Hurra for Krasnik

Tak til journalist Martin Krasnik for en fantastisk samtale med den norske læge Mads Gilbert - og ligeledes for samtalen med den israelske viceambassadør et par aftenen forinden – begge i DR2’s ”Deadline”. Krasnik var kritisk, velinformeret, og vedvarende, men også sober, og konsekvent stærkt lyttende. I begge samtaler - om krigen mellem Hamas og  Israel – indtog Krasnik indsigtsfuld det modsatte synspunkt i forhold til gæsten, og det lykkedes Krasnik, at give mig, og forhåbentligt også andre, mere indsigt, en bedre forståelse, og vi fik igen understreget kendsgerningen, at det er  vigtigt, at enhver handling og begivenhed lige får et kig med en anden optik.    

Lad 1000 krasnikker blomstre.  

"Vi stiller igen om til VM"

Kan du huske VM i fodbold i Brasilien? Selvfølgelig - svarer du måske, men jeg spørger kun fordi, der er sket så meget siden. Der har været cykelløb i Frankrig, sommer i Danmark, hvaler er strandet, og katte er løbet væk - eller smidt i affaldscontainere. Og Hobro har haft debut i Superligaen.

Men for at vende tilbage til VM i Brasilien, så gik det jo som bekendt slet ikke – for værtslandet. Man var for tændt, eller var det medierne, som var overtændt? Man var gejlet op, og hvem mon havde ansvar for det.? Man kunne slet ikke finde sin sambarytme, men der var så mange andre fejltrin i den periode. Man hørte om  brasserne, der var i chok og lammelse. Eller var det DR og TV2’s kommentatorer, der var i chok?

Megen ordgejl, vrøvl, og overflødig analyse blev i hvert fald skovlet ud af skærmen til de seere, som ikke fik zappet væk i tide. Det er nu en gang sådan, at vi er mange, der holder  af fodbold, men nemt kan undvære indpakningen  Altså 3-4 forskellige eksperters meninger om, hvad der kunne være sket i kampen, hvis Peter Hansen ikke var blevet skadet, eller Bjarne Jensen ikke havde karantæne, eller Jens Nielsen ikke havde skudt på stolpen i det 9. minut, og Klaus Mortensen ikke havde brændt straffesparket i det 16 – er snak uden bid, men også til rødt kort, udvisning og karantæne.   

Nu er VM forbi. Det snavsede spillertøj er samlet sammen, og sluk-efter-bajeren har haft sin virkning. Vi er tilbage i  de danske omklædningsrum hos  Hobro og AaB. Vi har sagt farvel til Brasilien og brasserne, og land og befolkning, der som bekendt er i chok og lammelse.  Eller hvad?  Man så på Tv-skærmen under hele VM stort set kun glade publikummer. Hver  gang kameraet fokuserede ind på mennesker –  enkeltvis eller en gruppe – så livede alle gevaldigt op, smilede og råbte, vinkede med eller uden flag, og truttede i , hvad de nu havde indenfor rækkevidde at trutte i. Disse spontane smil og vink kom fra alle slags mennesker uanset om deres landshold var foran, eller bagud. Reaktionerne kom også fra de brasilianere, der var i ”chok og lammelse”. Også selv om de var bagud med 0-5 mod Tyskland, så blev dette bedrøvelige faktum tilsidesat, når de pludselig så sig selv på den store Tv-skærm. De var på. De oplevede de berømte 15 sekunders berømmelse - og gav intet indtryk af chok og lammelse.

Da Brasilien spillede bronzekampen mod Holland – og tabte igen – fandt kameraet en brasilianer med et skilt, hvorpå der stod ” The best host ever”. Kan man ikke blive verdensmester, så kan man vel få anerkendelse for et vellykket fodbold-VM! Et nik til skiltet er den redningskrans, der igen kan få brasserne til at danse samba. 

Når alt dette er ment og nedskrevet , så hører jeg til det voksende mindretal, der så absolut foretrækker billeder af sportspublikum, som ikke kan se sig selv, og derfor ikke ved at de er på Tv, og derfor heller ikke straks reagerer på de samme overrislede måder. Det giver langt bedre billeder og oplevelser, at se sportspublikum folde sig ud i eftertænksomme. smukke, ægte, æstetiske, sjove, og med eller uden malede ansigter - i stedet for det hujende,  larmende, kunstige. Men det er jo de moderne tider, hvor den enkelte altid skal ha lov til at præsentere sig selv, når nu de andre får lov. Se mig, se mig, se mig. X-faktor-generationen er ikke et kun et dansk fænomen.  

Men det er jo med det, som med så meget andet - det var meget bedre i gamle dage. Bortset selvfølgelig fra de få undtagelser, som det alligevel kræver alt for megen spalteplads og kostbar tid, at komme nærmere ind på.  

Nuanceresistensen

Under denne overskrift har Weekendavisens Søren Villemoes i dag et eftertænksomt  interview med den kloge Naser Khader, som stærkt og selvoplevet taler om den hadefulde og aggressive tendens, der præger dagens debatniveau – yderligere forstærket af krigen mellem Hamas og Israel. Nuanceresistensen er en trussel mod morgendagens demokratiske liv.

Læs artiklen før resistensen angriber dig. 

Den moralske grænse

Da de allierede i 1945 besluttede at bombe Berlin overtrådte de civiliserede samfund en moralsk grænse. Bombningen med dens frygtelige konsekvenser af død og ødelæggelser for civile – børn, kvinder, ældre – skabte inden bombningen voldsom intern debat i toppen af de militære og politiske kredse, såvel i USA som i England. Trods stor uenighed til det sidste valgte de endelige magt- og beslutningstagere, at overskride den moralske grænse, med den motivering, at det ville forhindre krigen mod Tyskland trak unødigt ud. Man ville knække forsvarsviljen. Knække den tyske lyst  til at fortsætte krigen. At de allierede var i krig mod et system, som ønskede at ofre sin befolkning i den totale krig, var en anden grænseoverskridende moralsk indstilling. 

Man har siden opgjort, at bombningen af Berlin krævede 3.000 civile ofre, og 120.000 hjemløse. Beslutningen om at bombe Berlin – at overskride den moralske grænse – gjorde det senere beviseligt langt nemmere for de allierede også at tage beslutninger om at civilbombe Dresden, Leipzig, Tokio, og den endelige nedkastning af atombomber over Japan.

Nu er det påkrævet, at der atter sker en nødvendig gentagelse af diskussionen om den slags moralske overskridende handlinger. Det presser sig voldsomt på i forbindelse med Israels bombning af Gaza-striben. Det er yderst sandsynlig, at Hamas foretager militære aktiviteter bag civile fordøre, og det er også sandsynlig, at denne organisation helt uantageligt bruger civilbefolkningen som skjold mod sin fjende. Men det ændrer ikke ved, at det moralske dilemma om bombningen er et israelsk ansvar og anliggende. Man kan ikke i et civiliseret samfund foretage vurderinger om, hvad der mest rentabelt, mest hensigtsmæssigt. I et demokratisk samfund er der etiske begreber, som ikke kan gradbøjes. Mulig involverende drab på civile må ikke være en bærbar omkostning, som man kynisk indregner.

Begge parter må kraftigt presses af det internationale samfund til at indstille krigen, og iværksætte nye forhandlinger, men det ændrer ikke på den agenda, at vi ensidig  bør forlange, at Israel standser bombningerne af mål, hvor civile bor, lever, og som på grund af de grænseoverskridende beslutninger, bærer de primære tab. 

Krige kan ikke kontrolleres – de løber løbsk efter deres egne blodige mønstre, men netop derfor bør man (gen)indføre en moralsk grænse for bombning af modparten - i respekt for de civile samfund.  

SCENER VI GERNE VIL SE

Hver uge får tabende fodboldspillere spørgsmålet fra rimeligt veluddannede mediefolk:

Hvordan kommer I videre herfra?

Dette er svaret jeg gerne vil høre:  - Det bliver helt umuligt. Allerede i pausen havde vores direktør hængt sig i omklædningsrummet. Træneren er nu forsvundet. To af spillerne har druknet sig under bruserne. Vi har kontaktet Regionen og bedt om krisehjælp til de overlevende, men jeg tror ikke vi kan rejse os. 

Ikke før vi får nogle mere opløftende spørgsmål. 

Bom og grænser

Det kan godt være, at EU-valget indeholdt elementer af Helle-modstand, habit-forargelse, og en naturlig forunderlighed over intens rengøring af danske hotelværelser på grund af ministerrygning i utide, men hvis man hovedsagelig placerer sine analyser på de forklaringer, så er man en dårlig tolker af danskernes politiske retning.

Valget var først og fremmest danskernes ja tak til nye grænser. Grænser, som sætter bom for direkte adgang til børnepenge, og ja tak til grænser, hvor der kan dukke en toldbil op, og venligst lige spørge om førerbevis, papirer, og med ret til at kigge i hvert fald bilen bagi, for at tjekke om der sku’ være skjult 8-10 udviste kriminelle - under bagsædet – alene, eller sammen med stoffer af anden slags, end dem man bruger til gardiner.

Danskerne er blevet trætte af EU-politisk korrekthed, hvor man ikke må ytre ønsker om forandringer, eller må snakke om stopklodser overfor urimeligheder. Altså – det nu største EU-politiske parti i Danmark er over en meget lang periode blevet grovmobbet, fordi de har ønsket toldbetjente, der foretager stikprøver ved grænsen mod syd for at prøve at sætte en stopper for ugræs over hegnet. Men også for at lave et benspænd for den udbredte antagelse, at til Danmark kan man altid køre, fordi der står befolkningen blot og vinker virkelighedsfjern til en. Nu vender mobningen som en boomerang, hvis hele vægt rammer de politisk korrekte partier, så de bagerste mandater øjner - og nogle mærker - spærregrænsen. 

Ønsker om toldkontrol med stikprøvebeføjelser er jo ren forebyggelse, og følger faktisk smukt et pædagogisk mønster, som altid tidligere har præget det danske samfund, og dansk tænkemåde. Kontrol ved grænsen er sammenlignelig med skolegårdvagten, der vandrer rundt – i dag uden pibe - som et værn mod frikvartersbøller, og mobning.  Dansk Folkepartis ønske om grænsetjekkende toldbiler er sammenlignelig med livredderen, der holder øje med de badende, og parkeringsvagten, der holder øje med bilerne. Ligeledes er ideen også meget sammenlignelig med den lokale betjent, der netop ved sin enkle tilstedeværelse sikrer en vis ro og orden.  Især for de mennesker, som har betalt skatten, så vi kan ha en ordensmagt, der går rundt og sikrer tryghed i nærmiljøet. Men på den anden side, så er virkeligheden, at den vandrende forebyggende betjent jo efterhånden er et syn, der tilhører en anden tid, som den beskyttende grænsekontrol - og som gårdvagten med pibe.  Men noget af det, som hører en svunden tid til, kan jo forlanges tilbage.

I hvert fald meddeler en større og større del af befolkningen, at nok bukken, skraben, og retten ind er nok.

De vil ha’ grænserne tilbage. 

Grundtvig og fløjtetønden

Hvis man tror Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er en stor samling støv, så er det forbi man ikke kender ham. Præst, forfatter, og salmedigter Grundtvig var en af 1800-tallets største stand-up-personer – fyldt med nytænkning, meninger og substans. En mand, der elskede livet, ønskede frihed for folket, og højskoler til bønder og borgere. Som mente mennesker skal oplives før de oplyses, og altid behandles på lige fod. Som sagde nej til et mainstream-abekatteliv, hvor mennesker opfører sig ens, styret og manipuleret.  Grundtvig var en mand, som levede med sin tro, og ville dele glansen fra det guddommelige med alle. Fordi mennesket er et meningssøgende væsen, som skal lytte med munden fri - og hånden bundet..   

Ord fra ham er vigtige – også på en 1.maj. Især når det handler om majtalere, der måske afbrydes af fløjtekor – enten denne fløjtning sker tæt på, eller på såkaldt demokratisk afstand. Tonedøve er de sikkert disse engangsfløjter. Deres pift bliver næppe så latter- og fløjtehumoristiske – hvilket set i en dansk optik ellers altid er en formidlende omstændighed - som da Bodil Udsen gav den som  fløjtetønden Viktoria. Men det er der i øvrigt ingen unge mennesker, som kan huske- for hendes fløjtegennembrudsnummer skete i Helsingør-Revyen i 1956. En kan også kun huske det, fordi jeg kan ”Ringe til en You Tube-ven”.     

For nylig modtog elever fra Hørby Efterskole ved Sæby masser af pift og fløjten, som en del af et begejstret bifald, da de havde leveret årets musical. Det med at levere et styk årlig ofte historisk drama har man gjort i mange år i Hørby – i år med forestillingen ”Grundtvig”. Gennem musicalen dykkede man ned i centrale perioder af Grundtvigs liv, og de unge – hvis kendskab på forhånd til Nikolaj Frederik Severin stort set begrænsede sig til netop en samling støv - fandt ud af, at Grundtvig var en meget karismatisk person, der siden starten af 1800-tallet stillede kritiske spørgsmål til sig selv, og sin samtid. Grundtvig har haft stor betydning for danskernes forståelse af demokrati, kristendom, skole, og for vores kulturelle selvforståelse - ikke mindst gennem sin enorme salmedigtning. I Hørby havde man ved scenen bygget en mur af i alt 1500 bøger, som illustration af Grundtvigs salmeproduktion – på netop 1500 salmer. Et antal ikke engang Keld Heick kan matche.

Grundtvigs tanker har også beriget og inspireret mennesker uden for Danmark. Han hører sammen med Søren Kirkegaard og H.C. Andersen til 1800-tallets tænkere og forfattere, som Danmark internationalt er mest kendt for. Gennem musicalen formidlede Hørby-eleverne smukt Grundtvigs enorme drivkraft, produktivitet, tanker og ideer. Siden har efterskolen været en tur i København, og eleverne besøgt de steder, hvor Grundtvigs færdedes.

Hørby har nu en gruppe unge Grundtvig-fan, som kender mandens værd og synspunkter. De vil næppe melde sig til noget fløjtekor, fordi de ved nu, at med ytringsretten følger lyttepligten. Når vi har to ører og kun en mund, så har det jo noget at gøre med, at vi faktisk skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Jeg ved udmærket, at mange kender personer, der fungerer modsat, og her skal ikke nævnes navne. Men når fløjtelystne mennesker svarer, at der også blev larmet mod Nyrup, råbt øv efter Fogh, og vendt ryggen til Løkke, så tog disse handlinger trods alt ikke tale- og ytringsretten fra statsministrene. Når fløjtelystne mennesker påstår, at de ved et fløjt ikke kan spolere en statsministers ytringsfrihed, fordi hun kan bruge sin ret på andre tidspunkter i alle slags medier, hvor de fløjteivrige normalt sjælden eller aldrig har ytringsadgang, så glemmer de, hvad der er et af   demokratiets fornemmeste kendetegn - den sproglige ytringsfrihed. De fløjtelystne forhindrer sproget i at komme til orde. Forhindrer man sproget i at blive brugt, så ender talen og samtalen i råb, larm, grynt. Så mister vi - med Grundtvigs ord - evnen til at bruge sproget. Vi bliver sprogløse.

Som dyr. Der bliver kun brølet tilbage.

Eller fløjtet.

 

.

.