Sponsor i vers og sang

Det kongelige Teater får hvert år en rimelig stor pose penge af det offentlige. Det går så ud over de mindre teatre, men de får da også lidt, at lave kunst for. Uden decideret kulturel sammenligning, så får samtlige idrætshaller i Brønderslev kommune også en pæn skilling – til driften. Det er også fint. Idrætspenge er kulturinvestering i børn og unge. Disse indledende bevillingsøvelser skal ses i det perspektiv, at jeg godt lige vil gøre opmærksom på, at den nye Garagehøjskole - som jeg har åbnet på min matrikel - ikke får tilskud overhovedet. Intet fra stat eller region, og ej heller kommunalt tilskud, hverken varmerefusion, eller flexordning for løst ansatte.  Et sådan kraftigt benægtende udsagn må dog forhindre misforståelser og diverse rygtedannelser. Der er heller ikke virksomheder af nogen art – hverken Superbrugsen, Bøger og Papirforretninger, eller Rutebilskiosker, der med hvid eller sort kapital har sponsoreret Stjerneskud til foredragsholdere - eller rødvin til højskolegaragens gæster.

Alle udgifter til den ny Garagehøjskole er betalt af matrikelejeren.

Desværre havde jeg nær tilføjet.

Faktisk er det helt rart med visse sponsorbeløb, især dem som ikke kræver noget til gengæld.   Dem findes der ikke mange af. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man hjertens gerne - ved alle slags festlige lejligheder - laver indsamlinger i hatte, gryder og brænderkurve, og i stedet for at sende det indsamlede kronebeløb til Giro 413 og ønske musiknummeret ”Den knaldrøde gummibåd” med Birthe Kjær, så kan man roligt aflevere pengene til Garagehøjskolen, og samtidig ønske et nummer fra Højskolesangbogen sunget højt ved næste garagemøde.  

Men indtil nu går det nu meget godt. I et interview op til Garagehøjskolens premiere i septembersagde jeg til DRs P4, at jeg kun havde 12 højskolesangbøger, og der var plads til 30 deltagere. Men så må man jo kigge hos hinanden. Det er ligesom, når man har taget en lejlighedssang med til sølvbryllupsfest, og der så er dobbelt så mange gæster, som man har printet eksemplarer til. 

Radiosamtalen gav det resultat, at jeg blev ringet op af lederen Vester Hassing Dagcenter. Hun fortalte, at de havde 30 højskolesangbøger, som man ikke så godt kan bruge, da skriften er for lille – de gamle kan ikke læse den lille tekst. Det får man jo ikke megen sang ud af. Derfor havde personalet bestemt, at man gerne ville ”sponsorere” højskolesangbøgerne til den nye Garagehøjskole.

”Så syng da Danmark lad hjertet tale” hedder det i Kai Hoffmanns og Carl Nielsens vidunderlige sang om ”den danske sang er en ung blond pige”. Jeg skal love for, at dagcentret i vor nabokommune både lod hjertet tale og synge.

De 30 højskolesangbøger står nu og tager sig ud på klaveret – når de ikke er i brug for at kildre forventningsfulde ører. Sådan en sponsor, der ikke stiller krav, hverken om det ene, eller om at blive nævnt i hver anden sætning, vil sjov nok aldrig blive glemt, men altid husket – og nævnt - for sin gode gerning.