Hjertestart til alle

For nylig var min stadig unge hustru og jeg til førstehjælpskursus i Kulturhuset i Hjallerup.

Hjerteforeningen var vært, og alt gik sundt og rigtigt for sig. Dog – til kaffen fik vi lækker sukker- og kaloriefyldt chokoladekage. Men den gled ned uden forhindringer.

Aftenen begyndte med en lille film, hvor vi så en mand falde om på gaden med hjertestop. Nu skal der gerne ske noget i løbet af de første 4-6 minutter, ellers begynder personens organer, at tage skade på grund af mangel på ilt. Det skjulte kamera viste, hvordan forbipasserende hastede forbi den bevidstløse mand. Han fik lige åh-nej-blikket, og ikke mere,. Flere gik i en nærmest bue udenom ham, og enkelte vendte om. De omvendte havde dermed den forklaring overfor sig selv, at de ikke var gået forbi ham.

Næstekærligheden var til at få øje på.

Den var ikke eksisterende.

Det skal dog tilføjes, at seancen var lavet foran en bodega, og én del forbipasserende kan jo med en vis ret tro, at der var tale om en fyldebøtte, hvis blod ikke var holdt med at rulle, men tværtimod rullede fyldt med promiller. Men sikker ku’ ingen jo være. Derfor er første bud i hjælpepakken, at man siger – ”Hallo, er du vågen, kan vi hjælpe med noget”. Er der ingen reaktion, så fatter man mobilen – efter at ha’ konstateret, at personen ikke trækker vejret - og ringer 1 1 2, og går så i gang med at yde den nødvendige første hjælp. 

Hvis man kan, og orker.

Man kan kun hvis man aner lidt om hvad det drejer sig om, og man orker kun, når man ved, at det her kan blive hårdt, og ubehageligt. Der er stor forskel på, at man finder en mand, der er faldet om udenfor Kulturhuset i Hjallerup, og så hvis vedkommende er smidt ud af en bil, og ligger bevidstløs, og ilde tilredt, på vejen mellem Dronninglund og Asaa. Munden skal renses for smadrede tænder, gebisset skal måske ud, blodrester samme vej, og så skal man ha’ brystkassen fri for tøj, så man kan foretage de ca. 30 tryk på hjertet -  og de efterfølgende to pust af luft ned i lungerne. Tryk og pust gentages igen og igen - indtil Falck kommer. Forhåbentlig har man forinden Falcks ankomst fået assistance fra anden side.

Hjælpen fra anden side kan være en person, som kommer ilende med den hjertestarter, som nok bør hænge flere steder, end de gør i øjeblikket. Hjertestarteren kan hjælpe med at finde en trykrytme, og give livsvigtige stød til hjertet.

De stød, som er nødvendige for at få gang i hjerte -  og kadaver.

Jeg har via diverse hjemmesider prøvet at tjekke de 7115 hjertestartere, som i øjeblikket skulle være opsat rundt omkring i Danmark. Brønderslev by har i hvert fald mellem 14-16 hjertestartere fordelt rundt i byen. Hjallerup har ifølge netoversigten 5 – ved Idrætscentret, Lægerne, Kulturhuset, Røde Kors butikken, og ved Hjallerup Maskinforretning . Det er vigtigt at man mærker sig disse steder, hvis man får brug for at sende en person af sted efter en hjertestarten, mens man selv giver tryk og pust. Man skulle også via alarmen 112 kunne få at vide, hvor hjertestarterne i byen befinder sig.

Dronninglund by har ifølge oversigten 8 tilgængelige hjertestartere – ved det gamle kommunekontor, biblioteket, skolen, Sofienlund, Margrethelund, Dronninglund-hallerne, Nordex Food og VP SuperBest. Om det er nok i den gamle kommunes to største byer kan diskuteres – flere fordelt væk fra byernes centrum var nok at ønske. Gode hjertestartere kan købes for mellem 6 og 20 tusinde, og det ville da være fint, hvis byernes handelsstandsforeninger, borgerforeninger, samvirker, m.m. begyndte at sponsorere hjertestartere.

Således har Lions Club i Dronninglund været med til at sponsere en hjertestarter til Aså Billard. Der er en starter til voksne, og en hjertestarter til børn under 8 år. De er let tilgængelige, og om natten er der lys på dem, så de er til at finde. Derudover er der hjertestartere ved Asaa Hallen, og ved havnen.

Agersted har en, og Klokkerholm to.

Det er måske i underkanten for udkanterne. 

For usynligt.

Af 3500 danske hjertestop – udenfor hospitalsområderne - overlever kun 6 procent. I Norge er  procenten 23. I visse stater i USA 70 procent - på grund af hjertestartere overalt.

Men mere vigtigt end flere startere er måske at få fortalt borgerne, hvordan hjertestarterne virker. Over 50 borgere i Aså har således været gennem et kursusforløb. Det vigtigste er, at man gør noget.  

Jo flere der sluses gennem et folkeligt 2-3 timers aftenskursus, så de ved, hvordan de skal hjælpe hinanden, jo mere tryghed siver ud - også i kommunens mindste hjørner, der hvor ingen sygehuse er, og hvor ambulancen ikke lige holder omkring hjørnet. 

Udkantsdanmark skal i træning.

Giv hjertestart til alle.

Så vil flere garanteret stoppe op, og give en hånd til dem, som pludseligt bliver ramt af et stop.

 

Ord fyldt med humor

De var der alle sammen. Næsten. Om ikke i samme båd, så til samme messe.

Mogens Lykketoft var der. Med hustru Mette.

Anne Linnet var der. Alene. Uden Ulla Henningsen. 

Leif Davidsen, Lone Hertz, og Søren Ryge var der.

Karen Lise Mønster – som bankdirektør Varnæs ikke ku’ holde nallerne fra – var der.

Han var der til gengæld ikke.

Lise Nørgaard heller ikke. 

Hr. Skæg var der – kendt af de fleste børn. Og Kurt Strand, Jørgen Leth, Camilla Plum, Jan Guillou, Lone Hertz, Ken Follett, Jussi Adler-Olsen, og Bent Mejding. 

For nu bare at foretage et kvikt navneridt.  

De var til bogmesse i Bella Center, København. Enten fordi de havde skrevet en bog, eller fordi de havde læst en. Så sad  forfatter og læser, og snakkede om bogen. Snakkemøderne foregik på forskellige scener rundt omkring i Bella-landskabet. De små forlag havde små scener og stande.

De store forlag kæmpescener, og pralestande efter russisk forbillede.  

30.000 gæster over de tre messedage krydsede så af i det trykte program, hvem der skulle ha’ deres ører. Dernæst kunne enhver så købe bogen. Tit med rabat. Og få den signeret af forfatteren.

Mad og krimier fyldte og duftede godt. Dog var der også foredrag om det arabiske forår, om sportsverdenens forbrug af præsentationsfremmede midler, og om Ruslands præsident Putins knægtelse af det frie ord.

Men hvis nogle tror, at det var en intellektuel langgaberagtig trist affære, så kan man godt opdatere sin tro. Spændende var det – og sjovt. 

Mange ord og slagudvekslinger blev modtaget med smil, grin, eller rungende latter.

Københavns borgmester, nordjyden Frank Jensen, var med i en snak om mad. Men holde sig helt væk fra politik kunne borgmesteren ikke. Han fortalte således, at da han var nyvalgt til folketinget, for en del år siden, blev han budt til Lone Dybkjærs 50 års fødselsdag. Han svarede et desværre nej tak, idet han forklarede, at han samme dag skulle hjem til sin mors 50-års-fødsesldag.

Den mand har ikke alene altid set ung ud - han har også været det. Fru Lone ku’ være hans mor.

Det synes hun ikke var sjovt.

I dag prøver borgmesteren, at gøre sig 10 år ældre med et fuldskæg.

Uden dog at Hr. Jensens skæg overhovedet når Hr. Skægs længde.

Johannes Møllehave fortalte også om en oplevelse med den radikale Dybkjær. Efter hendes ægteskab med den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup, spurgte Møllehave den nygifte,  om hun stadig var 100 procent radikal, og dertil svarede hun, at det var hun - selv om der engang imellem kom en lille socialdemokrat op i hende.

En anden Lone – Kühlmann – har sammen med alderdomsforsker Henning Kirk skrevet en bog om

at afskaffe alderdommen  - og blive i de voksnes rækker. Hun fortalte, at motion hjælper på alt - undtagen fodvorter, og hun var i øvrigt ikke er meget for rabatter til alle ”gamle affældige” over 65. Hun synes disse rabatordninger ofte var latterlige. Helt skørt havde hun således set - i Hørsholm af alle steder -  et tilbud i et cafevindue, hvor der stod - 

”1 barn - eller 1 pensionist - spiser gratis ifølge med 2 voksne”.

Hun citerede dog også Storm P. , som har sagt, at man godt nok siger, at visdom og alderdom følges ad, men han havde dog tit set alderdommen komme alene.

Det allersidste messetilbud indløb søndag aften kl. 17.15, hvor Johannes Møllehave atter optrådte.

Manden, der kan citere stort set alle danske forfattere fra de seneste to-tre århundrede, kom på scenen iført hat og stok, og modtog folkets anerkendende hyldest. Han kvitterede med den ene herlige erindring efter den anden. Han indledte med at sige, at dagens triste vejr ikke generede ham, da han ikke havde noget imod regnvejr, fordi han var utilregnelig.

Udover fortællingen om Lone Dybkjær fortalte han om tiden, da han var fængselspræst i Vridsløselille. Her mødte han stor humor selv i mange tragiske sager.

Således havde han mødt fangen Aksel.

En dag blev Møllehave tilkaldt, da Aksel var gået amok, og begyndt at rasere sin celle. Aksel havde nemlig hørt, at konen havde forladt ham, og flyttet sammen med en mand ved navn Arne. Møllehave fik Aksel til ro ved at sige, at han ville ringe til konen for at undersøge om rygtet var sandt. 

Det var det, og da Aksel fik den besked, raserede han resten af cellen.

Dagen efter ringede konen, og fortalte at hun igen havde forladt Arne, og kun elskede Aksel. Møllehave tilbød et møde mellem de to, så de kunne få snakket tingene igennem, og han bad blot Aksel ikke nævne navnet Arne.

Det lovede Aksel, men da han alligevel sad overfor konen, spurgte Aksel, om det nu også var helt slut med Arne. Konen sagde, at hun ikke så Arne mere, og kun elskede Aksel, og de snakkede derefter lystigt videre. Til sidst spurgte Aksel, hvordan konen var kommet til Vridsløselille, og hun svarede straks:

- ”Arne kørte mig”.

   

Mao med slips

Dagens ”Politiken” har et herligt billede af de nye magtens mænd i Kina. De 7 mænd kommer - ikke ridende - men gående ind på partikongressen i en planlagt rækkefølge. Efter magt og betydning. Væk er Mao-jakkerne. Den nye uniform er kapitalens mørke habitter med tilhørende rødt slips. ”Made in China”.

Men hvis du kigger godt på billedet, så vil du se, at herre nummer 6 bærer et grønt slips.

Hans navn er Wang Qishan  ( Bid mærke i det navn!). Han er reformisten i toppen.

Den eneste af de syv, der beskrives som reformvenlig.

I denne omgang blev det dog kun til et afvigende grønt slips.

Men grøn er jo håbets farve. 

.

Singlefest med nathue

- ”Kvinderne er kun ude efter at misbruge min krop”.

Citatet kommer fra en gammel ven, der for længst har rundet ungdommens spændstige alder,

og som har levet de fleste af sine år som single. Citatet er fra den tid, hvor han påstod han neddroslede sin interesse for kvinder, og i stedet optimerede andre sysler  – som laksefiskeri og hestevæddeløb. Nu har denne gode ven altid været let genkendelig på grund af sit udseende, men at det ligefrem skulle fremme det modsatte køns lyst til misbrug, har vennerne dog aldrig helt fattet

Hans modsvar har altid været, at det ikke er det synligt ydre, det kommer an på.

På grund af denne etablerede, men sikkert midlertidige markante afvisning af det andet køn, er der ingen tvivl om, at det ikke vil lykkedes en ny forening for singler, at få vennen som medlem,. Det skyldes ikke, at årskontingentet er 300 kroner, fordi et sådant beløb kan min ven såmænd nok finde en uansvarlig bank, som vil låne ham. Mod passende kaution selvfølgelig fra mindst to med likviditeten i orden, og betalingsbetingelser over max. 12 måneder.

Hovedproblemet ligger i, at den nye singleforening agter at sende en beklædningsgenstand, som hver enkelt medlem skal iføre sig, og derefter kan medlemmerne på bestemte dage bevæge sig til f.eks. Zoo-have i København, Super-Brugsen i Odense, eller en navngivet bodega i en bestemt vestjysk by. Der møder man så andre medlemmer, som også er iført den givne beklædningsgenstand. Denne genstand kan være en kedelig nathue, og alle som vandrer rundt med en nathue, sender dermed signalet – ” Jeg er enlig - du kan roligt kontakte mig”.

Underforstået: ”Jeg er også medlem af foreningen, har betalt kontingent, og min nathue er helt ny”. 

Damen bag den nye forening udtaler, at hun er træt af - hver lørdag - at vaske bil omringet af mænd, som hun ikke ved, om er værd at ofre snak og tid på. Hvis de nu er gift, så er samtaleminutterne spildt, synes hun – men hvis hun nu i sværmen af bilvaskende mænd kan se en bestemt genstand – f.eks. en nathue – så ved hun, at hun er på sporet af ledig guf. Hun kan derfor uden problemer gå over til den mandlige huepåklædte vasker, og spørge om der er noget hun skulle pudse. Eller om de skal banke et par måtter sammen. Tømme askebæger i smug, eller måske, hvis det er den slags, der giver tænding, tilbyde at smide koldt vand på bagenden.

Den slags narrestreger vil min ven aldrig være med til. For det første vil han altså ikke gøre sit udseende endnu mere opsigtsvækkende med en nathue, der slet ikke klær’ ham, og for det andet  har han ingen bil. Dernæst vil han påpege den kendsgerning, at der går ikke ret lang tid, så vil det 

vrimle med nathuer, der har regnet den ud, eller har hørt andre tale om foreningen, og dens genstandsregler.  

Kvinden bag dette initiativ, som ganske givet er undfanget og bragt til verden i den bedste mening, er træt af netdating, og hun mener, der bør gives alternative måder at mødes på - for den 1 million danskere, som man siger lever alene. Det er rigtigt fint tænkt. Men vi skal lige huske på, at den slags ”arrangerede kærlighedsmøder” til forveksling ligner noget, som danskere ikke bryder sig om – nemlig ”arrangerede ægteskaber”.  

Men selvfølgelig, hvis der er noget singler ofte hader, så er det at være singler. De vil så gerne giftes, men som enlige kvinder kan finde på at sige, så er alle mænd, der er værd at samle på, allerede gift. 

Vi er flere der nikker anerkendende til det synspunkt. 

Dog ønskes held og lykke til alle singler. Både til dem med, og til dem uden nathue. Fremover vil jeg interesseret holde øje med, hvor mange huer, der vandrer rundt om frysediskene i Brugsen. 

Som sløring til medlemmerne vil jeg gerne foreslå foreningen, at man skifter ud i disse genkendelige foreningsbeklædningsgenstande. En måned med kedelig nathue er fint, men så bør man f.eks. i december måned skifte til nissehue, og i de lidt lune forårsmåneder til en festlig Krøyer-kasket.

I sommertiden bør man være helt utraditionel, og vandre rundt med en undulat i bur.

Endelig bør foreningen også overveje at skifte mødested. Drop sommetider bilvaskpladserne, og fødevareforretningerne, og mød op ved den lokale brilleforretning, hvor man så kan iklæde sig et par grimme 50’-er briller. Eller smut i en kedeldragt, og lav træf på parkeringspladsen ved Stark. Man kan dog også gå helt almindelig klædt – også når man vasker bil - og starte en samtale med dem man møder, og se hvad der kommer ud af det.

Det er ikke spild af tid, at snakke med andre mennesker. Uanset, hvem eller hvad, man taler om.  

Den vigtigste tale er jo samtalen. 

Med eller uden nathue.   

 

Fra Mutter til Dissing

Bortset fra Tv-serien ”Matador”, som alle elsker, så går smag og lyster i mange retninger.

Nogle er til hotdog med ristede løg og ketchup, andre til svitset broccoli med gulerodsstykker tilsat en anelse spidskommen. Nogle er til ferie ved Aså Camping, andre vil hellere vandre rundt i Tibets bjerge.

Nogle er til badesko, andre til badehætte. 

Da jeg var ung, og det er godt nok længe siden, da var nogle til Elvis og andre til Cliff.

Det faldt der mange hånlige bemærkninger om. Fra os Elvis-fan.

Senere holdt mange sig til Beatles, andre smøg sig op ad Jagger og The Rolling Stones.

I dag er nogle til den tyske violinist Anne-Sofie Mutter – andre til sangeren Povl Dissing.

Jeg har lige været til dem begge.

Forstået på den måde, at jeg for nylig var til klassisk koncert på Værket i Randers, hvor

den nok største violinist i vor tid spændte buen, sammen med de norske Trondheim-Solisterne. Alle ved godt, at nordmænd er gode til langrend og kvindehåndbold, og gerne betaler 100 kroner for et lille stykke agurk, men at de også har fantastiske violinspillere -  det er en surpriser for de fleste.

Koncertens 2. sæt var Vivaldis ”De Fire Årstider”, Det er kræs, og man sidder jo også og bliver imponeret af, at damen Mutter styrer det hele. Tilmed spiller hun alle fire årstider uden noder.

Men der er jo mennesker, der er super til at lære udenad. Som f.eks. også skuespillere, der kan lære alle 2800 replikker inden de går på teaterscenen.

De er lidt ligesom, at vi almindelige dødelige lærer hele teoribogen, før vi går til køreprøve. 

Nu hører danskere jo ikke klassisk musik i to timer, uden at man finder lidt at brokke sig over. Det lykkedes da heldigvis også mig, at finde et sted at sætte min kritiske tomler ind, og kører rundt.

Anne-Sofie Mutter er kendt for ”at udfordre sit publikum”. Sådan en sætning betyder blot, at man skal høre et stykke musik, som ingen forstår. Stolerækkerne bliver sat på stand by.

Mutter opførte således en concerto, som blev præsenteret, som en verdenspremiere. Jeg mener nu nok, at det er tredje gang den concerto blev opført på Værket i Randers.

Første, sidste og eneste.

Men hvis man kan lide honning må man tage bien med.

Fem kokkehuer – eller violinbuer - til Mutter og hendes norske backing gruppe, for en omgang violinspil, der også ville ha’ frydet enhver folkeskolelærer, der ikke har spillet violin siden seminarietiden. 

Aftenen efter satte jeg - og min stadig unge hustru - sig så til rette i musikhuset ”Vega”.

Dette gamle Folkets Hus på Vesterbro i København, som blev indviet i 1956 af daværende statsminister H.C. Hansen, huser i dag nogle landets fineste rytmiske scener. Her fik vi to timers helt anderledes musik - og tekst - af Benny Andersen, som også sad ved klaveret; Han blev bistået af trommer og bas - og af Povl Dissing. 

Lighedspunktet mellem Mutter, Benny og Povl er den musikalske professionelle timing. Alt er vel tilrettelagt, og bliver præsenteret med nerve og begejstring. Her er mennesker, der både kan deres arbejde, og klædt på til at udføre det. Ved den pæredanske koncert i ”Vega”, var der så den behagelige detalje, at det hele emmede af humor. Benny Andersens er jo en verdensmand til at sætte ord sammen, og hans makker gennem mange år – Povl med de 25 minutter endnu – er en  flot fortolker og afleverer. 

Da de to ville til ølpause, fortalte Benny Andersen, at nu skulle de på et kort ophold et andet sted, og når opholdet var færdig, ville de komme tilbage til scenen, og så opholde sig der igen.

Hvis Povl da fortsat kunne få opholdstilladelse.

Dissing og Benny er ikke længere helt unge, og især Benny spillede på sin tiltagende alderdom.

Både når han gangbesværet slæbte sig fra klaver til mikrofon, og tilbage igen. Og ved at småvrøvle ind imellem. Det ødelægger dog på ingen måde hverken helhedsudtrykket – eller indtrykket.

For som ordmennesket Benny Andersen i ”Over visse vande” selv så smukt har formuleret det  - ”engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”.

Den skinnede den aften på Vega.

Nogle er til Mutter, og andre til Benny og Dissing.

Den weekend var jeg til dem alle tre.

Derfor vil jeg sætte punktum med et kvælertag på det danske brokkegen - med hjælp fra en herlig Johannes Møllehave-formulering - at det blev så en weekend, som var fyldt

- ”med skuffelser jeg ikke fik”.

.

Ja til rent vand - og tante Møhge

Det er ikke kun tandlægerne, og A.P.Møller-koncernen, der kan li at bore.

Nu vil Frederikshavn kommune også i gang, eller de vil måske sige ja til nogle, der gerne vil bore. Det handler om gas – skifergas.

Men det handler også om vand - grundvand.

Det er firmaet Total og Nordsøfondens plan, at man gerne vil foretage nogle prøveboringer efter skifergas i Nordjylland. Skifergas er er en form for naturgas – men trods sit navn så er det et klimaskadeligt fossilt brændsel. Det kan indsparkes, at brug af den slags brændsel skal være afviklet senest i 2050 – og det ikke kan ikke udelukkes, at verdenssamfundet fremrykker tidspunktet. Disse prøveboringerne i Vendsyssel skal vise, om der er gas nok i skiferlagene til, at det er økonomisk rentabelt for de to selskaber, at udvinde skifergas af den nordjyske undergrund.

Altså om det kan svare sig, at gøre Vendsyssel til et gasland. 
Det er disse planer, som Frederikshavn kommune skal forholde sig til, og visse udtalelser peger på et ja. Det er jo også bedre end at være afhængig af arabernes olie, og hvis vi selv har gassen i undergrunden, så er det vel ligetil. Endelig er der det med beskæftigelsen. Men selvom om jobtallet  vil stige, så er der jo ingen der siger, at det er nordjyske ledige, der kommer i arbejde. Det kan være, at Total indflyver billig arbejdskraft fra Rumænien – eller Hviderusland, hvis landet kan nå at blive medlem af EU -  inden Total-boret går i jorden.

Så kære politikere, skifergas er ikke løsningen.  

Men noget tyder på, at det eneste der måske kan stoppe tilladelsen til disse prøvespringninger er civilsamfundet. At det er fra borgergrupper i Vendsyssel, der skal komme det nødvendige pres – den direkte modstand.

Således er der allerede dannet modstandsgrupper i flere byer - også i Hjallerup. 

Det er de miljømæssige følger, som borgere med god grund frygter. Især følgerne for grundvandet. Drikkevand er efterhånden en mangelvare andre steder end det tørkelagte Afrika og Mellemøsten. Kina, Indien, og Østeuropa har også svære problemer. Danmark har masser af vand i forskellige kvaliteter. I den vendsysselske undergrund ligger gode vandreserver. Danskere tar’ godt vand for givet. Tænk, hvis vandet mudrer til. Bliver udrikkeligt. Kemikaliefyldt. Danskere kan ikke overleve, hvis vores vand bliver udrikkeligt. Men det skal dog tilføjes, at det mener Total ikke vil ske. Men give en garanti, med hånd på hjerte og bibel, kan selskabet selvfølgelig ikke. .  

Selve udvindingen af skifergas sker med den stærkt omdiskuterede metode hydraulisk frakturering. Flere undersøgelser har vist, at denne udvindingsmetode medfører så store udslip af metan, at det samlede udslip af drivhusgasser ved forbrænding af skifergas er højere end ved forbrænding af kul.
Derudover kræver metoden enorme mængder af vand, der i processen bliver forurenet med

kemikalier. En del af det forurenede vand efterlades i undergrunden, mens den del, der pumpes op igen, efterfølgende skal deponeres. Samtidig er der så risikoen for grundvandsforurening.

Total oplyser, da også, at vandet fra fracking-processen formentlig skal køres direkte til Kommunekemi – i det omfang, det lykkes gasselskabet at suge det op af jorden igen. Ifølge selskabet er risikoen for, at stofferne når grundvandet nedefra minimalt, fordi skiferlagene ligger flere kilometer under grundvandet. Men flere kilometer er ikke nogen beroligende afstand.

Vand kan – med og uden kemikalier – altid finde vej .

Endelig  bør al tvivl komme vore efterkommere til gode.

Frederikshavns Kommune kan stadig nå at sige nej til Total og Nordsøfonden.

Det synes jeg vil klæ’ kommunen. 

Fremtidens energi skal komme fra sol og vind, piller, varmelegemer og jordvarme, og ikke fra fossile brændsler. Derfor bør alle planer om boring efter skifergas i Danmark stoppes.
Rent vand, og nok vand, til vore børnebørns børn, er dog det, der ligger forælde og bedsteforældre mest på sinde. Det er der fremtidsperspektiv i. Det giver mening.

Det andet giver ingen mening. Det er atomkraftdebatten en gang til. 

-” Misse, bed’ ham pakke sig ”.

Denne farvelsalut gav Tante Møghe via datteren til oberst Hackel, da han ville ødelægge hendes fødselsdag med noget  - for kvinder - så irrelevant, som kævleri om hendes alder.

I lighed med tanten fra Matador beder jeg - uden glimt i øjet og uden Misse som budbringer - skiferboreholdet om - at pakke sig.

Helt væk.     

Lav TV-serie om Anna Ancher

De er altså smadderdygtige på Skagens Museum. De råder over en vist antal malerier af de kendte Skagens-malere – især af Anna og Michael Ancher og så ham Krøyer – og dem bytter de rundt på,  supplerer med lidt fra arkiverne, støver af, og flytter samtidig de store skilderier  – fra det ene rum til det andet.

Eller også samler museet alle billeder fra arkivet med motiver fra Sønderstrand, eller de laver en udstilling med malerier af fiskere, eller skilderier af Anna Anchers mor.

Endelig er der så Krøyers billeder. Dem, fra tiden før Marie kom ind i billedet, og dem, hvor hun i alle højeste grad er inde i billedet. .

Museet rokerer rundt så man ikke bliver rundtosset, men netop interesseret. Museet ser, og udvikler nye vinkler, og præsenterer dem på en fortsættende perlerække af vellykkede udstillinger.

Som en kat, der slikker fløde, lapper vi det i os. 

Det er da genialt. Seks stjerner for evnen til at finde guld i gammelt støv.

I disse herlige efterårsdage kører netop udstillingen om Marie Krøyer. Nøje tilpasset filmen af  samme navn. Det er da igen godt tænkt. Museet har fundet 7 billeder malet af Marie Krøyer. Syv. Det er, hvad hun stort set har malet. Hun blev aldrig den store maler, måske fordi Krøyer tillod sig at kommentere hendes billeder med holdningen: Gud har ikke åndet på dig.

Men når museet ikke har malerier nok af damen til en udstilling, hvad gør man så. Man finder nogle  malerier, hvor Marie Krøyer er motivet. Således viser udstillingen to flotte privatejede Marie-billeder malet af Michael Ancher i 1889, og så er der jo alle dem med Marie malet af manden Krøyer. Endelig så har Vorherre måske ikke åndet på Marie, men et par pust har hun fået, som har givet hende talent for møbler og indretning, og det fylder så også fint på udstillingen.  

Skagens Museum kan notere en ny succes.

Folkelig succes bliver der ganske givet også til filmen om Marie Krøyer af Bille August. Jeg ved ikke, hvorfor danske filmanmeldere generelt har problemer med at gi’ en hånd til August, men det kan jo være Janteloven, der stikker sit grimme fjæs frem – igen. Nu bliver August ikke engang længere positiv krediteret for tidligere tiders fortjenester. Således skriver forfatteren Klaus Rifbjerg i filmmagasinet ”Ekko”, at ” Bille August vandt Guldpalmen i Cannes for Pelle Erobreren skyldes mere Max von Sydows indsats end hans egen”. Selv om svenskeren spillede guddommeligt, så er scenen, hvor sønnen Pelle får lommekniven i fødselsdagsgave, og som hører til de smukkeste og mest rørende scener i filmkunsten, vel frembragt i et samarbejde mellem skuespiller og instruktør.

Den samme instruktør, som også skabte ”Zappa”, ”Busters Verden”, og ”Det gode liv”.

Det er en ommer, Rifbjerg.

I filmen om Marie Krøyer får skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen smukt forløst et portræt af en kvinde i en tid, hvor kønnet altid skulle holde sig bag manden, tie, servicere, og hvor hendes udadvendte kompetencer ifølge manden var begrænsede – og uvigtige. Det lykkedes – og nok igen med instruktørens hjælp – rørende, smukt, og tankevækkende.

I forbindelsen med filmen hørte jeg en holdning, som mange der lyttede med, nikkede anerkendende til –”at det er da klart, at det var Marie Krøyer, der blev lavet en film med, i stedet for den anden store Skagens-dame Anna Ancher. Hos Marie Krøyer finder vi skønhed, konflikt, drama, en elsker, et opgør, skilsmisse, og bortrejse fra barn og mand. Hos Anna Ancher finder man kun det forudsigelige liv uden grænseoverskridende dramafyldte handlinger. Anna var arbejdsom, trofast, og opfyldte alle sine opgaver – som hustru, mor og værtinde - til datidens tilfredshed i det rene tristhed.

Jeg er helt uenig. 

I min optik indeholder Anna Anchers liv rigdom af spændende detaljer og oplevelser, interessekonflikter og dialogmuligheder, så der er TV-drama til mindst 5 fortættede afsnit. 

.

I korthed blot dette anslag: 

Anna Brøndum er født en augustnat i 1859. Aftenen før havde hendes stressede mor serveret fisk for en vanskelig H.C. Andersen, forfatteren der besøgte Skagen og Brøndums Gæstgivergård for første gang.

For mig er Afsnit 1 allerede tæt på, at være i kassen.

Hele hendes barndom bliver hjemmet gæstet af malere og forfattere, og i konfirmationsalderen forelsker Anna sig i den 10 år ældre Michael Ancher. Et arrangeret ægteskab aftales. De bliver forlovet, da hun er 18, og gift, da Anna fylder 21. Forinden er Anna - som kun 16-årig –

i København på malerskole, bakket op af sine forældre, og især sin mor. Det bliver til i alt tre vintre på malerskole i hovedstaden hos den anerkendte, men eksalterede Vilhelm Kyhn, som konstant revser Anna for hendes lyst til farver og pensel. I stedet mente han, at hun burde kaste sig over det huslige. Men Vorherre havde åndet på Anna. 

Det er så afsnit 2.

Hun tager sammen med sin mand til verdensudstillingen i Paris i 1989. Modtager fransk malerundervisning der, samtidig med at manden maler to billeder af fællesveninden Marie Triepcke. Mens Marie i Paris både møder og gifter sig med Krøyer, så vinder Anna overraskende en sølvmedalje for billedet om to gamle mennesker, der plukker måger.

Så er afsnit 3 hjemme.

Anne Ancher er i barndomshjemmet vokset op med 5 søskende i religiøst familie, der samtidig tjente deres penge på fester, druk, kortspil og røg. Skagens-malerne betalte med malerier. Det har givet dramatiske optrin og meningsudvekslinger.

Her er tegningen til afsnit 4.    

Broren Degn var manden, der knyttede Skagens-malerne til Brøndums Hotel, og siden med sin samling af deres malerier skabte – sammen med bl.a. Anna – Skagens Museum. Anna og Michaels hus – som i dag er museum - blev i deres leveår besøgt af høj og lav, rig som fattig. I huset vandrede der konstant ind og ud fiskere og forfattere, religiøse og kulturradikale. Plus kongefamilien, som altid besøgte familien Ancher, når de royale var på de nordligste kanter.

Kvinden, der malede ”Pigen i køkkenet” (1883), ”Syende fiskerpige” (1890), ”Solskin i den blå stue” (1891), og ”Interiør med Klematis” (1913) – for nu at nævne fire fra hendes perlerække - var byens midtpunkt - som kvindelig maler, og som værtinde.

Det er så foreløbig stof til det 5. afsnit

Anna Anchers liv var ren ”Matador” – blot begyndte det 70 år før Lise Nørgaard lod Mads Skjern 

besøge Korsbæk for første gang. Anna dør i 1935 – det år Lauritz ”Røde” Jensen bliver gift med Agnes.

Så DR, eller andre store tv-produktionsselskaber, kom i gang. Giv os serien om Anna Ancher med premiere i 2013. Det er nemlig året for Skagens 600 års købstadsjubilæum, og det er året, hvor den første udstilling om den eneste af de berømte Skagens-malere, der er født i Skagen, kommer op i USA.

Hun er kvinden, der mens hun levede fik sine billeder udstillet i alt 54 gange på Charlottenborg.

Anna Ancher, hvis malerier og pasteller alle beundrer, og ingen bliver træt af at kigge sig mæt i, kan være på vej til international anerkendelse og berømmelse.

Som måske den største af dem alle.