, nusse hendes fødder, købe ind, vaske hendes hår, og jeg kan blive ved. Men en ting ville han under ingen omstændigheder gøre for kæresten: Tage med på indkøbstur til IKEA. Alt det skrammel kunne hun selv samle.  

Johannes Møllehaves nyeste ”Den store Møllehave-bog” blev for nylig omtalt med bl.a. følgende: ” Manden er ikke et instrument. Han er et orkester. Det kan give tinnitus, selv til hørehæmmede. Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller den dybeste bas igennem. En tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en lille smule i forbavselse”.

Det er det samme med bogmesser. Der er larm, og uægte toner indimellem, men hvor finder man meget honning til øregangen. Så himlen åbner sig i fornøjet forbavselse.      

Mer' nyt fra "Garagehøjskolen"

Danmarks mindste højskole - "Garagehøjskolen" i Dronninglund - har nu sit forårsprogram for 2014 klar. Det bliver en spændende vandring i sang, musik, samtalemåder og moderne tv-journalistik. Højskolen i garagen bag Dronninglund Slot er kun to måneder gammel, og har foreløbig holdt to vellykkede arrangementer i september og oktober med "fuldt hus".

Egentligt var planen, at jeg ikke ville fortælle, hvilke foredragsgæster der kommer, fordi man må melde sig til en højskoleaften med sang, musik og samtale, fordi man gerne vi ha’ oplevelsen – med åbent sind og indbygget plads til overraskelser. Dernæst er der kun plads til 30 deltagere. Vi kan ikke være flere, og hvis jeg fortæller, hvem der kommer, så vil langt flere melde sig end der er plads til. Flere har så foreslået, om det ikke er en ide at holde højskole et sted, hvor flere kan være med, men aldrig i livet. Så er det jo ikke nogen Garagehøjskole. Dernæst forsvinder intimiteten, og selve ideen. Fordi denne højskole gerne også skal inspirere andre til at gå i gang med at lave deres egen højskole, der hvor de bor. Skabe en højskole med sang og samtale i centrum. Hvis der kommer dagligstuer og garager nok, så kan vi blive 30 gange mange. Når man kan kalde mennesker sammen i privaten til "Tubbervare"-aftener - så kan man vel også gøre det med Grundtvig.

Men når der til et arrangement er alt udsolgt - alle stole besat - så synes jeg godt man kan fortælle om, hvem der kommer. Vi er jo i et Kierkegaard-år - manden der formulerede udtrykket "forventningens glæde" - så ved at fortælle om, hvad der skal ske de kommende aftner, hvor alle stole er besat, giver jo det rare resultat, at 30 kan glæde sig som en Peter Plys, der synes det bedste øjeblik er det lige inden man sætter tænderne i honningmaden.  Andre må så melde sig til, og glæde sig til de får chancen.

Næste arrangement i ”Garagehøjskolen” er torsdag 28.november, og her kommer TV-journalist fra TV2-Nord - Per Jensen. Manden, der især er kendt for sine udsendelser om drivhuse, mad og vin, er født og opvokset i Agersted, og vil i garagen fortælle om et barndomsliv med heste, fodbold og trompeter, og et voksenliv i journalistikkens – og især TV-journalistikkens verden.   

Torsdag 30.januar 2014 kommer musiker og sangskriver Peter Abrahamsen. Han er kendt

for sine musikalske aktiviteter omkring Sebastian, Svantes Viser, Trille, Erik Grip, og Pia Raug, og sine egne fortolkninger af Carl Scharnberg og Taube, og især de seneste år med fokus på B.S Ingeman og Jeppe Aakjær. Det bliver en sangherlig aften, som tager afsæt i portrætbogen  om Abrahamsen ”Man skal jo starte et sted” og den uundværlige guitar, som Peter Abrahamsen tager med til denne musikalske aften i ”Garagehøjskolen”.

I februar bliver det igen sproget i moderne journalistik, der kommer i kritisk søgelys. Garagen får københavnerbesøg af en af de dygtige kvindelige TVA-journalister - og værtinde. I marts er der igen musik og sang, hvor en af tidens fineste nye sangkomponister – med mange aftryk i Højskolesangbogen - sætter sig ved garagens klaver. Til april er det planen, at holde et morgensangmøde med ”højskolesangbogen, kaffe og madkurv” - ”En søndag i april”.

Alle pladser såvel til Per Jensen og til Peter Abrahamsen er væk. Men der er fortsat ledige stole til aftenerne onsdag 26. februar og tirsdag 25. marts i 2014, og søndag 27. april. Derfor ingen navne på de arrangementer endnu.

 Alle er velkomne, og det koster ikke noget. ”Men smider folk en ikke-fradragsberettiget skilling i min sorte hat til rødvin og opvarmning, så får de et buk, og en tak”.

Så tag dig dog sammen, kvinde!

Er der ikke bare en - rimelig begavet eller bondesnu spindoktor - der kan udstyre landets statsminister med tvivlens nådegave. Hun ytrer bekymrende hurtigt tillid til først den tidligere statsminister Løkke, så til den GGGI-organisation han er formand for, og nu til den amerikanske efterretningstjeneste NSA – efter at det er blevet afsløret, at NSA har aflyttet 35 statsledere. Det kan godt være, at Løkke har lavet et fint stykke internt arbejde for GGGI, og det kan godt være at tilskud til GGGI har sikret dansk eksport til Korea, og det kan også godt være, at NSA hjælper os så meget med gode hemmelige informationer om mulige terroraktioner, og det er også muligt, at Helle Thorning personligt føler sig ulyttet. Men hvorfor kan der ikke i hendes ytringer indsnige sig rimelige betragtninger om, at ”det er beklageligt, hvis oplysningerne er korrekte”, og en lille forsikring om at ”vi undersøger sagen nærmere”.

Konger uden tøj

Det går rigtig godt i Dronningeriget. Alle dem der bor i udkantsdanmark skal prøve at overleve ved at kalde sig noget andet - vanddanmark, blomsterdanmark, regionen med flest harekillinger, færrest ulve, eller momsfrit nærområde. Det sidste kan sikkert gi’ nogle tilflyttere – øst fra.  Engang var vi et land, som var befolket med alfer og feer, trolde og dværge, konger og prinsesser. I dag har vi blot en dronning. Og en enkelt prinsgemal. Af 3. grad.

Men ser vi på gruppen af konger, uden blåt blot rullende i de indre årer, så findes de i stort tal, og i forskellige størrelser og udgaver. Mange af den slags konger sidder på kontorer og bestemmer over en frygtelig masse mennesker. Deres stole og arkivskabe står i ministerier, regioner, kommuner, hos tilsynsforordninger, hos moms og skat. Alle kongerne har en stol, et bord, en computer, en printer, og en kaffemaskine, og så sidder de og fortolker og udarbejder regulativer, love og forordninger – og kørselsgodtgørelsesbilag.  

De fleste konger farer nemlig tit rundt på virksomheder, dag- og døgninstitutioner, plejehjem og skoler, med mapper så store som sagsmapper under armen - og uddeler tidsskemaer, stopure, og endnu flere regulativer. De sætter love og regler på opslagstavler og forruder, mens de i samme håndbevægelse klister domsafsigelser og bødeforlæg i panden på forsvarsløse mennesker, der blot prøver at passe deres arbejde.

Arbejdstilsynet kan være sådan en konge.

For nylig besøgte repræsentanter fra dette tilsynskongerige et nordjysk bilværksted. En såkaldt gennemgribende gennemgang af arbejdsforhold og stillinger m.m. fik tilsynet til a t slå ned på noget tungt, som værkstedet skulle løfte op i en vis højde for at kunne bruge. Man spurgte derfor med slesk stemme og vagtsomme øjne, på hvilken måde man fik løftet den nævnte ting. Svaret var den enkle, at der lige var to mand der tog ved - og vupti, så var den løftet op på bordet, og klar til brug. Men det går ikke ifølge Arbejdstilsynet. Den stærkt chokerede tilsynskonsulent slog derfor ned på, at værkstedet manglede en løftekran, og sådan en skulle værkstedet anskaffe – snarest. Samtidig burde værkstedspersonalet på løftekursus. Så kan de lære det - kan de.  

Nu viste det sig uheldigvis, at påtænkte løftekran var udsolgt. Kongens konsulent havde åbenbart sendt så mange værksteder af sted for at købe løftekraner, at kranproduktionen ikke kunne følge med. Samtidig trak det ud med indkaldelse til det der løftekursus, så værkstedet fik et vink - med en løftestang - om man ikke selv lige kunne lave en foranstaltning, som kunne fungere som et løfteaggregat. Det lavede man så, og den blev godkendt. Nu står den løftetingest så ovre i et hjørne og passer sig selv. Fordi det er altså nemmere, at to mand tager ved, og løfter skidtet.

Men tilsynskongen var der, bestemte, besluttede og afsagde dommen - og gik i sig selv igen.

Som kejseren havde heller ikke den konge noget tøj på. 

Løkke, Thorning og håndvasken

Det vil være underholdende, hvis det ikke var så deprimerende. Når man bliver taget med fingrene nede i kagedåsen, så projekterer synderen det altid videre med et ” Det var Brian der begyndte”. Venstres udvalgte repræsentanter til beskyttelse af deres statsministerkandidat forsvarer Løkkes handlinger med et angreb på den nuværende statsminister, hvis handlinger de koordineret mener, er lige så slemme som Løkkes. Det danske demokrati er så veludviklet, at det nok ikke kan væltes ved udemokratiske terroragtige bagholdsangreb, men det er truet, og kan åbenlyst på sigt gå til grunde, ved konstant at blive mødt med befolkningens apati og ligegyldighed, hvilket nøje hører sammen med politikernes ustandselig vasken hænder, og udvikling af nyt spind til formudring af sandhed og ansvar.

Sponsor i vers og sang

Det kongelige Teater får hvert år en rimelig stor pose penge af det offentlige. Det går så ud over de mindre teatre, men de får da også lidt, at lave kunst for. Uden decideret kulturel sammenligning, så får samtlige idrætshaller i Brønderslev kommune også en pæn skilling – til driften. Det er også fint. Idrætspenge er kulturinvestering i børn og unge. Disse indledende bevillingsøvelser skal ses i det perspektiv, at jeg godt lige vil gøre opmærksom på, at den nye Garagehøjskole - som jeg har åbnet på min matrikel - ikke får tilskud overhovedet. Intet fra stat eller region, og ej heller kommunalt tilskud, hverken varmerefusion, eller flexordning for løst ansatte.  Et sådan kraftigt benægtende udsagn må dog forhindre misforståelser og diverse rygtedannelser. Der er heller ikke virksomheder af nogen art – hverken Superbrugsen, Bøger og Papirforretninger, eller Rutebilskiosker, der med hvid eller sort kapital har sponsoreret Stjerneskud til foredragsholdere - eller rødvin til højskolegaragens gæster.

Alle udgifter til den ny Garagehøjskole er betalt af matrikelejeren.

Desværre havde jeg nær tilføjet.

Faktisk er det helt rart med visse sponsorbeløb, især dem som ikke kræver noget til gengæld.   Dem findes der ikke mange af. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man hjertens gerne - ved alle slags festlige lejligheder - laver indsamlinger i hatte, gryder og brænderkurve, og i stedet for at sende det indsamlede kronebeløb til Giro 413 og ønske musiknummeret ”Den knaldrøde gummibåd” med Birthe Kjær, så kan man roligt aflevere pengene til Garagehøjskolen, og samtidig ønske et nummer fra Højskolesangbogen sunget højt ved næste garagemøde.  

Men indtil nu går det nu meget godt. I et interview op til Garagehøjskolens premiere i septembersagde jeg til DRs P4, at jeg kun havde 12 højskolesangbøger, og der var plads til 30 deltagere. Men så må man jo kigge hos hinanden. Det er ligesom, når man har taget en lejlighedssang med til sølvbryllupsfest, og der så er dobbelt så mange gæster, som man har printet eksemplarer til. 

Radiosamtalen gav det resultat, at jeg blev ringet op af lederen Vester Hassing Dagcenter. Hun fortalte, at de havde 30 højskolesangbøger, som man ikke så godt kan bruge, da skriften er for lille – de gamle kan ikke læse den lille tekst. Det får man jo ikke megen sang ud af. Derfor havde personalet bestemt, at man gerne ville ”sponsorere” højskolesangbøgerne til den nye Garagehøjskole.

”Så syng da Danmark lad hjertet tale” hedder det i Kai Hoffmanns og Carl Nielsens vidunderlige sang om ”den danske sang er en ung blond pige”. Jeg skal love for, at dagcentret i vor nabokommune både lod hjertet tale og synge.

De 30 højskolesangbøger står nu og tager sig ud på klaveret – når de ikke er i brug for at kildre forventningsfulde ører. Sådan en sponsor, der ikke stiller krav, hverken om det ene, eller om at blive nævnt i hver anden sætning, vil sjov nok aldrig blive glemt, men altid husket – og nævnt - for sin gode gerning.

Prinsen har luret os

Han kom fra det store udland, fik prinsessen og det hele kongerige, og tabte.

Der var så mange ting ved den smukke slanke mand med det sorte hår, som vi danskere fra såvel udkants som indkantsdanmark ikke rigtig ku’ kapere. Hans vaner, hans vin, hans forfinede dannelse, hans franske sprog, og hans manglende lyst eller evne til at lære vores. Der lignede han så mange andre fremmede, der kommer til dette smørhul af et land med bølgende vand omkring, som en varm spandauer på søndagsmorgenbordet. Og så var der hans børneopdragelsesmetoder. Sidstnævnte var trods alt noget af en mundfuld. Selv for danskere. Det var virkelig den grimme ællingeprins, som blev mobbet rundt i andegården af Jantelovens efterkommere.

Men det har alt sammen forandret sig. I dag kan man ikke smide navnet ”Prinsgemalen” til debat uden at danskerne i brede flokke nikker anerkendende. Alle har lyst til at ytre noget positivt, og har deres gode bidrag om historier med prinsens som hovedperson.

Det er ganske vist.

Samtidig er manden blevet utrolig rund – ikke kun af mad – men også af børnebørn. Han stortrives åbenbart sammen med mennesker under en meters penge. Jeg observerede det under det royale besøg i Skagen. Dronningen har sit trav og sit dronningevink, som i øvrigt ligner det vink som også Ulf Pilgaard bruger. Prinsgemalen lader sig derimod ofte indfange af børn, der står og vifter med et flag, som nu også er prinsens flag. Der hyggesnakkes.

En af de mange nye sande prinsehistorier – som er bekræftes af kilder tæt på historiens hovedpersoner - handler om et nordjysk ægtepar med trillinger, som for nylig besøgte Fanø, og gik tur ved vandet. Pludselig dukkede ”Kronebil 3” op, og ud steg prins Henrik med sine gravhunde. Børn, hunde og prins kom i kontakt, og han tilbød trillinger en tur i kronebilen. Da han kom tilbage med de begejstrede drenge spurgte han forældrene om de også ku’ tænke sig en tur.

Det var mere end Fanø, som viste sig fra sin bedste side.

Børnebørn gør noget godt ved alle mennesker, og den virus er også Prinsgemalen ramt af. 

Der findes heldigvis ingen brugbar vaccine.

Men sandheden er også, at Prins Henrik af Danmark har luret danskerne af. Han har fundet ud af, at skal man i kridthuset hos os, så skal man give indtryk af at være rar, gerne fyre en frisk bemærkning af, og bagefter grine lidt fjollet – helst af sig selv. Og så skal man gerne have mave som de fleste danskere, og sige skål uden fransk accent. Opfylder man alle disse krav, så bliver man en af vore. 

Og Prinsgemalen ser ud til at nyde det.

Endelig.