Anders Lund Madsen er et godt menneske

Jeg er på vej til Parken. Den rigtige. Enghaveparken på Vesterbro i København.

På vej derhen møder jeg den statsminister, som netop dette område i mange år valgte til Folketinget.  Anker Jørgensen.  Han går helt alene, langsomt fremad med to stokke, kiggende ned i jorden, fordi den stilling vil hovedet helst være i.  Anker er på sin daglige vandring blandt sine vælgere, hvor af  mange af dem med kærlighed i stemmen hilser og råber venlige ting. Den mand kan folk li’. De syns’ garanteret, at han er et godt menneske.   

Anker ler og svarer igen, eller vinker tilbage med den ene stok. Anker er på vej hjem til det plejehjem på Vesterbro, han nu bor på.  Mit næstsidste sted, som han siger.

Han skal ikke i Enghaveparken, som jeg. Der kommer så i stedet en anden statsminister, den nuværende. Lars Løkke Rasmussen er nemlig en af gæsterne i Anders Lund Madsens talkshow, som forrige fredag blev sendt direkte - lige efter aftenens resume af det kongelige bryllup i England. Derfor er en af gæsterne Bodil  Cath, den royale BT-journalist, og så kommer Amalie, en ung pige der optræder i såvel reality-programmer samt på formiddagsforsider, og så altså statsministeren.  Alle tre gæster bliver smurt ind i kunstigt velvære af studieværten. Luften er fyldt med indsovsede superlativer om gæsternes fortræffeligheder. Denne klamme samtaleform er den valgte konceptmåde.  Den kendes også fra andre snakkeprogrammer – f.eks. radioprogrammet Cafe Hack på P4 søndag formiddag, hvor en ellers dygtig vært også overdrukner gæsterne med ros og anerkendelse, så fedteriet driver ned ad højtalerne i min stue.  I Anders Lund Madsens mund kom der dog den aften i Enghave-parken en lille ændring - sikkert af hensyn til masserne. Hvor studieværten Madsen er sikker på, at såvel Bodil Cath, som pigen Amalie, er gode mennesker, så bliver landets statsminister - efter en total mislykket samtale, som studieværten alene må tage ansvaret for - sendt ud i Anker Jørgensen-land, med et ”Jeg tror du er et godt menneske”.

Før Anders Lund Madsen nåede frem til at modtage sine gæster i sofaen, så måtte han selvfølgelig Igennem en række tekniske prøver om eftermiddagen - plus den obligatoriske produktion af en spot til DR-fladen, som altid sendes en 3-4 gange fra godt en time før selve udsendelsens start - for at holde folk på samme kanal.  At det også kan jage seere væk, er der åbenbart ingen, der har skænket en tanke. Mens spotproduktionen foregik, hang der en 7-8 mørke drenge omkring Madsen for at få en autograf, og fordi de også gerne ville i fjernsynet.

Madsen koncentrerede sig om sit, og havde heldigvis en producerassistent, kvindelig, til det grove.  Men da drengene, med deres vedvarende barnlige påtrængenhed, var tæt på at være uden for dansk pædagogiske rækkevidde, undlod producerassistenten at prøve lidt med kærlighedens stærke arm. Hun blev mere og mere spidst, og da hun til sidst kogte over, bad hun drengene skrubbe et grimt sted hen, og der finde et lille sted, hvor de kunne ”lege sort”. Det var ikke venligt sagt. Nu er den slags drenge lige ved at finde sig til rette i vores land, og opføre sig lidt som almindelige uopdragne etniske børn af dansk oprindelse, og så får de sådan en hammer af indestængt stresset tv-racisme. 

Men det var altså heller ikke Anders Lund  Madsen, der sagde det.

Jeg tror nemlig, at han er en godt menneske.

Portræt af en Ja-politiker

De fleste forældre kender det. Vi skulle have sagt nej, men det blev et ja. Ordet ja er det nemmeste ord at sige overhovedet.  Der er langt mere konflikt og investering gemt i et nej. Et rungende klart nej er tidskrævende.  Det skal følges op.  Et nej rykker tænder ud.  Det skal man være i humør til. Vi napper lige et ja i dag, så kan vi begynde med et nej efter weekenden. Mandagen – dagen for alle slankekures start. 

Vi ved fra den store gamle bog, at vores tale skal være nej ,nej og ja, ja. Vi må dog ikke blande det for meget, men være fast om det nej vi gir’, og vise korrekt hed, når det gælder ja’et.  Samtidig skal vi nøje overveje, hvornår vi bruger det ene frem for det andet.

For nylig vakte det behageligt politisk opsigt -  i hvert fald i mit hoved -  at kommunens tidligere borgmester Michael Klitgaard på Kanal Brønderslev blev citeret for, at vi skal turde sige nej engang imellem, for ellers kan vi ikke lære at sige ja. Til det rigtige forstås.

Det er rigtigt klogt sagt. Vi skal være mere generøse med vore nej’er. Tage kampen og besværet. Sætte tid af til at forklare, hvorfor det er nødvendigt med et nej.

Men i den smukke april måned gik det galt for hr. Klitgaard. Det drejede sig om et ordinært møde i teknisk udvalg, som Klitgaard nu er formand for. Megamøllerne i Bolle Enge var på dagsordenen. Der har været mange protester mod planen om de 3 forsøgsmøller – hver 150 meter høje.  Protesterne kom både fra foreninger og borgere – og i sandhedens interesse har jeg været blandt indsigelsesfolket.

Mine betænkeligheder går bl.a. på lavfrekvenslyden, som Miljøministeriet også er gået i gang med at undersøge nærmere.  Ministeriet har meddelt, at der ligger nye retningslinjer juni 2011. Derfor ville et midlertidigt nej være både rimeligt, og i overensstemmelse med Michael Klitgaards nye nej-tese. Klitgaard levede da også op til sit nye image. Han sagde ved det første møde i teknisk udvalg nej, og fik hele udvalget bag sig i en udsættelse af beslutningen.  Det var jo flot gået af Michael. Han havde garanteret i sit indre gjort sig tanker som – 

”Jeg siger nej til at tage en beslutning nu.  Jeg ved godt jeg får bøvl med forvaltning og leverandører, men det er nu jeg skal vise mit nye nej-ansigt, og tage kampen”.

Fire dage var Klitgaard i sine nye klær’.

Så indkaldte han til et nyt møde, fordi han påstår, at han havde fået informationer om, at en  udsættelse vil betyde, at man måske så først kan komme videre ultimo 2011. Dertil kan man jo blot sige - og hvad så! Hvad betyder et halvt år, når valgperioden er fire? Men det meget ekstraordinære møde – som forvaltningsfolk ikke husker, har fortilfælde - gav det nye resultat, at nu sagde formand Klitgaard ja.

Dog blev den nye beslutning ikke fuldgyldigt bakket op af udvalget. Et medlem fra Aså fastholdt sit nej.

I onsdags fulgte et flertal af Brønderslev byråd så Klitgaard, og sagde også ja. Politikeren med en ny vision om et nejs værdi holdt i fire dage. Han havde tænkt på et nej, men det blev som sædvanlig et ja.

Fra en mand, der har en lang politisk karriere bag sig. 

På druk med Møllehave

Seks højtrystede radiojournalister sidder omkring et veldækket bord. Vi er på en absolut pæn mexikansk  restaurant på Aaboulevarden i København – gaden der skiller Frederiksberg fra Nørrebro. Stemningen er rigtig god, og der spises, drikkes, snakkes og grines. Pludselig kontakter nabobordet servitricen, og beder hende sørge for, at vi dæmper os lidt. Det skulle de ikke ha’ gjort. Servitricen reaktion falder prompte. Hun svarer, at hvis de ikke kan klare et glad selskab, så er de kommet et forkert sted, og desuden er det hende, der har serveret drikkevarerne. Derfor er ansvaret for den glade beruselse faktisk hendes, og ikke bordets. Så går nabobordets gæster.

 Vi giver servitricen en klapsalve, og en ny bestilling.

Oplevelsen presser sig omgående og frisk på i hukommelsen på grund af medieomtalen om forfatteren Johannes Møllehaves anholdelse ved Hotel D’Angleterre. Den kendte forfatter var gået i byen med en god ven – en rektor fra Lemvig, hvis navn også blev nævnt - og de havde spist og drukket godt. Larmende og grinende var de.  Har man oplevet Møllehave til foredrag, eller set nogle af de Tv-portrætter, der har været bragt med manden, så forstå man sikkert, at hvis der var noget Møllehave mistede den nat på hotel D’Angleterre, så var det nok stemmen. Den har været høj, hektisk, dominerende.

Det fine hotels servitrice bad – ifølge hendes egen forklaring på opfordring fra et nabobord, som siden har afvist at de har bedt hende om sligt – Møllehave og hans jyske ven om at skrue ned for charmen, hvilket de ikke var meget for.  Hun truede dernæst med politi, og dertil skulle Møllehave ha’ svaret, at det lød da spændende - det havde han aldrig prøvet. Det har han nu. Det var ikke morsomt.

Til en sådan begivenhed fra det københavnske minefelt kan man selvfølgelig sige, at det er stærkt af servitricen, at hun ikke gør forskel på ”Kong Salomon og Jørgen Hattemager”   –  alle er lige for serviceringsloven.  På den berømte anden side, så lugter det hele også stærkt af Jantelov  – den Møllehave skal da ikke tro han er noget. Hvilket jo er noget vrøvl, fordi hvis der er nogen, der ved noget, som er noget, og som kan noget, så er det da det alvidende og morsomme leksikon til Johannes Møllehave. Dette poetiske kraftcenter med himmelhøj underholdningsværdi.

I øvrigt så betyder alt det skriveri garanteret ikke det mindste for Møllehave - han er så vandt. Det er meget værre for den gode mand fra Lemvig. Han hører jo ikke hjemme på de københavnske dødsruter , men i Udkantsdanmark.  Han har næppe tidligere prøvet at blive hængt op – og ud - på de københavnske  formiddagsblades farverige forsider. Slet ikke om druk og politivold. Hvordan mon de tackler det hjemme i Lemvig – byen, som er hjemsted for tegneserien om ”Livets gang i Lidenlund” med redaktør Gantriis .

Hvis historien skal overføres til Brønderslev, så svarer det jo faktisk til, at rektoren fra Brønderslev – eller Dronninglund gymnasium – efter et officielt besøg i undervisningsministeriet, bliver lagt i håndjern for sexchikane mod unge piger i området omkring Vesterbro. Selvfølgelig, efter at ha’  bedøvet pigerne med stoffer.

Det er ganske vist.

Fri bar på plejehjem

Plejehjemmet ”Lotte” på Frederiksberg, som Thyra Frank har gjort landskendt, fordi

man virkelig hygger sig med sang, musik og en stor en til halsen, får nu skarp konkurrence fra

plejehjemmene i Flauenskjold, Hjallerup, og da især Dronninglund. Her er de gamle blevet forgyldt,

så de kan synge fødselsdagssang hver dag året rundt – med omkvædet

- ”opfyldt sine ønsker må - med dejlig chokolade og kager til”. 

Historien er den, at en ælde dame fra Sæby har været så glad for den behandling hendes forældre har haft på plejehjemmet Aldersro i Flauenskjold, at hun har testamenteret hele sin formue til hjemmet. Det drejer sig om godt 1,5 millioner kroner. De store beløb skyldes, at arven er blevet fritaget fra arveafgift, da pengene ikke går til enkeltpersoner.

Byrådet i Brønderslev har tidligere bestemt, at hjemmet i Flauenskjold skal nedlægges, så derfor har man i samarbejde med afdødes advokat besluttet, at de plejehjem, som især får beboere overført fra

Aldersro, skal have pengene. Det giver knap en million kroner til Margrethelund i Dronninglund,

små 400.000 til Stengården i Hjallerup, og en lille kvart million til Hellevadlund i Klokkerholm .

Sjældent har man da set en sådan overførsel af penge til Udkantsdanmark.

Det er beboerne selv - i samarbejde med deres pårørende – der i de såkaldte Beboer- og Pårørenderåd, nu skal til at lade fantasien råde, så alle tre hjems beboere kan mærke, at man er blevet hel- eller halvmillionærer.

Det er nemlig kun fantasien, der blokerer, dog må pengene ikke indgå i den daglige drift, og der skal vises bilag for brugte penge, hvad enten det nu er snaps til aftensmaden, eller en fælles luksusbus til sjove udflugter.  

Nogle beboere drømmer nok allerede om tre retters gourmetmad - hver aften- med tilhørende vine, der får Thyras ”Lotte” i Frederiksberg til at ligne en tarvelig bodega. Andre ser frem til hverdagsaftener med fri bar. Eller onsdagsbankospil, hvor tidligere tiders kvarte gris, og de halve pund kaffe, som faste præmier til sidemanden, er byttet ud med 3 ugers ferie i Sydafrika, eller fælles faldskærmsudspring for alle beboerne fra rød stue, og med en tur i luftgyngerne i Tivoli som sidegevinst til blå stue. 

I hvert fald er det både godt, og sympatisk, at byrådet i Brønderslev har fastholdt, at arven skal gå til det, som afdøde har ønsket. Så slipper man for en grim Hals-sag, hvor en arv ikke fulgte ønsket om at gå til borgerne i Aalborgs udkantsområde ved havet, men i stedet gik til dem inde i den store by.

Skål og stort tillykke til de gamle.

Det eneste man sån’ kunne ønske sig er, at man ikke på de tre hjem frådser hele formuen væk lige med det samme, men gemmer lidt, så nogle af os andre - med tiden - kan nå at få glæde af millionen.

Eller blot den kvarte.   

Seriemorder for sjov

Man skal ha’ respekt for fagfolk. Derfor har jeg også fuld forståelse for, at skal man fange en pyroman, så skal man prøve at sætte sig ind i, hvorfor nogle mennesker bliver så fascineret af ild,

at de kobler hjernen fra, og sætter ild til f.eks. beboelsesejendomme.

Selv om det må være voldsomt ubehageligt, så skal der også være nogle politifolk, der arbejder intens med de bagvedliggende grunde, som gør nogle mennesker til seriemordere. Trods

nødvendigheden, så må det være ganske belastende, konstant at være fokuseret på noget så vederstyggeligt. Akkurat på samme måde, som det må være kvalmende ubehageligt at
være medlem af det polititeam, der efterforsker sager om misbrugte børn. Eller leder efter

børnepornografisk bevismateriale - hver dag fra 9 til 16. Så bølge for de mennesker, der for min

(og forhåbentlig også din) - og for samfundets sammenhængskrafts skyld - udfører disse ubehagelige arbejdsopgaver.

Men længere går min accept heller ikke. Jeg er for længst hoppet fra bogkrimier, Tv-film og serier,

hvor man jager mænd, der hver halve time - eller hver 3o side – mishandler, voldtager  og under torturliggende omstændigheder dræber kvinder. Nok er nok, sagde en politiker engang om noget helt andet end seriemordere, men det gælder da især dem. Fascination af og underholdning med denne type forbrydelser har jeg altid haft svært ved at forholde mig til, og helt galt er det da gået, efter at jeg har læst, at Det Kongelige Teater har lanceret teaterstykket  ”Manson”. Han var den seriemorder, der med grusomme metoder dræbte den gravide skuespiller Sharon Tate. I virkelighedens verden tog det Manson 20 minutter at slå kvinden ihjel - på scenen i København har man skåret dødsscenen ned til ti. Jeg syns man sku’ skære ned til nul. Eller endnu bedre - find et  stykke, der ikke udviser den slags foragt for ofret, og for livet.  

I et avisinterview siger et af stykkets aktører - husdramatiker Jokum Rohde – at ” i populærkulturen er Manson langt fra entydig. Han er en Kristus-figur, der sætter sig mellem Hitler og Jesus”

Hallo sir’ jeg - som lægmand har jeg ikke brug for at forstå Manson – eller Hitler for den sags skyld - i en populærkultursammenhæng. Fordi jeg måske nok - som et almindelig rettænkende og moralsk menneske - gerne vil have klarhed til årsagen til handlingen, ønsker jeg ikke samtidig at skabe rum i mit hoved til forståelse, og dermed en begyndende sympati for forbrydelsen. Tingene bør adskilles. Jeg syns det er etisk forkert, at gøre Manson til en interessant skikkelse, som fortjener nedsættelse af AOF-studiekredse, og turistrejser til by, bolig, og gravsted. Selv om interessen for nazismen og Hitler altid har været historisk stor, og mandens meninger fortsat har sympatisører, så er Hitler og hans ideer dog aldrig blevet gjort til populær mainstream. I fortsættelsen siger husdramatikeren nemlig, at ”Tortur er blevet mainstream”. No, siger jeg. Et sådant stykke rider ikke på en bølge af torturmainstream – den bruger tendensen som undskyldning, og bliver derved medaktør til at få skabt og cementeret tortur som normal og hverdagsagtigt.    

Endelig siger manden, at ”ungdommen immuniserer sig fra …denne verdens afstumpethed ved at se voldsfilm.” No, siger jeg igen. Det er den gamle sang om katarsismodellen, at børn og unge der ser

meget vold, får afløb for egne behov, og når et mæthedspunkt. Derved undlader de selv at gøre det sete. Men det forholder sig oftest lige modsat. Jo oftere børn møder volden som en løsning på problemer i deres barndomsliv, i skolen, i hjemmet, på i tv - og nu på net og i Det Kongelige Teater -  jo oftere tager de den løsningsmodel til sig. De bliver selvfølgelige voldelige af at se og opleve vold. Så her har det været nok – længe nok. 

Samtidig med at Det kongelige Teater finder på noget andet til sine skattebetalte scener, så vil jeg håbe, at også TV2s fjerner deres seriemorderserie ”Den som dræber” fra familieprimetime søndag aften til et sendetidspunkt, hvor børn er lagt i seng – nu forældre åbenbart ikke kan finde ud af at optage, og se det på et senere tidspunkt. Skuespilleren, der agerer seriemorder, har udtalt, at det er ”Skidesjovt at spille seriemorder”. Havde manden sagt ”udfordrende” så havde jeg måske nikket  anerkendende, men come om – mad for sjov, vold for sjov, terror for sjov, sadisme for sjov, tortur for sjov. Vi er omringet af nye sjove lalleglade individer, der slet ikke har et holdningsmæssigt

nok-gen, men for hvem alt bare er – populært og skidesjovt.   

Forråelsen af børn - og voksne - i det offentlige rum er blevet mainstream. 

Hjallerup bliver til Aalborg Nord

Når man fortæller, at man bor i Dronninglund, så ligner de fleste noget i ansigtet, der klart sender signaler om, at de ikke aner, hvor den geografiske betegnelse overhovedet skal placeres på Danmarkskortet. Nogle enkelte spørger om det ikke ligger tæt ved Randers. Noget med at man laver landbrugsmaskiner. Jeg trækker vejret langsomt og højlydt, og siger så, at det er Dronningborg.

Nå, ja, sir de så, og ser endnu mere lost ud i øjnene. 

Dronninglund - siger jeg så - ligger tæt ved Hjallerup. Nu lyser ansigtet op i glade farver, og de

fortæller mig derefter begejstret, at det er der, hvor der er Hjallerup-marked.

Det må jeg jo så sige ja til. 

Kun en eneste gang har jeg været udsat for det modsatte. Det var et radioprogram på DR P4, hvor

lytterne kunne ringe ind, og stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Damen - der var kommet igennem til studiet – sagde hun ringede fra Hjallerup. Nu var det så studieværten – som var leder af Københavns Radio - ganske enkelt positivt overrumplede mig ved at sige :

”Det er den by, der ligger tæt ved Dronninglund”.

Jeg har altid elsket ham for den bemærkning.

Det var dog en enlig svale. Hjallerup vil altid være mere kendt end Dronninglund. Og det lever

begge byer da også rimeligt pænt med. Men nu er Hjallerup kommet i problemer.

Det skyldes den store koncert, som Hjallerup Event holder til juni i samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center. "Eagles" komme og fyrer den af, og der bliver da også reklameret flot. Der skulle jo gerne sælges mange billetter, og det kniber vist lidt. Nu foregår koncerten ifølge

avisreklamer, lufthavnsskilte, foldere og meget mere ikke i Hjallerup - byen med vrinsk – men i Aalborg Nord. Det står over alt: "Eagles" – Aalborg Nord 15.juni 2011.

Jamen det er ganske vist.

Det står godt nok med småt i den brune folder, at stedet for eventen er ”Koncertplads Aalborg Nord” og så i parentes ”(Algade 43, 9320 Hjallerup”)  Og videre – ”Kun 18 km fra Aalborg”.

Det er da pokkers til narreværk. I over 250 år har danskerne fundet frem til Hjallerup, når de skulle til marked, så hvorfor ikke bare skrive, at koncerten foregår på Markedspladsen i Hjallerup.

Men det er måske ikke fint nok. Monstro det er dem der "Eagles", der har bedt om, at man går lidt stille med lokaldørene. De frygter måske her lugter af hest. Eller ølsjatter. Det sidste kommer det nok til alligevel. Der kunne også dukke nogle rockere op, men dem plejer nærpolitiet nu at klare med et nordjysk - ”Klokken er 22,30 – og du er anholdt”.

Moderne tider skifter. Alle veje førte engang til Hjallerup – uden problemer.

Nu skal byen åbenbart hedde Aalborg Nord.

Så får det tidligere Hjallerup sikkert også ham der Henning Jensen som borgmester

Som de sagde i en TV-satire engang -  ”Det er sku’ uhyggeligt du”.

.

Gintberg på besøg

Så har hovedstaden endelig sendt noget værdifuldt til Udkantsdanmark. Gintberg har været her. Manden er på udkants-tour i hele landet, og lagde meget forståelig ud i Nordjylland.

Han valgte Hirtshals. Her bed manden sig muntert fast i billige underhylere, klumpfisken, og vejsalg, hvor man selv tager sine kartofler, og smider penge i en gammel cigarkasse. Især det sidste kunne virkelig imponere en københavner. Betalingssystemet kan nemlig tolkes derhen, at på toppen af Danmark tror vi på det gode i mennesket. Hvis nogle vil snyde for betalingen af en pose kartofler, så må de det. Det hævner sig senere med mareridt og inkontinent. Men Gintberg har selvfølgelig også i sin kartoffelvinkling en bismag af, at vi er naive og godtroende, og derfor vil vi altid blive snydt. Udkantsdanmark - det er Jer, og det ændrer sig aldrig.

Hvis nu Gintberg vælger, at komme tilbage til Nordjylland, når sommeren er over os, og der virkelig er gang i boderne med nylagte æg, nyplukkede ærter og agurker og friskopgravede kartofler, så vil han opdage, at vi har også vejsalgssteder med fastgjorte pengekasser i rustfrit stål, som er overvåget med video, og med direkte linier til politiet. Selvfølgelig ikke med kontakt til det ikke-eksisterende nærpoliti, men så forhåbentlig til nogle betjente, der befinder sig indenfor en afstand af en times tid i en kvik bil med blink- og udrykningsret.

Jeg har personlig kendskab til vejsalgskartoffelsteder, hvor man ret så tit bliver snydt for betalingen af en tyver, og også er udsat for besøg, der tømmer cigarkassen -  hvis den ikke er nagelfastgjort. Nu vil mange nordjyder straks sige, at der jo altid i de varme sommermåneder kommer nogle ’køvenhavnerne’ forbi - men det er for billigt et point. Det er i øvrigt tit fastboende, der er blevet taget i slige ulovligheder, men selvfølgelig – hvis man lige går nogle år bagud i syndernes geografiske register, så er de sikkert i en ikke så fjern fortid tilflyttet fra netop vestliggende storbyer.

Ikke så langt fra mig bor en herre, som i mange år har solgt gulerødder for ca. 35 kroner sækken.

Det er en udmærket forretning, hvis man har gulerødder nok, og folk betaler for sækken. Men hvis

det kniber med det sidste, så må man låne en brugbar ide. Manden satte så et skilt op med sætningen ”Video-overvåget” , og det skal jeg ellers hilse os sige har hjulet ganske gevaldigt. Der er nu balance i gulerodsregnskabet. Men disse kedelige fakta fra vejsalgsstatistikken ændrer dog ikke på, at det er mere opløftende, som nordjyde, at være kendt som særlig gode mennesker, der har tillid til andre. Vi satser gerne en pose kartofler for den gode sag. Eller en gammel bog.

I Dronninglund by har man indført ”Åben bibliotek”. Det betyder, at man kan komme ind udenfor åbningstiderne, hvis man blot kører sit sygesikringskort igennem en lille teknisk anordning. Så åbner dørene sig, og man kan gå ind og læse, låne og lukke efter sig, når man har scannet sine lån. 

Det vil dupere en Gintberg.

Han vil i sit inderste ganske givet frygte, at sådan en ordning vil skabe en bortkørsel på en ladvogn af samtlige Rifbjergs værker – dem der nu er - og smadring af stole og borde - afsluttende med en festlig ildspåsættelse.

Nu skal man aldrig sige aldrig, og der kan jo komme en tilflytter - eller turist forbi – med et stjålet

sygesikringskort, men indtil det sker, så vil vi fastholde de åbne døre. I søndags var der 99 besøgende på det ”Åbne Bibliotek” i Dronninglund – hvilket røbes via tælleren, og efterfølgende fotografering. Personalet kan efterfølgende meddele, at man om mandagen fandt biblioteket i samme gode stand, som man havde forladt det. Eneste fremtidige ubehagelige virkning på en sådan succes ligger indenfor besparelsesområdet. Der kan jo være politikere, der vil påstå, at hvis man kan have et bibliotek åben i fire timer - uden personale - så kan man vel også i syv.

Men den slags politikere er klart tilflyttere.