"De har nu fire muligheder...."

Forleden hørte jeg det herlige rygte, at DSB stærkt overvejede at lukke for salg af togbilletter fra banegårdskiosken i Brønderslev.  Denne konklusion skulle være taget efter et intensiv DJØF-kulegravningsgruppe i DSB’s hovedkontor i København. Salget af togbilletter var – åbenbart overraskende for københavnerne - faldet væsentligt det seneste års tid, og så måtte man nødvendigvis tage den beslutning, at serviceringen af jyder nord for Limfjorden i udkantsområdet omkring Brønderslev og omegn må ha’ en ende. De har jo også nettet skulle det hedde i en pressemeddelelse fra DSB planlægningsafdeling for fremtiden.

Til den DSB-udmelding om nettet har jeg hørt, at en ældre kvik dame svarede, at det eneste net hun har, er et hårnet.

Lukkerygtet er nok en ”and”, fordi det kom i omløb samtidig med, at broklappen faldt på plads. Efter 13 måneders totallukning kan togene igen suse fra Vendsyssel, og over på den anden side af Limfjorden. Selvfølgelig på alle måder, som før klappen blev påsejlet – altså med de sædvanlige forsinkelser,  lukkede toiletter, og automatkaffe. Damen der passer servicevognen med stærk kaffe, usundt guf og BT, er stået af i Århus. Vedkommende skal ikke nyde noget. Så ved jeg godt, at DSB har indført – efter rimelig brok fra nordjyder, der altså skal helt hjem, og ikke kun hjem til Århus – at hvis man er meget kaffetrængende, så kan man få togbetjenten til at lave en kop. Hvis han har tid. Selvfølgelig.

Jeg har prøvet at ringe til DSB for at tjekke sandhedsværdien af den der lukning af kiosksalg i Brønderslev.

Man ringer 70 13 14 15 uanset, hvor i Danmark man befinder sig, og får så kontakt til DSB i København.  Kontakt og kontakt – man får i hvert fald en københavnerstemme i øret. Man bliver nu tilbudt tre muligheder. 
Skal man købe billetter så skal man trykke 1, og hvis man skal noget andet, så tryk 2 o.s.v. - Så jeg trykker 3, fordi så kan jeg komme til at snakke med en rigtig medarbejder. 
Nu kommer stemmen igen. Den siger ” De har nu fire muligheder”. Tryk 1 for hittegods, tryk 2 for - o.s.v. Jeg trykker 3 igen for at få kontakt med et menneske af kød og blod - og forhåbentligt en hjerne, der kan tænke. Nu får jeg musik i øret, og der går et par minutter, så kommer stemmen igen, og spørger om jeg vil være med i en DSB-undersøgelse, når jeg er blevet betjent, Jeg skal blot trykke 1, så vil jeg blive ringet op.

Jeg trykker 2.

Nu får jeg igen musik i øret, og pludselig efter 3’16 kommer der en dame, der spørger, hvad hun kan hjælpe med.  Jeg fremsiger mit spørgsmål om kiosken i Brønderslev og hun siger et øjeblik, så vil hun prøve at finde en medarbejder, der kan svare på mit spørgsmål. Fair nok.

Nu kommer stemmen igen, om den der forbrugerundersøgelse, og jeg trykker rask 2, men det bevirker, at jeg ryger helt ud - eller tilbage i deres system. Der er igen musik i øret. Jeg kan igen begynde min kamp for at møde et nyt menneske af kød og blod. Jeg opgiver – DSB kan lukke det billetsalg i Brønderslev, eller la’ være.  

Jeg har lige set et billede af den nye broklap.

Flot rejsning, som man siger.

Den sku’ gerne holde længe. 

Cigaretter, Blachman og nøgne pir'

Ove Sprogø sang engang om ”Fandens oldemor” med omkvædet ”Cigaretter, whisky og nøgne pir’. En rigtig bodega-sang, som nok kunne løfte røg og stemning på de små værtshuse.

Sangen om djævelens oldemor er skrevet af arkitekten, revymanden, lampeopfinderen Poul Henningsen – tekstmanden bag meget andet – bl.a. også ”De binder os på mund og hånd”.

Sangen om den rygende halvnøgne og drikkende oldemor rendte mig i hukommelsen, da jeg læste  at X-faktor-dommeren Thomas Blachman har forladt Anne Linnet, og gået i gang med et nyt

one-man-show. Sammen med en indbudt herregæst sidder hr. Thomas, og kigger på nøgne pir’.

Blachman ønsker, at man snakker om kvinden med en anden optik end den, som fylder så meget i mediernes og reklamernes fremstilling af kvinden - den lettere pornografiske. Det er slet ikke noget dårligt projekt, og det kan jo være Blachman kan bane vejen til noget nyt og mangfoldigt.

Men opgaven er svær.

Hvis man hælder sit hoved til anmelderne og folkets manglende begejstringsbrøl, så må man sige, at projektet her halvvejs ikke er er lykkes. Ved selvsyn har jeg set, hvad der går galt.

Selv om en kritiker skrev, at Blachman ligner ”værtshusets lettere beduggede mandsling”, sådan en, der får tårer i øjnene, når Mogens Vieth synger ”Mandalay”, så synes jeg også, at Blachman går på kattepoter, og gør alt for at undgå at blive sammenlignet med noget, der minder om en klam stripperagtig bodega, hvor servitricen optræder topløs fra klokken 22.00 til 22.30.

Helt tydeligt kom det til skue, da Blachmans gæst - modeskaberen Erik Brandt - var hans medkigger. Det kunne måske give noget spændende om, hvordan kvinden skal klæde sig, for at fremhæve kroppen, eller nedtone den, og lignende gode betragtninger, men nej. Modemanden gik ud af en anden tangent, og lignede i sprog og holdning meget oberst Hackel fra ”Matador”. De snakker mest om egne fortræffeligheder. Pludselig blev Blachman bange for sit koncept, og talte om kvindens ankler. Det var noget, at det mest spændende på en kvinde. Ligesom man kan være fokuseret på en kvindes nakke, hænder, eller skulderparti, så havde Blachman til lejligheden fundet anklerne frem. 

Man skal være rigtig meget litterær, eller holde idiotagtigt fast i sit koncept, hvis der står en velskabt og småflirtende dame – uden tøj forstås -  foran en, og så man ønsker at fokusere på hendes ankler. Det svarer til at beundre malingen af panelerne ved en fernisering.

Men ved at koncentrere sig om anklerne kan Blachman sænke sit blik og sit hoved, og så kan ingen se, at han sover. Ligesom en stor del af seerne også gør. Og det er her det hele bliver lidt farligt. Fordi samtidig med at Blachman erobrede avisernes forsider, og blev topprioriteret på alle typer tv-kanaler, så trængte sig dog også andre nyheder på – mest indenfor samme kategori. Således om en 32–årig mand, som var blevet frikendt for voldtægtsforsøg, fordi han led af sexsomnui. Nyt ord til det danske sprog. Mænd, der lider af den slags, kan foretage sexovergreb på kvinder – uden at mændene vågner - og derved kan de ikke holdes ansvarlige – og dømmes.

Det kan være det Blachman lider af. Og hans søvndyssende poetiske sprog har måske kun

det ene formål, at gøre os alle til uskyldige sexforbrydere. Med eller uden oberst Hachel ved vores side.

-”Jeg vil ud og se, hvad man får for en tier”, sang Ove Sprogø videre – ”sådan et liv i utugt, i synd og i skam - det har fanden skabt - jeg går over til ham” Det var så, hvad fanden ku’ få for en tier. Vi andre, der betaler licens, må af med noget mere. Blachman kan være glad for at seerne ikke er udstyret med det båthorn, som han ellers er kendt for at bruge, når han optræder i X-faktor, og keder sig.

Så havde han fået mit båt.

Få varmen på Island

Nogen vil sige, at man på grund af den hårde vinter måske har fået koldbrand i den øverste del af ansigtet, når man i et tiltrængt fravalg af den danske kulde, vælger at nappe en uges ferie på Island. Men altså der kan være en vis logik i at vælge den rene vare – den ægte kulde. Og så er der jo det der med øens varme kilder. Det giver jo vitterlig varmen i lang tid, når kroppen har sejlet rundt i omkring 40-graders varmt vand, som er opvarmet af jordens indre. Svømningen foregår i den berømte Blue Lagoone. 

Der serveres kolde drinks mellem svømmetagene – mod betaling naturligvis. 

En rimelig anden god forklaring på at tage flyet til Island render helt naturligt også i ens mund, når man sidder i et stort udendørs badekar på toppen af et tag i landets hovedstad med nøjagtig 39-grader varmt svovlvand - og med sneen dryssende ned fra oven.

Det er godt nok en kold tid vi lever i, men Island har værktøjerne til mere varme. 

Så jeg hører til dem som er kommet varm hjem fra en forårsferie i Reykjavik. Men jeg vil ikke anbefale landet til andre. Nej, bliv væk – vi er nogle stykker, der godt vil ha’ badet for os selv.

Oven i alt det varme vand kommer så tillægsgevinsterne.

Her er vi i et land, som har en over 1000-årig historie, bl.a. sammen med Danmark – og som selvstændig nation fra 1944. Her er statuer overalt med deres helte og grundlæggere. Mest opsigtsvækkende er det af vikingen Leifur Eriksson. Statuen er skænket af den amerikanske regering, som tak til manden, der satte foden på deres land lang tid før Columbus gjorde det i 1492.

Her har vi også et land, hvor man kan se Nordlys, der med sine grønne og røde striber gør himlen til et mindeværdigt eldorado af farver og natur.

Her er gletsjerne, geysire og vulkaner. Dampende springkilder, kogende mudder, smukke vandfald, og svovllugtende, men velsmagende vand. Her kan bladres i islandske håndskrifter, rides på heste – med tillægsnavnet islandske – mellem får og lam, som giver rige muligheder for indtagelse af røget lammekød af en vis kvalitet.

Man er også i af verdens mest læsende lande, hvad enten vi snakker aviser eller bøger. Det vrimler med boghandlere med cafeindretninger ude og inde. Åbent fra morgen til 22 aften. Her nappes en bog og en kop kaffe i ren råhygge, og her sidder man med alle byens unge mødre med deres blebørn, deres modetidsskrifter, og deres cafe latte.

Her er fugle så fjer danser for ens øjne, og over 70 arter yngler i islandet. Alene i hovedstadens Reykjaviks midte yngler 3o arter. Imponerende og tankevækkende. Læg dertil, at vand og luft er blandt verdens reneste. Både for fugle, heste og mennesker.

Nu må det dog så være slut med at blive imponeret at et land, hvor den voksne del af befolkningen arbejdet så meget, at de må smide den islandske sweater for at klare krisen - og deres høje forbrug. Samtidig - og måske derfor - er landet det eneste land, som overhaler Danmark i forbrug af lykkepiller. I moderne sprogbrug kaldet ulykkespiller.

Men helt færdig med at være imponeret er jeg dog ikke, fordi der også er det med sproget. Det islandske sprog værner man om på en beundringsværdig måde. Man vil på trods af sit lille sprogområde - 325.000 indbyggere – sørge for, at fremmedord holdes på afstand. Nye især engelske computerord, sportsord, reklameord, m.m., bliver alle oversat til et islandsk ord. Så når man går rundt i hovedstaden, og tror ord på skilte og huse kan hjælpe en rundt, så kan man godt droppe det, og ta’ en lokal Viking-øl. Alle ord er lokale. Når et nyt begreb ser dagens nordlys sørger Island for et islandsk ord for det nye. Da mobilens afbrydende og småirriterende biplyde første gang larmede løs på Island fik det selvfølgelig navnet ”fredsforstyrrer”.

Stavet på islandsk. 

Klart sprog. 

Island er kun en flyver væk.  

Dannelse og handling

Højskoleforedraget ” Udsigt til dannelse – indsigt til handling ”- holdt på Try Efterskole Langfredag 2013 i anledning af Try Højskoles 140-års jubilæum. (Med visse ændringer og tilføjelser).

  .

Når man skal holde foredrag, så er det jo ens opgave at tale, og det er Jeres at lytte. Jeg vil indledningsvis be’ til, at er I så venlige, at hvis I bliver færdige med at lytte, før jeg er færdig med at tale, at I gør det så stilfærdigt, som overhovedet muligt.

Døs med pli, tak.  

Jeg har altid været vild med fortællingen om medicinmanden, der samler sine tilhængere ved lejrbålet og siger til dem:

Inde i mig er de to hunde, der hele tiden kæmper om magten.

Den ene er en glubsk, ond og selvisk hund,

Den anden er en rar, klog og god hund.

Hvem vinder, hvem vinder, råber tilhængerne.

Og medicinmanden svarer: Det gør den jeg fodrer mest.

 

Det er sådan vi bør opdrage børn, uddanne unge, opdatere ældre, sådan vi bør behandle hinanden - 

ved at give det rigtige foder, 

Det rigtige foder skaber identitet, selvforståelse, klogskab, evne til tanke, refleksion, empati, omsorg, og medmenneskehed.

Piet Hein er berømmet for mange kvikke sekvenser. F.eks. denne:

-”Af folk bliver der flere og flere, men menneske de laves ikke mere”.

Det passer, og passer ikke.

Det afhænger af foderet.

Foderet skal være et mix af tid, opmærksomhed, kærlighed, lyst og energi.

Tilsat økologisk sødt selvfølgelig – og ingen tilsætningsstoffer

Når vi kommer til verden – med eller uden Dorthe Kollo syngende i baggrunden - så har vi oppe i hovedet en række helt tomme A-4 ark.

Og det er på dem vi indtegner alle barndommens oplevelser.

Hvad vi hører, ser, oplever,

Alt bliver nedprintet på disse a-4-ark, og det er på baggrund af alle disse indtryk og aftryk vi danner vores identitet. Lærer at dele skidt fra kanel, kende forskel på rigtigt og forkert,  

Betydningen af et nej og et ja.

Hvordan man bliver et socialt kulturelt sammenhængende menneske, som andre mennesker kan holde ud at være sammen med. 

Til den proces skal man gerne ha’ voksne omkring sig, som vil være med til at få tjek på A-4-siderne luge ud i indtryk og aftryk, tolke på dem – afkode og forklare – vejlede og sætte pejlemærker.

Hvis man ikke har den slags voksne omkring sig i sine barndomsår, så har vi i Danmark de enestående tilbud om at man få et højskoleophold til foderpåfyldning, som redigeringstekniker og vejleder.  

Og har vi haft en lykkelig barndom med disse nære voksne, der tager livet og hverdagen alvorligt

så har vi højskolen til at vedligeholde, opdatere, og ajourføre

Det er sådan en almen grundtvigiansk højskole fungerer, når den fungerer allerbedst.

Et udviklingssted, som kalder på kongen i stedet for stodderen.

Ham er der nok andre, der kalder på.

Højskolen hovedformål er at skabe dannelse, og indsigt til handling - eller omvendt – indsigt til dannelse, og udsigt til handling.

 

Den første folkehøjskole blev oprettet i Rødding, Sønderjylland, i 1844. Initiativet kom fra N.F.S. Grundtvig, der betragtes som folkehøjskolens far. Fædrelandets sprog og historie, dets statsforfatning og næringsveje samt folkesangen var i starten undervisningens midtpunkt.
Ingen eksamen måtte afholdes. Folkehøjskoler var også i sin oprindelse skoler for voksne mænd og kvinder, hvor der blev givet en undervisning, som klart tog sigte på at gøre eleverne til gode borgere. 
Med tiden er fokus også blevet på den mere personlige udvikling, og de enkelte skole udviklede også særlige tilbud målrettet den enkelte.  Det vender jeg tilbage til, da dette er højskolernes akilleshæl – det evige diskutable omdrejningspunkt.
Men grundstemningen var fra begyndelsen "den kristelig-historisk-poetiske", og undervisningsmetoden var "historisk", for så vidt der kan tales om metode i en undervisning, hvor lærernes personlighed var afgørende, og hvor eleverne mødte frivilligt for at få trangen tilfredsstillet efter Grundtvigs tese om, at vi skal forstå vores eget liv for at rumme andres.

Men kravet om at give eleverne dannelse var stærk, og voksende, så folket bedre kunne deltage aktivt og vidende i de tider, som var på vej – med fri forfatning, grundlov, og demokrati.

Her var skolemanden Kristian Kold også en vigtig faktor. Han oprettede i 1851 en folkehøjskole i Ryslinge på Fyn. Grundtanken i Kolds undervisning var: "Langt mere værd end det røde Guld, det er sin Gud og sig selv at kende".
Kolds måde at holde skole på blev forbilledet for mange folkehøjskoler, som oprettedes efter 1864 – året med det forsmædelige krigsnederlag til tyskerne - og alene i 1867 blev oprettet 21 folkehøjskoler. 1887 fik  Indre Mission sin første folkehøjskole i Nørre Nissum, og baptisterne oprettede en statsgodkendt folkehøjskole i Gistrup ved Ålborg. I 1910  var det socialdemokratiets tur – med folkehøjskolen i Esbjerg. I 1970’erne rundede Danmark de 100 højskoler. Man toppede i 1994 med 107 skoler. I dag er – ifølge seneste opgørelse januar 2013 – 70 højskoler i Danmark.

Det var i 70’erne at Try Højskoles 2. periode ligger. Fra 1973-1978 var skolen i Try almen, gruntvigiansk. Jeg var lærer ved skolen i to år - fra 1976 til 1978, og altså vidne på første parket til højskolens opstigning, fald og afslutning.

Try højskole fik godt fat i nye elever i starten af 70’erne. Man fortsatte sit tilbud om at ha’ et godt tilbud til dem, der godt ku’ tænke sig at blive sygeplejersker. Og så indførte man som den første højskole i landet en medielinie for unge, der havde en journalist i maven. Den lyst var også påtrængende dengang, I dag er det dog eksploderet. Ca. hver anden ung drømmer

ja faktisk forlanger - at blive reality-studieværter. I dag findes næppe højskoler, som ikke har medieindføring i sin tilbudsvifte.

 

I anledning af disse bygningers 140 års jubilæum har den lokale ugeavis Østvendsyssel Avis lavet

en række interviews med elever, som har besøgt skolen gennem de 140 år. Således har man talt med

Benedikte Ry fra Glostrup, som gik på højskolen, på det sidste hold i 1978.

Hun var - som hun siger - med til at lukke og slukke.  

Hun siger til ugeavisen at det var hendes klare indtryk, at ledelsen for skolen sammen med bestyrelsen for højskolen ikke var gearet til at tackle den nye ungdomskultur, som var skabt i 60’erne og 70’erne.

F.eks. husker hun at eleverne i musik blev introduceret til kunstnergruppen Røde Mors musik,

Men det blev straks påtalt overfor den lærer, som havde forgrebet sig på undervisningsfrihed og mangfoldighed.

Benedikte Ry har ret,

Der var i det daglige mange af den type påtaler, såkaldte adfærdsregulerende samtaler,

uroagtige problemer, og urimeligheder - som til sidst skabte den endelige ultimative konflikt.

Selv om det skal medgives, at begge parter i en strid kan være tilbøjelige til at tro, at man får mere ret ved at hæve stemmen.

Jeg skal ikke drukne Jer i de utallige eksempler på det som Benedikte nævner, men blot til mere forståelse af konflikten nævne et par..

Eleverne havde kunstnerisk udfoldet sig i gymnastiksalen på et meget stort lærred.

Alle slags figurer, udtryk, slogans, og symboler var malet – fantasien og kreativiteten var stor.

Et sted på det 20 x 3 meter store lærred havde en elev tegnet det kommunistiske symbol med

Hammer og segl. Det fik stedets forstanderpar til at indkalde bestyrelsen for at overbevise dem om,

at de røde havde taget magten på Try højskole.

I lørdags var jeg til fernisering på den nye Påskeudstilling på Dronninglund Kunstcenter. Der var mange fine ting, men der var dog også et par billeder som ikke lige faldt i min smag. Jeg håber andre har fundet glæde ved de to skilderier - jeg undlod i hvert fald at indkalde Kunstcentrets bestyrelse for at få dem fjernet. Ligesom jeg heller ikke tror, at en for mig fjendtlig kunstretning

har overtaget magten på centret.

Som journalistlærer havde jeg ansvaret for journalistikken og samfundsundervisningen. Det blev på mange måder meget vellykket, og fra 6 elever på det første hold fik vi på det sidste hold 1/3 af skolens elever - i alt 26 – på journalistlinien. Der blev produceret radioudsendelser til DR, der blev trænet og lavet opgaver i den slags, som man kunne møde ved optagelse på DJ, og der blev lavet små-forskning bl.a. via undersøgelser om kvinders deltagelse på avisernes debatsider, som vakte stor opmærksomhed. Jævnligt blev der produceret lokale temaaviser om emner, som optog lokalbefolkningen - lukning af små skoler, butiksdød, og i et valgår Valgavis. Her fik en artikel forstander og bestyrelse til at løfte et bryn, da musiklæreren frejdigt erkendte, at han ville stemme på SF. I en anden artikel havde forstanderen erklæret sin kærlighed til partier Venstre.

Så stod den kamp lige, men sådan fungerer den demokratiske frihedsvægt ikke altid.

Jeg vil gerne føje til, at hvis det var i dag, at en person i ens medarbejderskab sagde, at han overvejede at stemme på SF, så kunne det til gengæld nok iværksætte en vis bekymring.

Hvis jeg kigger i bakspejlets klare lys, så var vi et par lærere i staben, som lig med Anker Jørgensen havde hjertet siddende i venstre side, men generelt var lærerstaben apolitisk. Der var vel et par radikale, og en enkelt liberalist af samme slags som forstandere.  Men samlet var der tale om en midterlærerstabsregering af en slags med den farve, som man i dag sikkert ville kalde blå.

Men Grundtvig-fansvar vi alle.

”I kvinder ejer ikke tankens himmelflugt ”– siger Lauritz Røde Jensen til Laura i Matador efter at han har drukket flere kopper gratis kaffe i hendes og direktør Varnæs’ køkken.

Jeg må nok sige, at jeg også i kraft af mine erfaringer fra tiden i Try er sikker på, at mangel på tankens himmelflugt ikke er kønsbestemt. Selv om det ofte er hønen, der får hanen til at gale.

Try højskole lukkede ikke sommeren 1978, fordi man manglede elever, eller økonomien var dårlig,

men fordi der ingen forbindelse længere var mellem Grundtvigs ord om frihed og mangfoldighed.

og skolens ledelses daglige ageren og reaktionsmåde. Ledelsen ville gerne ha den slags unge, som de havde på skolen sidst man var højskole

Det var længselen efter tiden, der var engang.

Men hvis kan li' honning må man tage bien med,

Da man ikke kunne få, hverken den honning eller de bier man gerne ville ha, valgte man at lukke højskolen, og i stedet åbne en skoleform, hvor der var håb om at kunne få unge, der mere var,

som ”i gamle dage”.

Som eleven Benedikte antyder, så kom der i 70’erne unge til alle højskoler,

som repræsenterede en ny tid. Og andre steder end i Try var der sammenstød og konflikter,

fordi skolernes ledelser blev usikre, og valgte sikkerheden frem for friheden

men når man indskrænker friheden for at vinde sikkerheden så vil man til sidst

miste begge dele.

Spændet - og spændingerne - mellem elever og lærergruppen og ledelse blev ofte for stor - for betændt – til at man igen ku’ mødes. Dem der tog den endelige afgørelse var desværre  

mennesker, der lyttede til få, talte med færre, men bestemte egenhændigt.

Blot trist selvfølgelig at dette skete - også i Try. I en lille landkommune, som nok kunne ha’ haft gavn og glæde af fortsat skolevækst af den slags, som tager afsæt i Grundtvigs tankegods.

Sådan skulle det ikke være

Landbrugsskolen tog over - for en periode - og nu har en ny skoleform taget over fem år ind i det

nye årtusinder.

Livet - også skolelivet - bevæger sig perioder. Pendulet svinger frem –

og på et tidspunkt kommer tilbagesvinget -helt naturligt.

Ønsket må være at disse bygninger altid vil huse unge, som vil noget, og voksne der giver en hånd,

som i dag sker med efterskolen.

Mit ønske er, at bygningerne aldrig forfalder, eller en dag ender som en tysk afdeling af LITL

eller en ny filial af Den danske Bank. De to nævnte ting valgt helt bevidst

Det første er skræk-scenarium nummer et - det andet eksempel er lidet sandsynligt.

Når vi ser på antallet af højskoler så er de nordiske landes stukket af.

Og det såvel Sverige, Finland og Norge.

Der er 150 i Sverige 

93 i Finland,

og 78 i Norge, og altså Danmark 70.

Vi er altså udenfor medaljerækken,

Grunden til at Sverige topper så ekstremt højt er den enkle, at hvor man i Danmark og i Norge fortsat placerer vægt og fylde på ord som ”læring” og undervisning” tager svenskerne skridtet i den anden retning, og taler mere om ”uddannelse” frem for dannelse.

Man kan sige, at svenskerne ikke lider af eksamensallergi

De har bevæget sig væk fra Grundtvigs tanker om ”Skolen for livet” - og tilbyder gymnasial uddannelse.  De har mange kurser til arbejdsløse, og integrationskurser til nye svenskere af anden etnisk herkomst.

Mange svenske højskoler er daghøjskoler. Eleverne bor ikke på skolen.

Der er skoler med 300-400 elever, og det store antal højskoler og de mange elever er kommet efter at man har ændret formen. Det har skabt nutidens succes.  

40 pct. af de unge som kom på svenske højskoler i 2012 er i dag enten kommet i arbejde. eller videre med en uddannelse. 

Svenskerne går ind for det, som man kalder et nytteperspektiv, hvor Danmark og Norge fortsat betoner dannelsen, den åndelige løftning - og det nationale kendskab til dagen i går, til gavn for den enkeltes forståelse af nuet, - og dermed indtagelse af brugbare værktøjer til morgendagens liv og gerning - som det vigtigste for et højskoleophold.

Jeg er tilhænger af den danske hovedmodel.

Jeg synes vi fortsat skal bakke Kold og Grundtvig op i ånd og bogstav, med vilje og fasthed,

økonomiske bevillinger og begejstrings-bølger. 

Danske folkehøjskoler skal fastholdes som almene frie skoler – og som eksamensfri. Men også gerne bevæge sig fremad i nødvendig innovation. Da danske højskoler i 1970 fik tilbudt,

at få koblet de dengang nye HF-uddannelser til sig – takkede man nej. Nej tak vi klarer os med dannelsen. Et barn af højskolen – efterskolen – havde i 1966 sagt ja tak til 9. klasse med eksamen og censor.

Måske er det en tanke værd, at man med den Grundtvigske-Kolds tankegods godt forankret -

eksperimenterer med et mix mellem nytteværdi og dannelsesværdi - med mest vægt på det sidste,

og ikke som i Sverige, hvor sidstnævnte kun mindst skal fylde 15 procent.

.

At få unge i arbejde, at få dem igang med en uddannelse er rimeligt livsvigtigt, men at give dem både det ene og især det andet, og hvis man så samtidig ku være langt mere kreativ og målrettet i

den proces at få nye danskere af anden etnisk herkomst sluset gennem et højskoleophold

så åbner man da en fremskridtsmodel, der indeholder et sundt og især nødvendigt demokratisk perspektiv.

Og lad os så samtidig holde den endelige gravtale over nymodens ord, som spildtid, fjumreår og andet godt fra diverse effektivitetsgustne voksentænketanke, og lad os i stedet snakke om kvalificeringstid. Det er langt vigtige, at såvel unge læger, arkitekter, ingeniører, landinspektører

magistre, gymnasielærere, og DJØf’fer af alle slags - runder et højskoleophold frem for at blive færdige et år tidligere. På højskolen får man sikkert lige den rette mavefornemmelse for,

hvad man videre skal, man lærer at skynde sig langsomt, fordybe sig i dialog før man tager sit livsvalg.

Verden åbner sig kun på en ny måde ved at man møder mennesker,

som har et andet syn på livet end en selv. Det andet syn møder man altså ikke, når man bevæger sig direkte fra gymnasielokalet, og over til universitetets diverse forelæsningsrum eller til lærer- og pædagogbænken. Derfor skal Grundtvigs ”skolen for livet” også være det

nødvendige opdaterede tilbud, som vi fastholder som det vigtigste udviklingstilbud til

unge af i dag og i morgen. Højskolen er stedet, hvor man får det bedste foder

til den gode hund.

Fordi højskolen gir det som teolog og filosof K.E.Løgstrup kaldte ”tilværelses-oplysning”.

Og i disse for vort land alvorlige tider med økonomiske kriser, hvis afkast er menneskelige kriser – er dannelse vejen.

Hvor der er dannelse er der håb

Et træ skal kendes på sin frugt, sir man,

Og et samfund skal kendes på sine mennesker.   

Og disse menneskers behandling af hinanden.

Og den ene generations kærlige varetagelse af den næste.

Solen og Nordenvinden diskuterede engang voldsomt, hvem der havde mest magt.

Kan du se den dreng dernede, sagde Nordenvinden – nu skal jeg blæse frakken af ham

Og så blæste og blæste Nordenvinden, men jo mere den blæste - jo tættere trak drengen frakken om sig.

Lad nu mig, sagde solen

Og så sendte solen sine mest varme stråler ned over drengen.

Og der gik ikke ret lang tid, så tog drengen selv frakken af.

Tak for opmærksomheden, og tak fordi I ikke blev synligt færdige før mig.                                                                     

.

Sæt Politiken i fængsel.

Det ligner ikke noget. Nu har politiet varetægtsfængslet en 49-årig københavner, fordi han har leget spøgelsesbilist på de nordjyske motorveje. Manden kørte med slukkede billygter, men det jo kun fordi han tog hensyn til sin mindreårige datter, der sad på forsædet ved fars side og sov.  Hvor mange forældre tager den slags hensyn, når man er godt lakket til. Promillen var 1,43, men det er jo ikke noget at gøre en stor forsidehistorie ud af - tænk på Bendtners promille.  Politiet må da også godt lige tage hensyn til, at manden faktisk havde kørt strækningen fra Hirtshals til Aalborg - før han kørte ind i andre biler. Biler, der oven i købet havde lys på, og så er de jo nemme at se - og køre ind i.  Det er faktisk godt klaret af en voldsomt spirituspåvirket bilist, at køre så langt uden at lemlæste andre. Det burde han nok lige ha’ nogle point for.  At det så går galt før Limfjordstunnel- ved 3-tiden om natten – må dog få politiet til at løfte et bryn. Hvad laver nordjyder på motorvejen på det tidspunkt? Det kan kun være noget kriminelt, men nordjysk politi beskytter her helt tydeligt  andre nordjyder.  

Endelig er varetægtsfængslingen jo et bevis på, at det altid er de små fisk politiet kaster mediesøgelyset på.  I årevis har f.eks. Politiken bagsides rubrik ATS skrevet spalte op og ud om de tomme nordjyske motorveje. Her kan man suse af sted uden at skal tage hensyn til andre, og køre med P3 for fuld udblæsning, hvis man har den slags infantile storbylyster. Og når det så gå galt for en enlig far med problemer, som han prøver at klare selv med alkohol - uden at lægge det offentlige til last – så bryder helvede løs.  Vi er mange nordjyder, der forlanger man griber ind overfor de store fisk, som altid slipper for rettergang og henrettelse.  

Det skal ha' en ende.

Bridge for begyndere

Når jeg får et spil kort i hånden, så mindes jeg barndommens glade dage hos min bedstemor. Hun elskede at sidde ved bordets voksdug på pladsen tæt ved køkkenets kaffekande, og spille Mausel. Når familien var samlet omkring stuebordet blev der smidt en- og to-ører på bordet til en 4-øres-Mausel. Cigarrøgen bevægede sig snart slow rundt i stuen, og duften blev kun blandet med  kortstøj fra esser, konger og damer, der ramte bordet med stikkets klarhed.

Kortspil var en prægtig del af min opvækst.

Kasino, 31, 500-Rommy, Whist, og kabaler. 

I dag står den mest på Bridge. Begynderbridge. Nu skal det prøves. Hold op, hvor der er mange regler. Det hele ligger i meldingerne. Sans-meldinger, farvemeldinger, konventionsmeldinger, doblinger, Esser-spørgninger – og pas. Man påstår at spillet er lige så gavnligt for de små hjerneceller som skak. Det vil jo så vise sig på det politikerne altid kalder ”den lange bane” - indtil nu har det mest været en udfordrende belastning!

Bridgespillet er organiseret i Hjallerup Bridgeklub. Undervisningen foregår på Dronninglund skole, torsdagen spilles på Hjallerup skole, og mandag aften i Kulturhuset. Plus det løse.  

Når man entrer Kulturhuset i hestebyen, så sidder Hjallerups ”grand old mand” ofte ved bord 1. Der er stadig stil over Knud Aaen, hvis spil i øjnene fortæller, at ham kommer ingen nem forbi. Hans velovervejede kast med hovedet sender signaler om, at alt omkring ham har han skabt. I de snart 40 år jeg har boet i den her kommune har Knud Aaen altid siddet ved en del af tidens bordender.

Jeg lavede i 1981 et portrætinterview med manden til Midtvendsyssel Avis’s ”Side 4”, og da vi

havde talt sammen en times tid kaldte Aaen på konen, og sagde: 

”Muldkjær er sulten -  smør lige nogle madder”.

Patriarken havde talt, og det tog ingen tid, så kom fruen med et fad med pålægsfyldte snitter, og hun stillede fadet foran manden i huset. Hun viste nemlig godt, hvem der var mest sulten af os to. Instinktet og erfaringen havde talt. 

Nu sidder han der foran mig, som en lokal mafialeder, og kigger lidt op og ned ad en, og så siger han – ”Nå, du skal spille bridge. Det har jeg gjort i over 30 år”.

”Jeg har spillet i 3 måneder” svarer jeg manden, på hvem der hænger så mange imaginære kreds-, klub-, guld og sølvmesterskaber, så skjorten ikke har plads til knapper. Den mand har flere mesterpoint på bridgekontoen end De Nattergale har kastreret grise.

Ret imponerende.

Pas. 

Bridgefolket er ikke mennesker, der råber meget op. Bortset fra enkelte undtagelser. Deres ansigtsudtryk sender konstant signaler om, at de er koncentreret om den næste melding. Det er den her evige kamp - sammen med håndens kort - om man skal ”Gå op i 2 Sans” eller vove ”4 Spar”. En bridgespillers verdensbillede består ofte kun af spar, hjerter, ruder og klør.

Der tales ikke meget under spillet. Et øjebliks uopmærksomhed kan koste et stik, en sejr, en placering, en flaske rødvin. 

Min makker og jeg skal spille mod et erfarent ægtepar. Der hilses, og de allerede blandende kort

tages og studeres, og man dykker ned i sin egen meldekasse med alle de mulige meldinger indenfor rækkevidde.

Det kan kun gå galt. Og det gør det.

Gode kort kræver gode meldinger, er mit valgsprog, men set i bakspejlets letsindige lethed kan jeg godt se, at derfor kan man godt lige genvurdere kort og melding. Da min rudermelding forlader min mund får min makker et ansigtsudtryk, så jeg automatisk ser mig omkring i lokalet, om der er en læge tilstede. Jeg har bevæget mig ind i farligt meldeland. Jeg prøver at fortælle - med få velvalgte sætninger - at  det er ”Den fjerde farve” jeg skal vide noget om. Det forstår bordets andre spillere så udmærket, men måden er ikke lige set før. Jeg forklarer, at jeg spiller noget, som jeg kalder Aså-konventionen. Nu har Aså lige mistet plejehjemmet Tonnishave, så jeg syns nok de har fortjent noget andet. Nu er der ingen af dem, der bare bor i nærheden af Aså, så den køber bordet ikke. Og makkeren slet ikke. Man går ned.

Og trækker makkeren med i sølet.

Jeg kom i det øjeblik til at tænke på Mads Skjern, der sidder i det allersidste afsnit af ”Matador” ude hos sin svigermor – Katrine Larsen. Han er ved at gå i hundene, fordi Ingeborg er taget ned til Daniel i Paris, og måske ikke kommer hjem igen. Så siger Skjern til Katrine, at ”Det må ikke komme ud”.

-” Herregud, er du så forfængelig” svarer Katrine.  

Jeg har det lidt på samme måde. Det må ikke komme ud. Knud Aaen må ikke vide det. 

For næste gang går det garanteret meget bedre. Sådan er det at spille bridge – at spille kort.

Man får senere en god hånd, som man forvalter med rettidig omhu, og siger det rigtige.

Jeg tror bridge er kommet for at blive.

 

Stuerene på skift

De fleste mennesker kan huske stuerne i deres barndomshjem. Især dem som har rundet seks årtier.

Der var en dagligstue – og en pæn stue. Den pæne stue var ofte lukket af med et par glasdøre, og dørene blev kun åbnet, når der var gæster - eller ved højtider. Livet foregik i dagligstuen. På landet foregik livet ofte i det store køkken, og begge – eller alle stuerne – var lukket af.

Disse foranstaltninger skete ikke, fordi hjemmets beboere ikke var stuerene. Men ganske enkelt fordi man sparede penge til varme, og møblerne blev ikke slidt unødigt, og man havde altid et sted, som var rent og pænt, og til at gå ind i, hvis der kom de der uventede gæster.

Men også når man havde kaldt til fest. ”Vi skal ha’ fremmede”, som min mor altid sagde, når hun åbnede glasdørene. 

Selvfølgelig var der også i ”gamle dage” mennesker, som havde så store boliger, at de uden problemer kunne folde dagliglivet ud i flere stuer, og alligevel havde en afdeling, når gæster bankede på yderdøren.

Det med at have et stort værelse, rum eller stue, og måske oven i købet ha’ flere rum – her af nogle finere end andre – kom jeg til at tænke på, da jeg så det nyeste politiske indeks.

Forhistorien er den, at partier på Christiansborg får gruppeværelser efter størrelse. Meget naturligt har de største partier de største gruppeværelser, og der er megen tradition og prestige i at have bestemte værelser. Således var der for nogle år siden megen nedtrykthed hos de konservative, der på grund af et dårligt valg måtte afgive deres elskede gruppeværelse til SF.

Et valg i dag ville nok resultere i, at de to partier fik Folketingets cykelskur. – til fælles brug.

I en nyligt offentliggjort  meningsmåling er Dansk Folkeparti (DF) – for anden gang - større end Socialdemokraterne. DF har bidt sig fast i  bordkanten - nu SF’s formand har sluppet sit bid.

S står til 16,5 procent, og DF 17,8.

Både De Konservative og SF er begge under 4 procent, så det kan være skuret bliver ledigt.

Det kan partiet Venstre så få oven i alt det andet de rager til sig.

Partiet kan måske bruge skuret til det, som det er tænkt til  - cykler.

Man kunne med en sådan meningsmåling, der giver et stærkt DF, spørge den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup, om DF nu er blevet gjort til et stuerent parti – med alle de socialdemokratisk vælgere, der har søgt inde under det partis nationalt svulmende faner. Nyrups udtalelse om DF, at ” Stuerene – det bliver I aldrig”, blev af Nyrup fejlagtigt formuleret, som kritik af mennesker i stedet for af holdninger. Sjovt nok fik den nuværende sundhedsminister Astrid Krag fra SF skæld ud for, at mene lidt det modsatte af Nyrup. Hun fortalte ved sin tiltræden, at hun fra barndommens land havde lært - ved at omgås medlemmer af Dansk Folkeparti - at man aldrig skal dæmonisere mennesker, men i stedet netop angribe meningerne. Der er holdninger man skal holde ude i kulden – og ikke de mennesker, som har dem. Dem skal man i dialog med.

Fortsætter DF’s fremgang, så skal det parti måske overtage Socialdemokraternes gruppeværelser.

Monstro de får adgang til de ”pæne stuer”. Ellers må de jo starte med at sidde i dagligstuen,.

for ikke at svine’ det pæne gruppeværelse til.

Men det er jo ikke S største problem. Det er, hvis Socialdemokraterne skal overtage Dansk Folkepartis tidligere gruppeværelse. For der er garanteret overhovedet ikke gjort stuerent. På den anden side, så trænger de socialdemokratiske ministre og politikere voldsomt til at få vasket valgløfterne af sig, så der bliver vasket hænder i håndvasken fra tidlig morgen til sen aften. 

Det bliver en værre omgang griseri. 

Så det er nok en god ide, at vente med den store rengøring til S har fået sig nettet.  

Hvis partiet bruger godt med sæbe, så kan S måske godt gå hen og blive helt stuerene - igen.