Et mediedøgn for en minister

Der var engang, hvor man kunne ringe til Statsministeriet, og der blev svaret: -” Det er Anker”.

Dengang var der ingen filtrering, rådgivere, bodyguards, sluser eller sikkerhedsvagter, som tog imod. Virkeligheden var, at der eksisterede næsten uhindret adgang til landet statsminister. 

Tidens debat om nutidens forhindringer for at nå frem til politikerne, og deres sande meninger, fordi nymodens tant og fjas, som spindoktorer, pressemedarbejdere, talerepræsentanter og mediekonsulenter, bølger frem og tilbage med passende mellemrum.

Vi har alle en fuldgyldig mening om alle disse repræsentanter for magt og vælde, der drejer, fortolker, udlægger, og altså holder os væk fra de personer, som vi har valgt til at mene noget, sige noget, og gøre noget.

Kan man ikke bare gå tilbage til Ankers dage, og fyre hele banden, og så bede Ankers efterfølgere stille sig op og frem, og snakke direkte til og med os. Uden alle disse gustne overlæg, og kommunikationsplaner. Uden at veje effekten, hvis man gør sådan frem for sådan. Uden at man kan høre, at hver mening, der kommer ud af munden, er vejet og målt i henhold til et givent resultat. 

Men hold op, hvor vi som brugere af politikerne, og medier, indgår i den symbiose, der skaber alt det halløj. En diskuteret ting er selvfølgelig, at det jo er helt rimeligt en minister har mediefolk tæt på sig for bistå med alle de sager og love, som en minister skal vide noget om. Ministeren skal ha’ en snakkemakker om strategi og planlægning.  

Noget andet er ministerens konstante stillen sig til rådighed for medierne, som på den anden side forlanges af en nyhedshungrende befolkning. Politikerne skal være klar til at blive ringet op, stille op, møde frem, på stort ser alle tidspunkter af døgnet – især fra morgenradioavisen kl. 06.00 til

”Deadline” kl. 22.30.  

Hvor voldsomt mediepresset er på en minister blev tydeligt ridset op i en af gratisaviserne, som for nylig havde fulgt udenrigsminister Villy Søvndahl (VS) i et døgn. Selvfølgelig de 24 timer, hvor betalingsringen blev kørt endelig i garage.

Dagen, hvor bilringen blev til skrot, mødte VS tidlig om morgenen hos TV2 Nyhederne. På sin vej derud blev han telefoninterviewet af Ritzau, og af et fjernsynshold, da han stod ud af bilen. . Aftenen før var i øvrigt sluttet med besøg hos DRs Olav Jersild, og på vej hjem i ministerbilen blev han interviewet  både til DRs Nyhedsflade og TV2’s Qvortrup. Men altså efter morgenmødet med nyhederne skulle VS til TV2 News, og videre til TV-Byen. På vejen var der interview med bureauet Newspaq. Hos DR var det så først P3 studiet, og derefter i en direkte radioavis kl. 9.

Derefter nye og flere kommentarer til TV2 News, og senere - efter et hastigt politisk møde om Syrien – var det så den nye kanal Radio24syv. Da VS ankommer til Christiansborg kl. 11.30 står der en rand af journalister fra diverse medier. Han skal tale med dem alle. Frokost kl. 12.00. Bad og frisk skjorte kl. 14 – efter en snak med P1 kl. 13.00.

Om eftermiddagen møde med Jyllands-Posten, så Tv-avisen og endelig DR’s ”Aftenshowet”. Så til lufthavnen kl. 21 – et politisk møde venter i London.

Det er mere end vildt.

Politik skal kommunikeres, og dets folkevalgte skal kontrolleres – og om nødvendigt  kritiseres.

Man må sige, det virker både forståeligt og nødvendigt, at ministre har bydrenge og pressehjælpere.

For at få vejret.

For at overleve.

Måske også for at få bare lidt tid til at lave det politikere er valgt til – politik.

Alt om ingenting - og mere senere

Du kender dem godt.

Ugens salgslister over hvad som helst. CD, dvd-film, og bøger.

Mest sete, mest læste, mest solgte.

Vi vader i den slags ret ligegyldige opgørelser. Den eneste glæde du kan ha’ af den slags, er  konstateringen af, at du ikke er alene, som Sebastian sang for snart en generation siden. At der er andre end dig, som har set den samme film, købt den samme bog, og spist ovnstegt kylling.

Lige det fællesgrundlag er i grunden ikke så tosset, når vi nu har så få fællesreferencer. 

Det var ikke som dengang i DR monopolets dage, hvor man på arbejdspladsen mandag morgen  kunne snakke om den fællesoplevelse alle havde haft ved at kigge et bestemt Tv-program lørdag aften. I dag har folk i løbet af weekenden set 89 forskellige kanaler. Plus lidt serbokroatisk, arabisk, græsk og tyrkisk. Det er ret umuligt, at finde nogle fælles ting at snakke om – udover vejr og fodbold.  Ikke engang bogsalgslisterne kan vi fællessnakke om, fordi man kan komme op og diskutere, hvem der husker rigtigt. Fordi aviserne har forskellige boglister afhængig af, hvilke boghandlerkæde avisen hælder sine lister op af. Foran mig ligger f.eks. en avis, som baserer sine lister på salget af bøger hos Bog&Ide-boghandlerne.

Med på listerne er sjovt nok fire bøger, som faktisk hedder det samme, selv om det er fire biografier om hver deres person. Den ene hedder ”Alt om Mikkel Hansen”. For dem der ikke lige har den lystavle helt opdateret, så er han håndboldspiller. Den anden biografi hedder ” Alt om Messi”. Han er verdens bedste fodboldspiller. Den tredje hedder ”Alt om Ronaldi”: Han er verdens anden

bedste fodboldspiller, og den fjerde hedder ”Alt om Rasmus Seebach”. Sangeren og sønnen af ham der, du ved. 

Jeg vil hverken købe, låne eller læse nogle af de fire. Ikke fordi jeg ikke tror, at de fire personer, ikke kan deres kram, og fortælle gode historier om liv og opvækst, men jeg vil ikke spille tid på en bog, som påstår den har alt. Det kan ikke lade sig gøre. Når man vælger en så tåbelig titel til en bog, så er det tegn på, at noget skal sælges via en metode, der skal skjule, at man intet væsentligt får at vide.

Den, som påstår han ved alt, ved ingenting.

Den, som påstår han har alt med, har intet med.

Her får man kun klicheer og floskler, tabeller med vundne og tabte kampe, hitlisteplaceringer, og oversigt over mål, der ikke blev lavet, og sange, der ikke blev skrevet, og dermed heller ikke sunget.

Sådan nogle bøger har kun sider med oplæg til kvalme og opkast, og søvnløse nætter af bar ærgrelser over de penge, man har smidt ud til ingenting.

Det er meget ligesom, når nyhedsudsendelserne i TV konstant siger, at man skal blive hængende ved denne kanal, for der kommer meget mere senere - om det emne man lige har forladt. Det er noget frygteligt vrøvl. Hvis man havde mere interessant at fortælle, så havde man nok gjort det.

Efter den slags studieværtsmeldinger er der kun en ting at gøre. Sluk - eller skift kanal.

Måske finde avisen, eller en bog -  som hedder noget andet end alt.

Eller også gå i seng.

Så er der mulighed for at være lidt ovenpå, inden en ny mediedag truer. 

Mit møde med mafiaen

Udtrykket ”russerne kommer” er nok det begreb fra det forrige århundrede, som har sat mest fut i folk, og kostet flest penge, tårer, sved og frygt. Siden 1917, hvor Lenin og hans bolsjevikker tog magten i det gamle zarrige, har befolkninger vest for den russiske grænse, frygtet russernes ankomst. Under 2. verdenskrig rykkede russerne ind i Tyskland, og efter krigen – første gang i 1948 - ind i Tjekkoslovakiet. Den indrykning skabte fornyet opdateret frygt for russernes kommen, og vesten fik NATO. I 50’erne fik den kolde krig os til at grave beskyttelsesrum i haven, og overnatningsrum i kælderen. Og sån’ blev det ved indtil murens fald i 1989. Derefter var det slut med russernes kommen for en periode. 

Men efterhånden som de nyrige russere kom til magt, gas og kontanter, kom de igen. Nu uden tanks og håndgranater, men som turister med penge og guldkæder. Russerne har taget over i mange engelske fodboldklubber, indkøbt sommerhuse langs de europæiske kyster, og lejlighedskomplekser på de græske øer. Man siger nok, at russernes økonomiske 5-års-planer tabte til kapitalismen, men jeg skal da ellers love for, at det er de kommet over.  

I løbet af de seneste to tiår, er store dele af verden udenfor det russiske område, blevet godt overrendt af de nyrige russiske turister. Og sine steder også af repræsentanter fra den russiske mafia. De to grupper kan måske godt være sammenfaldende, men det er vigtigt i henhold til injurielovgivningen, at fastslå det slet ikke altid er tilfældet. Det skal især nævnes, fordi jeg er sikker på, at ha’ mødt begge grupper på en nylig ferie i Egypten.

Pludselig kom de – de nyrige. De første feriedage havde der været lidt halvtomt, og aldeles fredsommeligt, men det var bussernes kolossale aflæsning af kufferter, og skiltet i baren, der sendte signaler om russernes kommen. Tjeneren forklarede mig, at skiltets tekst betød, at man kunne måtte få to glas af en salgs ad gangen. Det var for at forhindre, at russerne bestilte 40 glas øl fra deres værelse, og en halv time efter 40 til. De måtte gerne drikke al det øl og vin de havde lyst til, men hotellet ville ikke ha’ det roderi med 200 snavsede glas på værelset. De slæbte også mad op på hotelværelserne, så det var noget værre griseri de efterlod. Flere hoteller ved Det røde Hav har derfor frabedt sig russiske gæster. Det er jo noget af en barsk beslutning, når turiststrømmen er vigende, og fremmed valuta er yderst tiltrængt. 

Men stop nu lige – danske turister er jo heller ikke lige velset alle steder. I flere storbyer – som Rom, Prag, og Madrid - ser de hellere vores bag end vores profil. Nuvel er det nok vore gymnasieelever, og ikke deres bedsteforældre, talen falder om, så vi skal måske i samme åndedrag resumere, at den russiske bagages ejermænd blot var yderst sulten, og tilsvarende tørstige. Og det er så det.

Mit helt personlige møde med den russiske mafia kom en formiddag, hvor jeg af en hotellets aktivitetsansatte blev spurgt, om jeg ville være med til at spille en omgang petanque. Det var lige mig, og jeg varmede op med lidt fingerøvelser. Jeg fik at vide, at mine modstandere ville blive Peter og Anna. Det lød herligt fremkommeligt, og ikke mindst overkommeligt.

Peter og Anne viste sig at være to halvstore børn. De talte hverken dansk eller engelsk, men vi skulle jo også bare smide med kugler efter en lille gris. Dog tårnede katastrofen sig op i horisonten.

Bag de to børn kom deres far. Meget lig faren til Caroline Wozniacki skulle han heller ikke deltage, men mere stå i skyggen, – iagttage, notere, holde øje, og om nødvendigt telefonere.

Han lignede til sidste kilo en russisk mafialeder. Kæmpestor, og med tyrenakke, hvorom den flød en guldkæde af voldsom størrelse. Han var kronraget, og fedtbæltet omkring maven havde en pæn status.  De muskelløse arme rendte ud i fingre fyldt med fingerringe. Et splitsekund synes jeg han kunne minde om Thorvald Thomsen fra Brønderslev. Dog manglede der de fire tatoverende. – og knægten hed jo heller ikke Karl-Ejner.

Mit møde med den turistede udgave af den russiske mafia fik et katastrofalt forløb for mit kuglespil. Lamslået - og angst for følgerne ved at vinde turneringen - smed jeg kuglerne til højre og venstre - langt væk fra den lille røde gris. De russiske børn var begejstret for deres overraskende sejr, og faren var stolt. Han øjekast sagde mig, at jeg blev noteret, som en mand, der havde fået et visuelt tilbud, som jeg fornuftigt nok ikke kunne sige nej til.

Næste år overvejer jeg, at holde ferie ved Aså strand. Der kommer russerne ikke – endnu.

At klappe med to hænder

Barndommens sang om ”alle de som klappe kan - de er født i klappeland”, fik ny betydning, da jeg i januar ferielandede på et andet kontinent, og flypassagererne - efter fem timers flyvning, og en vellykket landing i det fremmede - klappede. Denne spontane reaktion, som er udtryk for en glæde over at være landet godt, og ferien kan begynde, har jeg hørt før, men min medrejsende ven påstod, at det havde han dog aldrig nogensinde hørt. Det medførte en god diskussion om klap og klapsalver. Vennen er med på, at vise glæde og begejstring ved at klappe til en koncert, eller en cirkusforestilling, men fordi et fly lander, eller der klappes, når solen går ned, som man gør ved Solnedgangspladsen i Gl. Skagen, synes han er patetisk. Modsat synes jeg ikke det gør noget, at man viser en følelsesladet handling, hvis den er ægte. At flyve indebærer dog en vis spænding. Nogle klarer det med en lille en før rejsen, andre med to skarpe under rejsen, og så er der en stor gruppe, som konstant flyver med nerverne uden på ferietøjet, og derfor ikke kan få en bid ned. At lande uden men på kroppen, uden røg i kabinen, og uden terrorister på sædet foran, er dog en rar ting, som fortjener forløsende klappende hænder. 

I øvrigt er bifald, opbakning, og anerkendelse altid af det gode. Før det blev tilladt at klappe i en kirke, synes jeg faktisk altid det var kunstigt, og ødelæggende for totaloplevelsen, at man ikke måtte give udtryk for sin umiddelbare begejstring. 

At være god til at styre sin glæde, er faktisk det modsatte af at være patetisk – nemlig at være blasert. Når man mangler – eller kvæler – evnen til at blive revet med, fordi man har oplevet det der sker så mange gange, eller i hvert fald har oplevet noget, der var enten sjovere, smagte bedre, eller blev bedre udført, så kan man risikere, at blive opfattet som en underlig blasert stodderfigur. 

En anden god ven har fortalt, at han har besøgt Grønland så mange gange, at han får dårlig samvittighed, når flyet lander, fordi alle kigger ud af flyets vinduer for at nyde det betagende landskab, mens han sidder – i sin blaserthed - og læser avis. 

Måske skal vi som folk overveje, at klappe noget mere. Her tænker jeg ikke på den plagsomme lettere hysteriske, stressende klapning, som foregår i mange Tv-underholdningsprogrammer, hvor der bliver klappet i en uendelighed, så der ingen tid er til noget begavet. X-faktor er et godt eksempel. Men hvis vi kan putte lidt impulsiv varme ind i vores smagsdommerkultur er det ik’ så ringe. Jeg husker engang jeg overværede en opera i Madrid, og første gang de optrædende viste sig, rejste de spanske tilskuere sig, råbte begejstret, og smed roser op på scenen. Det var i hvert fald en anelse patetisk. Alligevel følte vi siddende danskere os en smule udenfor, så da det hele var overstået, stod vi kolde danskere, og råbte sammen med spanierne. Jeg har også engang været til en filmpremiere, hvor man klappede under rulleteksterne. Spontan anerkendelse giver en god varme.  Hvis vi kan klappe af flykaptajnen, så kan vi vel også klappe af buschaufføren, når vi helskindet ankommer til Aalborg, eller klappe af togføreren, når vi sunde og veltilpasse ruller ind på Københavns Hovedbanegård. Eller også er det lige lidt for meget.

Man skal vel klappe, hvis man ikke kan la’ være. Det er fint at klappe, og det er demokratisk godkendt, hvis man hellere vil holde hænderne i ro. Eller også man kan - som Jens Okking engang gjorde i filmen af samme navn – klappe med en hånd.  

Det giver mange muligheder, at være født i klappeland.

Tillid - journalister og mæglere

Når der offentliggøres troværdighedslister over, hvilke erhvervsgrupper danskerne har tillid til – eller det modsatte -  så er der bestemte faggrupper, som altid ligger og roder i bunden.

Ejendomsmæglere og journalister.

Hvem der rangerer lavest er ikke altid tydeligt, men at begge roder under græshøjde, er vel meget forståeligt.  Vi har jo at gøre med faggrupper, som for enhver pris vil sælge en vare. Når der skrives for enhver pris, så er vi jo ovre i den værktøjsafdeling, hvor sandheden godt kan forekomme underordnet, når man vælger salgsmetoden.

Nu er der kommet en portrætbog af en håndværker, der roder omkring bundlinien – nemlig ejendomsmægler Jan Fog. Han er hos den store offentlighed kendt for en række TV2-programmer, og for især at beskæftige sig med ejendomssalg af en vis volumen - såkaldte liebhaverejendomme. Det er sådan nogle, hvor alene havens fuglebad er vurderet tæt på en million - på grund af beliggenheden med udsigt udover Øresund. Hvilket jo også kommer gæstende trækfugle til gavn og glæde. 

I bogen fortæller mægleren om sit fag, og afslører flere finesser, som man skal tage bestik af, før man prøver at sælge et hus. Han beskriver således , hvordan han  prøver at lære togtider udenad, hvis et hus har den ulempe, at være placeret tæt ved banegården. Eller har togskinner rendende i baghaven.

Når man som ejendomsmægler har tjek på køreplanen, så kan man vise interesserede rundt i hus og have, uden at blive forstyrret af IC3-tog, der kommer larmende. Og hvis eventuelle købere ængsteligt spørger, om man kan høre togstøj fra banen, som de ved ligger tæt på, så kan den velforberedte mægler jo - med sandhedsklare øjne - meddele, at det overhovedet ikke er noget problem. Som køberen sikkert har bemærket, så har der da heller ikke overhovedet været noget ubehageligt larm fra hverken regionale bumletog eller Intercitytog, i al den tid man sammen har vandret rundt i huset. Se blot på fuglene, hvordan de ustressede, og fløjtende, hygger sig ved badet. 

Den gode togfører Fog har foretager timet, veltilrettelagt og spekulativt salgsarbejde. Hvad kan det ikke ende med? Det er herefter sandsynligt, at han selvfølgelig også tjekker vejrudsigten, så man ikke viser et hus frem i regnvejr. Måske der også sørges for et specielt pizza- og colaarrangement i den lokale ungdomsklub, så alle vejens knallerter står helt stille, mens man viser købere rundt. 

En sådan minutiøs planlægning koster selvfølgelig, men med de pæne honorarer, som i hvert fald ejendomsmæglere af Fogs kaliber har, så er det ikke noget at snakke om. Så det dropper vi.       

Eneste minus er nok, at alle disse salgstiltag næppe fremmer borgernes troværdighed til ejendomsmæglerne. De roder stadig rundt nede i soppehøjde.

Sammen med journalisterne.

Livet for et visakort

Kaptajn Kurt Carlsen. Ham kan man kun huske, hvis man er 60 +.

Men til alle unges orientering, så er Carlsen i historiebøgerne noteret som en ægte helt. Berømmelsen skete, da hans skib ”Flying Enterprise” forliste for 60 år siden – den 10. januar i 1952. Kaptajnen nægtede at forlade skibet før det enten sank, eller blev bugseret i land. Først til allersidst - som sidste mand - forlod han sit skib, mens det var på vej ned i de mørke bølger. Siden har man spekuleret meget over, hvad der fik den danske kaptajn til at blive så længe på skibet, som hældte 80 procent, før han lod sig redde. En af forklaringen kan være, at det amerikansk ejede fragtskib medbragte zirconium – et metal som benyttes i atomreaktorer. Andre teorier taler om, at skibet indeholdt militærhemmeligheder. Carlsens opgave var, at beskytte lasten, så ingen kom i nærheden.  Eller også var Kurt Carlsen bare sådan en helt, som alle raske drenge drømmer om at være. En Indiana Jones før tid. I hvert fald blev Carlsen fejret som en sådan, og hyldet overalt – især i New York, hvor konfetti strømmede ned fra himlen. Kaptajn Carlsen døde helt fredeligt i 1989, og hans aske blev strøget ud, hvor hans berømte skib gik ned i 1952.  

Den samme heltedyrkelse bliver ikke Schettino til dels. Han var kaptajn – men det bliver’ han ikke igen - for krydstogtsskibet ”Costa Concordia”, som for nylig væltede rundt på kun 10 meter vand – alt for tæt ved den italienske ø Giglio’s kyststrækning. Men det har kaptajnen prøvet at forklare sig ud af ved at snakke om gamle kort, hvor der manglede markering af klippestørrelser, ubåde, søstjerner og den slags. Derimod er det næsten værre, at kaptajnen forlod skibet, mens der endnu var en del passagerer ombord.  Man ser for sig en piratlignende bevæbnet kaptajn kæmpe sig igennem paniske turister, væltende barnevogne, grædende børn, gravide, og ældre med stok, for at kaste sig ud i den eneste ledige redningsbåd.

Der bliver ingen konfetti til den herre.

Luksusskibet havde 3200 passagerer og ca.1200 besætningsmedlemmer, og de seneste tal fortæller at 5 er døde, og et større antal savnes. Disse tal er forståeligt og lykkeligvis små sammenholdt med den enorme menneskemængde, der var om bord. Det er også utroligt, når man tænker på, hvor mange dæk, hvor mange kahytter, og kilometerlange gange, som de fleste passager har skullet kæmpet sig igennem, for at komme frem til en redningsbåd, som ikke har været fyldt. Det er ligesom i sådan en situation, at man erkender den kendte sætning om, at ” holde gangene fri for bagage”, giver ret så god mening.  

Ifølge medierne var der enkelte danskere ombord, og de blev alle reddet. Dog slap de ikke helskindet fra mødet med medierne. Overskrifterne var - ” Vi har mistet alt”. Danskerne tænkte her på tøj, papirer og kreditkort.

Nu er alt et stort ord, især fordi man har livet i behold. Det lykkedes som sagt ikke for alle passagerne.  Men der er jo nogle mennesker, som når de mister deres kreditkort, føler at livet er ovre. Det kan godt være de taler i en choktilstand, men så meget bør alle vide, at hvis der er det mindste liv i os, så skal banken - eller den lokale sparekasse - nok igen få liv i kreditkortene.

Især hvis vi skylder noget.  

Skylder vi rigtigt meget, kan det ligefrem være, man bliver modtaget med konfetti.

.

Tisseri hos DSB

Torsdag havde gratisavisen ”MetroXpress” en forside om ”Tisset der flyder på Københavns Hovedbanegård”.  Årsagen til denne væskefyldte historie er, at man har afskaffet de gamle toiletter og deres  ” tissekoner ”, og erstattet dem med meget moderne opsynsfrie  toiletter. Så moderne er de indrettet, at det koster en femmer at besøge dem.  Det får en del kriseramte tissetrængende kunder til at lade vandet rundt omkring på aldeles ikke indrettede steder på Hovedbanegårdens areal i stedet for på de dertil moderne indrettede toiletter. Det er jo noget griseri, som er set andre steder – jeg nævner i tilfældig rækkefølge Roskilde Festival og Hjallerup Marked. Men at lade vandet et tilfældigt sted, som det første man gør, når man det ankommer til landets hovedstad, er dog en anelse uartigt. Men hører man til dem, der kommer ind med 4-toget fra Nordjylland af og til, så er det næsten mere uartigt at forlange en femmer, for at man kan få lov til at lade det vand, som IC-3-toget alt for tit forhindrer den rejsende i at lade. Så den femmerforargelsen deler jeg med gratisavisen.  På den anden side, hvis man bare kunne komme på toilettet, når man kører med DSB, så vil jeg som godt ofre en femmer – en tier ku’ også komme på tale, hvis der både var sæbe og toiletpapir!

Denne anarkiske opbakning til ”krig mod DSB” har afsæt i min seneste tur til hovedstaden, og det er ikke sådan en H.C. Andersen-historie, der starter med ordene ”der var engang”. Oplevelsen er kun en uge gammel, og det er ikke første gang, den slags oplevelser kan skrives på ens mindeliste. Som faktisk flittig DSB-gæst står jeg på i Aalborg, og denne gang er den første af de to toiletter allerede her blokeret med et  ”Adgang-forbudt” - skilt. Toilettet er overfyldt og ubrugeligt.

Ved Århus er det så helt galt, da toilet nummer to nægter at være mere med på rejsen.  Den stressede - men venlige budbringer, en ældre togbetjent med fuldskæg og et utroligt træt udtryk i ansigtet - prøver at få gang i lortet. Det er mandens eget udtryk. Jeg ser ham sende ekstra vandsprøjt op i toilettet. Han har nemlig en nøgle, som giver adgang til et skjult panel under rummets spejl, og det kan give ekstra sprøjt for ligesom at skabe gennemtræk.  Samtidig med at han drejer på sin nøgle, har han sin højre fod på toiletsædet, fordi som han siger, så kan man risikere, at skidtet kommer den gale vej.

Sjældent har jeg været så glad for en statsansat gummifod størrelse 46.

Fod- og nøgleøvelsen gav dog intet brugbart resultat. Men endelig når vi Fredericia. Når jeg siger vi, så referer jeg til de mange forældre, der har vandret op og end af IC-3-togets mellemgange med tissetrængende børn. I Fredericia kommer så redningen. Et ekstra togsæt bliver koblet på, og den skæggede ansat i sko nr. 46 meddeler glad, at begge toiletter i det nye togsæt fungerer. Jeg kan fornemme på hans stemmeføring, at han ikke regner med at det holder hele vejen.

Det gør det heldigvis. Og jeg sparer femmeren på Hovedbanegården. Men jeg havde heller ikke en femmer. Jeg har ondt af alle de DSB-kunder, som kommer til hovedstaden uden den skide femmer.  

Vi vil ha’ ordnede toiletforhold i togene. Hvis der skal aflyses nogle tog mellem Nordjylland og København, for at man kan få nå at få dem rengjorte og klar, så gør det. Der bliver måske lidt trængsel ved de afgange, som kommer af sted, men hvis vi – som Dirch Passer sagde i ”Tømmerflåden” - ” stuver os lidt sammen”, - så går det nok.

Og genansæt så de der tissekoner, og lad folk betale, hvis de har mønter på lommen.

Ellers kræver vi fri tisseri.

.