Konger uden tøj

Det går rigtig godt i Dronningeriget. Alle dem der bor i udkantsdanmark skal prøve at overleve ved at kalde sig noget andet - vanddanmark, blomsterdanmark, regionen med flest harekillinger, færrest ulve, eller momsfrit nærområde. Det sidste kan sikkert gi’ nogle tilflyttere – øst fra.  Engang var vi et land, som var befolket med alfer og feer, trolde og dværge, konger og prinsesser. I dag har vi blot en dronning. Og en enkelt prinsgemal. Af 3. grad.

Men ser vi på gruppen af konger, uden blåt blot rullende i de indre årer, så findes de i stort tal, og i forskellige størrelser og udgaver. Mange af den slags konger sidder på kontorer og bestemmer over en frygtelig masse mennesker. Deres stole og arkivskabe står i ministerier, regioner, kommuner, hos tilsynsforordninger, hos moms og skat. Alle kongerne har en stol, et bord, en computer, en printer, og en kaffemaskine, og så sidder de og fortolker og udarbejder regulativer, love og forordninger – og kørselsgodtgørelsesbilag.  

De fleste konger farer nemlig tit rundt på virksomheder, dag- og døgninstitutioner, plejehjem og skoler, med mapper så store som sagsmapper under armen - og uddeler tidsskemaer, stopure, og endnu flere regulativer. De sætter love og regler på opslagstavler og forruder, mens de i samme håndbevægelse klister domsafsigelser og bødeforlæg i panden på forsvarsløse mennesker, der blot prøver at passe deres arbejde.

Arbejdstilsynet kan være sådan en konge.

For nylig besøgte repræsentanter fra dette tilsynskongerige et nordjysk bilværksted. En såkaldt gennemgribende gennemgang af arbejdsforhold og stillinger m.m. fik tilsynet til a t slå ned på noget tungt, som værkstedet skulle løfte op i en vis højde for at kunne bruge. Man spurgte derfor med slesk stemme og vagtsomme øjne, på hvilken måde man fik løftet den nævnte ting. Svaret var den enkle, at der lige var to mand der tog ved - og vupti, så var den løftet op på bordet, og klar til brug. Men det går ikke ifølge Arbejdstilsynet. Den stærkt chokerede tilsynskonsulent slog derfor ned på, at værkstedet manglede en løftekran, og sådan en skulle værkstedet anskaffe – snarest. Samtidig burde værkstedspersonalet på løftekursus. Så kan de lære det - kan de.  

Nu viste det sig uheldigvis, at påtænkte løftekran var udsolgt. Kongens konsulent havde åbenbart sendt så mange værksteder af sted for at købe løftekraner, at kranproduktionen ikke kunne følge med. Samtidig trak det ud med indkaldelse til det der løftekursus, så værkstedet fik et vink - med en løftestang - om man ikke selv lige kunne lave en foranstaltning, som kunne fungere som et løfteaggregat. Det lavede man så, og den blev godkendt. Nu står den løftetingest så ovre i et hjørne og passer sig selv. Fordi det er altså nemmere, at to mand tager ved, og løfter skidtet.

Men tilsynskongen var der, bestemte, besluttede og afsagde dommen - og gik i sig selv igen.

Som kejseren havde heller ikke den konge noget tøj på. 

Løkke, Thorning og håndvasken

Det vil være underholdende, hvis det ikke var så deprimerende. Når man bliver taget med fingrene nede i kagedåsen, så projekterer synderen det altid videre med et ” Det var Brian der begyndte”. Venstres udvalgte repræsentanter til beskyttelse af deres statsministerkandidat forsvarer Løkkes handlinger med et angreb på den nuværende statsminister, hvis handlinger de koordineret mener, er lige så slemme som Løkkes. Det danske demokrati er så veludviklet, at det nok ikke kan væltes ved udemokratiske terroragtige bagholdsangreb, men det er truet, og kan åbenlyst på sigt gå til grunde, ved konstant at blive mødt med befolkningens apati og ligegyldighed, hvilket nøje hører sammen med politikernes ustandselig vasken hænder, og udvikling af nyt spind til formudring af sandhed og ansvar.

Sponsor i vers og sang

Det kongelige Teater får hvert år en rimelig stor pose penge af det offentlige. Det går så ud over de mindre teatre, men de får da også lidt, at lave kunst for. Uden decideret kulturel sammenligning, så får samtlige idrætshaller i Brønderslev kommune også en pæn skilling – til driften. Det er også fint. Idrætspenge er kulturinvestering i børn og unge. Disse indledende bevillingsøvelser skal ses i det perspektiv, at jeg godt lige vil gøre opmærksom på, at den nye Garagehøjskole - som jeg har åbnet på min matrikel - ikke får tilskud overhovedet. Intet fra stat eller region, og ej heller kommunalt tilskud, hverken varmerefusion, eller flexordning for løst ansatte.  Et sådan kraftigt benægtende udsagn må dog forhindre misforståelser og diverse rygtedannelser. Der er heller ikke virksomheder af nogen art – hverken Superbrugsen, Bøger og Papirforretninger, eller Rutebilskiosker, der med hvid eller sort kapital har sponsoreret Stjerneskud til foredragsholdere - eller rødvin til højskolegaragens gæster.

Alle udgifter til den ny Garagehøjskole er betalt af matrikelejeren.

Desværre havde jeg nær tilføjet.

Faktisk er det helt rart med visse sponsorbeløb, især dem som ikke kræver noget til gengæld.   Dem findes der ikke mange af. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man hjertens gerne - ved alle slags festlige lejligheder - laver indsamlinger i hatte, gryder og brænderkurve, og i stedet for at sende det indsamlede kronebeløb til Giro 413 og ønske musiknummeret ”Den knaldrøde gummibåd” med Birthe Kjær, så kan man roligt aflevere pengene til Garagehøjskolen, og samtidig ønske et nummer fra Højskolesangbogen sunget højt ved næste garagemøde.  

Men indtil nu går det nu meget godt. I et interview op til Garagehøjskolens premiere i septembersagde jeg til DRs P4, at jeg kun havde 12 højskolesangbøger, og der var plads til 30 deltagere. Men så må man jo kigge hos hinanden. Det er ligesom, når man har taget en lejlighedssang med til sølvbryllupsfest, og der så er dobbelt så mange gæster, som man har printet eksemplarer til. 

Radiosamtalen gav det resultat, at jeg blev ringet op af lederen Vester Hassing Dagcenter. Hun fortalte, at de havde 30 højskolesangbøger, som man ikke så godt kan bruge, da skriften er for lille – de gamle kan ikke læse den lille tekst. Det får man jo ikke megen sang ud af. Derfor havde personalet bestemt, at man gerne ville ”sponsorere” højskolesangbøgerne til den nye Garagehøjskole.

”Så syng da Danmark lad hjertet tale” hedder det i Kai Hoffmanns og Carl Nielsens vidunderlige sang om ”den danske sang er en ung blond pige”. Jeg skal love for, at dagcentret i vor nabokommune både lod hjertet tale og synge.

De 30 højskolesangbøger står nu og tager sig ud på klaveret – når de ikke er i brug for at kildre forventningsfulde ører. Sådan en sponsor, der ikke stiller krav, hverken om det ene, eller om at blive nævnt i hver anden sætning, vil sjov nok aldrig blive glemt, men altid husket – og nævnt - for sin gode gerning.

Prinsen har luret os

Han kom fra det store udland, fik prinsessen og det hele kongerige, og tabte.

Der var så mange ting ved den smukke slanke mand med det sorte hår, som vi danskere fra såvel udkants som indkantsdanmark ikke rigtig ku’ kapere. Hans vaner, hans vin, hans forfinede dannelse, hans franske sprog, og hans manglende lyst eller evne til at lære vores. Der lignede han så mange andre fremmede, der kommer til dette smørhul af et land med bølgende vand omkring, som en varm spandauer på søndagsmorgenbordet. Og så var der hans børneopdragelsesmetoder. Sidstnævnte var trods alt noget af en mundfuld. Selv for danskere. Det var virkelig den grimme ællingeprins, som blev mobbet rundt i andegården af Jantelovens efterkommere.

Men det har alt sammen forandret sig. I dag kan man ikke smide navnet ”Prinsgemalen” til debat uden at danskerne i brede flokke nikker anerkendende. Alle har lyst til at ytre noget positivt, og har deres gode bidrag om historier med prinsens som hovedperson.

Det er ganske vist.

Samtidig er manden blevet utrolig rund – ikke kun af mad – men også af børnebørn. Han stortrives åbenbart sammen med mennesker under en meters penge. Jeg observerede det under det royale besøg i Skagen. Dronningen har sit trav og sit dronningevink, som i øvrigt ligner det vink som også Ulf Pilgaard bruger. Prinsgemalen lader sig derimod ofte indfange af børn, der står og vifter med et flag, som nu også er prinsens flag. Der hyggesnakkes.

En af de mange nye sande prinsehistorier – som er bekræftes af kilder tæt på historiens hovedpersoner - handler om et nordjysk ægtepar med trillinger, som for nylig besøgte Fanø, og gik tur ved vandet. Pludselig dukkede ”Kronebil 3” op, og ud steg prins Henrik med sine gravhunde. Børn, hunde og prins kom i kontakt, og han tilbød trillinger en tur i kronebilen. Da han kom tilbage med de begejstrede drenge spurgte han forældrene om de også ku’ tænke sig en tur.

Det var mere end Fanø, som viste sig fra sin bedste side.

Børnebørn gør noget godt ved alle mennesker, og den virus er også Prinsgemalen ramt af. 

Der findes heldigvis ingen brugbar vaccine.

Men sandheden er også, at Prins Henrik af Danmark har luret danskerne af. Han har fundet ud af, at skal man i kridthuset hos os, så skal man give indtryk af at være rar, gerne fyre en frisk bemærkning af, og bagefter grine lidt fjollet – helst af sig selv. Og så skal man gerne have mave som de fleste danskere, og sige skål uden fransk accent. Opfylder man alle disse krav, så bliver man en af vore. 

Og Prinsgemalen ser ud til at nyde det.

Endelig.   

Munden fri i Dronninglund

Den vigtigste tale er samtalen. Den kan skabe viden, klarhed, fasthed. Den gode samtale gør, at man ved, hvad man vil. Eller ikke vil. Højskolebevægelsen vigtigste byggesten er Grundtvigs ideer om samtalen - ”Munden fri – hånden bundet”. Derfor er det naturligt, at Grundtvigs Forum har udnævnt 26. september til ”Samtaledag”. Tiden kalder nemlig på nye samtale - og informationsformer. Langt fra mediernes råben, afbrydelser og ensretning. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Det er medierne, der sætter dagsordenen og debatniveauet - ikke kun den politiske, men også den kulturelle.  Vi tager over – mopper videre og fokuserer på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må tage snakke - og argumentationsskeen i den anden hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik nyhedsrundspørge blandt gågadens stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta og rummelighed frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.

Som efterkommere af Grundtvig og Kold – og alt hvad deraf fulgte – skal jeg hermed indbyde til sang, musik og debat i en helt ny privat højskole – ”Garagehøjskolen”. Foreløbig nok landets mindste højskole.

 ”Garagehøjskolen” ligger - Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund. Der er foreløbig planlagt tre samtalearrangmenter i resten af 2013.

Premiereaftenen bliver torsdag 26. september 2013 – Kl. 19.30. Garagen er kalket, klaveret er på plads, højskolesangbogen ligger på runde borde, varmeapparatet er sat på stand by, og aftenens foredragsholder er på vej. Alle er velkomne. Der er plads til 30. Her gælder først til mølle-princippet. Følgende aftener i ”Garagehøjskolen” i 2013 bliver torsdag 31. oktober, og torsdag 28. november. Frode Muldkjær, journalist og ”Højskoleforstander” Mobil 23 40 65 58  frodem@mail.dk

Nyt rødt kort til DR

At nogle FCK- fan på den uofficielle fanside bedømmer tre nederlag på stribe som en katastrofe,

og i grove vendinger nærmest forlanger klubbens sportschef, træner, og holdets anfører, fyret.

er en del af brokkernes ytringsret. Men at DRs hjemmesider ordret videregiver dette anonyme brok,

er urimelig gift til fortsat offentligt mobning, og en uren tackling af fairness.

Den journalistiske prioritering burde ha’ det røde kort. 

Der var engang en TV-avis

Aldrig har åbenbart så mange veluddannede mediefolk bakket op om en så pinlig forkert topprioriteret nyhedsjournalistisk, som da Tv-avisen onsdag aften ved 21,30 tiden, som vigtigste punkt på aftenens spiseseddel havde placeret en nyfødt engelsk prins. Det går dæleme’ godt med journalistikken i Danmark! Det kan da ikke være noget de lærer på Journalisthøjskolen i Århus. Og da slet ikke i Roskilde. Eller Odense. Moderne journalister må vel lære det ved at de overtager de nyhedskriterier, som de tryksager og ugeblade har, som de læser i deres frokostpause, efter arbejdstid, og inden de falder i søvn – EB, Se og Hør, Kig ind, og Kig ud, o.s.v.