Scener vi gerne vil se

FCK fyrer Ståle.

Nederlaget 0-3 til Hobro i Superligaen i fodbold har nu fået konsekvenser. Ståle Solbakken udtalte til DR Sporten, at nederlaget kunne få konsekvenser for visse spillere, men nu har FCK’s bestyrelse bestemt, at nederlaget får konsekvenser for Ståle Solbakken selv.

-”Bestyrelsen kan ikke leve med, at vores millionærhold taber til et hold amatører, folkeskolelærere, klamphuggere, og bankelever fra en udkantsby, som har færre indbyggere, end der bor i et højhus i Gladsakse. Nu får Ståle det røde kort Han er også altid så sur, skælder ud, og smider med flasker indeholdende norsk kildevand med brus. Nu kan han ta’ hjem til Norge, hvis ikke Strandby, Sindal eller Løgstør napper ham inden færgen forlader Hirtshals”.

Vi kender navnet på  FCK-bestyrelsesmedlemmet, men har valgt at holde det skjult for offentligheden.    

Garage til tåbeligheder

Kun dem, som aldrig har været i København, kan finde på at sige, at byen stort set er biler, forurening og larm. Som jævnlig gæst i landets hovedstad kan jeg uden problemer nævne 10-12 steder i landets hovedstad, hvor der er lige så stille, ro til fordybelse og afslapning, som mange steder i Nordjylland. Et af Københavns mest afslappende steder er Søerne – som ligger på kanten til Frederiksbergs kommune, kun et par busstop fra Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården - steder, som ikke just er kendt for deres stilhed. 

For nylig var jeg igen på aftenvandretur omkring Søerne. På en bænk langs københavnersiden - med udsigt til Frederiksberg – sidder fire unge mennesker. Kærestepar formoder jeg. De sidder i hvert fald parvis tæt. 

Pludselig siger den ene pige :

-” Det hus derovre kan du få for 200.000 i Esbjerg”.

- ”Det er løgn”, siger den anden pige, som måske ved, at blot en 2 værelses lejlighed langs Søerne nemt løber op i flere millioner.

-”Det er rigtigt, svarer pigen, der åbenbart ved noget om huspriser langs vestkysten, og sætter trumf på:

-”Og så får du garage med”.

Før jeg nåede hovedstaden og Søerne var jeg et par rare dage på Langeland. Det var dog en herligt bekendtskab. Her er den charmerende by Rudkøbing med Apotekerhaven, og sin helt egen H.C.Ørsted historie. Her ligger Stengade-skoven med sin bøg helt tæt ved ”salten øster strand”, hvor Oehlenschläger blev inspireret til at skrive Danmarks nationalsang. I nogle fredede smukke områder ved Dovns Klint finder man landets eneste vilde hestereservat – her leves det hesteliv, som heste helst vil. Der er stille og smukt - som ved Søerne i København. 

Nætterne på Langeland blev tilbragt på en B&B ved Lindelse Nør - med egen badebro, og med udsigt over vand og marker, så sjælen fik lyst til at lege Erik Grip og synge Lundell og Toftlunds vidunderlige sang om ”Åbent landskab”.

Stedet var til salg, og prisen var højere end mange af husene langs Søerne i hovedstaten. Idyl på Langeland – pris 6,5 million. Men så var der også garage med.

Som i Esbjerg.

  

På Langeland kom jeg i godt snak med end kvinde på omkring de 70, som fortalte en gruopvækkende selvoplevet historie om en samfundsudvikling, som hverken hun eller jeg bryder os om.

Kvinden har et sommerhus i nærheden af Holbæk. Hun var for nylig blevet syg mens hun var i sommerhuset, og blev indlagt på sygehuset i Holbæk. Da hun var klar til at komme hjem, blev hun fortalt, at man ville sende hende med Falck til hendes hjemadresse, som jo er Langeland. Hun fortalte, at det behøves man slet ikke, da hun havde sommerhus 30 km fra Holbæk, og der havde hun også sin bil.

Den oplysning kunne systemet ikke klare.

Kvinden fik at vide, at hun efter reglerne skulle sendes til sin hjemadresse.

Nu prøvede hun at forklare det tåbelige i en sådan beslutning, idet det var langt  dyrere at transportere hende til Langeland, og dernæst så skulle hun så retur efter sin bil. Men systemet har sine regler, og de kan ikke gradbøjes, og åbenbar slet ikke, når system er sat i gear.

Kvinden blev kørt til Langeland. Der fik hun et familiemedlem til at køre sig retur til Holbæk-kanten. Kvinden fik sin bil hjem  - og sat i garage. 

Men sådan et stift menneskeforagtende system må aldrig få ro. Det skal sparkes bagi så det ryger direkte ind i en garage.

Hvor garagen ligger er ligegyldigt - bare parkeringen bliver for altid.    

Hurra for Krasnik

Tak til journalist Martin Krasnik for en fantastisk samtale med den norske læge Mads Gilbert - og ligeledes for samtalen med den israelske viceambassadør et par aftenen forinden – begge i DR2’s ”Deadline”. Krasnik var kritisk, velinformeret, og vedvarende, men også sober, og konsekvent stærkt lyttende. I begge samtaler - om krigen mellem Hamas og  Israel – indtog Krasnik indsigtsfuld det modsatte synspunkt i forhold til gæsten, og det lykkedes Krasnik, at give mig, og forhåbentligt også andre, mere indsigt, en bedre forståelse, og vi fik igen understreget kendsgerningen, at det er  vigtigt, at enhver handling og begivenhed lige får et kig med en anden optik.    

Lad 1000 krasnikker blomstre.  

"Vi stiller igen om til VM"

Kan du huske VM i fodbold i Brasilien? Selvfølgelig - svarer du måske, men jeg spørger kun fordi, der er sket så meget siden. Der har været cykelløb i Frankrig, sommer i Danmark, hvaler er strandet, og katte er løbet væk - eller smidt i affaldscontainere. Og Hobro har haft debut i Superligaen.

Men for at vende tilbage til VM i Brasilien, så gik det jo som bekendt slet ikke – for værtslandet. Man var for tændt, eller var det medierne, som var overtændt? Man var gejlet op, og hvem mon havde ansvar for det.? Man kunne slet ikke finde sin sambarytme, men der var så mange andre fejltrin i den periode. Man hørte om  brasserne, der var i chok og lammelse. Eller var det DR og TV2’s kommentatorer, der var i chok?

Megen ordgejl, vrøvl, og overflødig analyse blev i hvert fald skovlet ud af skærmen til de seere, som ikke fik zappet væk i tide. Det er nu en gang sådan, at vi er mange, der holder  af fodbold, men nemt kan undvære indpakningen  Altså 3-4 forskellige eksperters meninger om, hvad der kunne være sket i kampen, hvis Peter Hansen ikke var blevet skadet, eller Bjarne Jensen ikke havde karantæne, eller Jens Nielsen ikke havde skudt på stolpen i det 9. minut, og Klaus Mortensen ikke havde brændt straffesparket i det 16 – er snak uden bid, men også til rødt kort, udvisning og karantæne.   

Nu er VM forbi. Det snavsede spillertøj er samlet sammen, og sluk-efter-bajeren har haft sin virkning. Vi er tilbage i  de danske omklædningsrum hos  Hobro og AaB. Vi har sagt farvel til Brasilien og brasserne, og land og befolkning, der som bekendt er i chok og lammelse.  Eller hvad?  Man så på Tv-skærmen under hele VM stort set kun glade publikummer. Hver  gang kameraet fokuserede ind på mennesker –  enkeltvis eller en gruppe – så livede alle gevaldigt op, smilede og råbte, vinkede med eller uden flag, og truttede i , hvad de nu havde indenfor rækkevidde at trutte i. Disse spontane smil og vink kom fra alle slags mennesker uanset om deres landshold var foran, eller bagud. Reaktionerne kom også fra de brasilianere, der var i ”chok og lammelse”. Også selv om de var bagud med 0-5 mod Tyskland, så blev dette bedrøvelige faktum tilsidesat, når de pludselig så sig selv på den store Tv-skærm. De var på. De oplevede de berømte 15 sekunders berømmelse - og gav intet indtryk af chok og lammelse.

Da Brasilien spillede bronzekampen mod Holland – og tabte igen – fandt kameraet en brasilianer med et skilt, hvorpå der stod ” The best host ever”. Kan man ikke blive verdensmester, så kan man vel få anerkendelse for et vellykket fodbold-VM! Et nik til skiltet er den redningskrans, der igen kan få brasserne til at danse samba. 

Når alt dette er ment og nedskrevet , så hører jeg til det voksende mindretal, der så absolut foretrækker billeder af sportspublikum, som ikke kan se sig selv, og derfor ikke ved at de er på Tv, og derfor heller ikke straks reagerer på de samme overrislede måder. Det giver langt bedre billeder og oplevelser, at se sportspublikum folde sig ud i eftertænksomme. smukke, ægte, æstetiske, sjove, og med eller uden malede ansigter - i stedet for det hujende,  larmende, kunstige. Men det er jo de moderne tider, hvor den enkelte altid skal ha lov til at præsentere sig selv, når nu de andre får lov. Se mig, se mig, se mig. X-faktor-generationen er ikke et kun et dansk fænomen.  

Men det er jo med det, som med så meget andet - det var meget bedre i gamle dage. Bortset selvfølgelig fra de få undtagelser, som det alligevel kræver alt for megen spalteplads og kostbar tid, at komme nærmere ind på.  

Nuanceresistensen

Under denne overskrift har Weekendavisens Søren Villemoes i dag et eftertænksomt  interview med den kloge Naser Khader, som stærkt og selvoplevet taler om den hadefulde og aggressive tendens, der præger dagens debatniveau – yderligere forstærket af krigen mellem Hamas og Israel. Nuanceresistensen er en trussel mod morgendagens demokratiske liv.

Læs artiklen før resistensen angriber dig. 

Den moralske grænse

Da de allierede i 1945 besluttede at bombe Berlin overtrådte de civiliserede samfund en moralsk grænse. Bombningen med dens frygtelige konsekvenser af død og ødelæggelser for civile – børn, kvinder, ældre – skabte inden bombningen voldsom intern debat i toppen af de militære og politiske kredse, såvel i USA som i England. Trods stor uenighed til det sidste valgte de endelige magt- og beslutningstagere, at overskride den moralske grænse, med den motivering, at det ville forhindre krigen mod Tyskland trak unødigt ud. Man ville knække forsvarsviljen. Knække den tyske lyst  til at fortsætte krigen. At de allierede var i krig mod et system, som ønskede at ofre sin befolkning i den totale krig, var en anden grænseoverskridende moralsk indstilling. 

Man har siden opgjort, at bombningen af Berlin krævede 3.000 civile ofre, og 120.000 hjemløse. Beslutningen om at bombe Berlin – at overskride den moralske grænse – gjorde det senere beviseligt langt nemmere for de allierede også at tage beslutninger om at civilbombe Dresden, Leipzig, Tokio, og den endelige nedkastning af atombomber over Japan.

Nu er det påkrævet, at der atter sker en nødvendig gentagelse af diskussionen om den slags moralske overskridende handlinger. Det presser sig voldsomt på i forbindelse med Israels bombning af Gaza-striben. Det er yderst sandsynlig, at Hamas foretager militære aktiviteter bag civile fordøre, og det er også sandsynlig, at denne organisation helt uantageligt bruger civilbefolkningen som skjold mod sin fjende. Men det ændrer ikke ved, at det moralske dilemma om bombningen er et israelsk ansvar og anliggende. Man kan ikke i et civiliseret samfund foretage vurderinger om, hvad der mest rentabelt, mest hensigtsmæssigt. I et demokratisk samfund er der etiske begreber, som ikke kan gradbøjes. Mulig involverende drab på civile må ikke være en bærbar omkostning, som man kynisk indregner.

Begge parter må kraftigt presses af det internationale samfund til at indstille krigen, og iværksætte nye forhandlinger, men det ændrer ikke på den agenda, at vi ensidig  bør forlange, at Israel standser bombningerne af mål, hvor civile bor, lever, og som på grund af de grænseoverskridende beslutninger, bærer de primære tab. 

Krige kan ikke kontrolleres – de løber løbsk efter deres egne blodige mønstre, men netop derfor bør man (gen)indføre en moralsk grænse for bombning af modparten - i respekt for de civile samfund.  

SCENER VI GERNE VIL SE

Hver uge får tabende fodboldspillere spørgsmålet fra rimeligt veluddannede mediefolk:

Hvordan kommer I videre herfra?

Dette er svaret jeg gerne vil høre:  - Det bliver helt umuligt. Allerede i pausen havde vores direktør hængt sig i omklædningsrummet. Træneren er nu forsvundet. To af spillerne har druknet sig under bruserne. Vi har kontaktet Regionen og bedt om krisehjælp til de overlevende, men jeg tror ikke vi kan rejse os. 

Ikke før vi får nogle mere opløftende spørgsmål.