Ove Sprogø sang engang om ”Fandens oldemor” med omkvædet ”Cigaretter, whisky og nøgne pir’. En rigtig bodega-sang, som nok kunne løfte røg og stemning på de små værtshuse.
Sangen om djævelens oldemor er skrevet af arkitekten, revymanden, lampeopfinderen Poul Henningsen – tekstmanden bag meget andet – bl.a. også ”De binder os på mund og hånd”.
Sangen om den rygende halvnøgne og drikkende oldemor rendte mig i hukommelsen, da jeg læste at X-faktor-dommeren Thomas Blachman har forladt Anne Linnet, og gået i gang med et nyt
one-man-show. Sammen med en indbudt herregæst sidder hr. Thomas, og kigger på nøgne pir’.
Blachman ønsker, at man snakker om kvinden med en anden optik end den, som fylder så meget i mediernes og reklamernes fremstilling af kvinden - den lettere pornografiske. Det er slet ikke noget dårligt projekt, og det kan jo være Blachman kan bane vejen til noget nyt og mangfoldigt.
Men opgaven er svær.
Hvis man hælder sit hoved til anmelderne og folkets manglende begejstringsbrøl, så må man sige, at projektet her halvvejs ikke er er lykkes. Ved selvsyn har jeg set, hvad der går galt.
Selv om en kritiker skrev, at Blachman ligner ”værtshusets lettere beduggede mandsling”, sådan en, der får tårer i øjnene, når Mogens Vieth synger ”Mandalay”, så synes jeg også, at Blachman går på kattepoter, og gør alt for at undgå at blive sammenlignet med noget, der minder om en klam stripperagtig bodega, hvor servitricen optræder topløs fra klokken 22.00 til 22.30.
Helt tydeligt kom det til skue, da Blachmans gæst - modeskaberen Erik Brandt - var hans medkigger. Det kunne måske give noget spændende om, hvordan kvinden skal klæde sig, for at fremhæve kroppen, eller nedtone den, og lignende gode betragtninger, men nej. Modemanden gik ud af en anden tangent, og lignede i sprog og holdning meget oberst Hackel fra ”Matador”. De snakker mest om egne fortræffeligheder. Pludselig blev Blachman bange for sit koncept, og talte om kvindens ankler. Det var noget, at det mest spændende på en kvinde. Ligesom man kan være fokuseret på en kvindes nakke, hænder, eller skulderparti, så havde Blachman til lejligheden fundet anklerne frem.
Man skal være rigtig meget litterær, eller holde idiotagtigt fast i sit koncept, hvis der står en velskabt og småflirtende dame – uden tøj forstås - foran en, og så man ønsker at fokusere på hendes ankler. Det svarer til at beundre malingen af panelerne ved en fernisering.
Men ved at koncentrere sig om anklerne kan Blachman sænke sit blik og sit hoved, og så kan ingen se, at han sover. Ligesom en stor del af seerne også gør. Og det er her det hele bliver lidt farligt. Fordi samtidig med at Blachman erobrede avisernes forsider, og blev topprioriteret på alle typer tv-kanaler, så trængte sig dog også andre nyheder på – mest indenfor samme kategori. Således om en 32–årig mand, som var blevet frikendt for voldtægtsforsøg, fordi han led af sexsomnui. Nyt ord til det danske sprog. Mænd, der lider af den slags, kan foretage sexovergreb på kvinder – uden at mændene vågner - og derved kan de ikke holdes ansvarlige – og dømmes.
Det kan være det Blachman lider af. Og hans søvndyssende poetiske sprog har måske kun
det ene formål, at gøre os alle til uskyldige sexforbrydere. Med eller uden oberst Hachel ved vores side.
-”Jeg vil ud og se, hvad man får for en tier”, sang Ove Sprogø videre – ”sådan et liv i utugt, i synd og i skam - det har fanden skabt - jeg går over til ham” Det var så, hvad fanden ku’ få for en tier. Vi andre, der betaler licens, må af med noget mere. Blachman kan være glad for at seerne ikke er udstyret med det båthorn, som han ellers er kendt for at bruge, når han optræder i X-faktor, og keder sig.
Så havde han fået mit båt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar