Hjallerup bliver til Aalborg Nord

Når man fortæller, at man bor i Dronninglund, så ligner de fleste noget i ansigtet, der klart sender signaler om, at de ikke aner, hvor den geografiske betegnelse overhovedet skal placeres på Danmarkskortet. Nogle enkelte spørger om det ikke ligger tæt ved Randers. Noget med at man laver landbrugsmaskiner. Jeg trækker vejret langsomt og højlydt, og siger så, at det er Dronningborg.

Nå, ja, sir de så, og ser endnu mere lost ud i øjnene. 

Dronninglund - siger jeg så - ligger tæt ved Hjallerup. Nu lyser ansigtet op i glade farver, og de

fortæller mig derefter begejstret, at det er der, hvor der er Hjallerup-marked.

Det må jeg jo så sige ja til. 

Kun en eneste gang har jeg været udsat for det modsatte. Det var et radioprogram på DR P4, hvor

lytterne kunne ringe ind, og stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Damen - der var kommet igennem til studiet – sagde hun ringede fra Hjallerup. Nu var det så studieværten – som var leder af Københavns Radio - ganske enkelt positivt overrumplede mig ved at sige :

”Det er den by, der ligger tæt ved Dronninglund”.

Jeg har altid elsket ham for den bemærkning.

Det var dog en enlig svale. Hjallerup vil altid være mere kendt end Dronninglund. Og det lever

begge byer da også rimeligt pænt med. Men nu er Hjallerup kommet i problemer.

Det skyldes den store koncert, som Hjallerup Event holder til juni i samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center. "Eagles" komme og fyrer den af, og der bliver da også reklameret flot. Der skulle jo gerne sælges mange billetter, og det kniber vist lidt. Nu foregår koncerten ifølge

avisreklamer, lufthavnsskilte, foldere og meget mere ikke i Hjallerup - byen med vrinsk – men i Aalborg Nord. Det står over alt: "Eagles" – Aalborg Nord 15.juni 2011.

Jamen det er ganske vist.

Det står godt nok med småt i den brune folder, at stedet for eventen er ”Koncertplads Aalborg Nord” og så i parentes ”(Algade 43, 9320 Hjallerup”)  Og videre – ”Kun 18 km fra Aalborg”.

Det er da pokkers til narreværk. I over 250 år har danskerne fundet frem til Hjallerup, når de skulle til marked, så hvorfor ikke bare skrive, at koncerten foregår på Markedspladsen i Hjallerup.

Men det er måske ikke fint nok. Monstro det er dem der "Eagles", der har bedt om, at man går lidt stille med lokaldørene. De frygter måske her lugter af hest. Eller ølsjatter. Det sidste kommer det nok til alligevel. Der kunne også dukke nogle rockere op, men dem plejer nærpolitiet nu at klare med et nordjysk - ”Klokken er 22,30 – og du er anholdt”.

Moderne tider skifter. Alle veje førte engang til Hjallerup – uden problemer.

Nu skal byen åbenbart hedde Aalborg Nord.

Så får det tidligere Hjallerup sikkert også ham der Henning Jensen som borgmester

Som de sagde i en TV-satire engang -  ”Det er sku’ uhyggeligt du”.

.

Gintberg på besøg

Så har hovedstaden endelig sendt noget værdifuldt til Udkantsdanmark. Gintberg har været her. Manden er på udkants-tour i hele landet, og lagde meget forståelig ud i Nordjylland.

Han valgte Hirtshals. Her bed manden sig muntert fast i billige underhylere, klumpfisken, og vejsalg, hvor man selv tager sine kartofler, og smider penge i en gammel cigarkasse. Især det sidste kunne virkelig imponere en københavner. Betalingssystemet kan nemlig tolkes derhen, at på toppen af Danmark tror vi på det gode i mennesket. Hvis nogle vil snyde for betalingen af en pose kartofler, så må de det. Det hævner sig senere med mareridt og inkontinent. Men Gintberg har selvfølgelig også i sin kartoffelvinkling en bismag af, at vi er naive og godtroende, og derfor vil vi altid blive snydt. Udkantsdanmark - det er Jer, og det ændrer sig aldrig.

Hvis nu Gintberg vælger, at komme tilbage til Nordjylland, når sommeren er over os, og der virkelig er gang i boderne med nylagte æg, nyplukkede ærter og agurker og friskopgravede kartofler, så vil han opdage, at vi har også vejsalgssteder med fastgjorte pengekasser i rustfrit stål, som er overvåget med video, og med direkte linier til politiet. Selvfølgelig ikke med kontakt til det ikke-eksisterende nærpoliti, men så forhåbentlig til nogle betjente, der befinder sig indenfor en afstand af en times tid i en kvik bil med blink- og udrykningsret.

Jeg har personlig kendskab til vejsalgskartoffelsteder, hvor man ret så tit bliver snydt for betalingen af en tyver, og også er udsat for besøg, der tømmer cigarkassen -  hvis den ikke er nagelfastgjort. Nu vil mange nordjyder straks sige, at der jo altid i de varme sommermåneder kommer nogle ’køvenhavnerne’ forbi - men det er for billigt et point. Det er i øvrigt tit fastboende, der er blevet taget i slige ulovligheder, men selvfølgelig – hvis man lige går nogle år bagud i syndernes geografiske register, så er de sikkert i en ikke så fjern fortid tilflyttet fra netop vestliggende storbyer.

Ikke så langt fra mig bor en herre, som i mange år har solgt gulerødder for ca. 35 kroner sækken.

Det er en udmærket forretning, hvis man har gulerødder nok, og folk betaler for sækken. Men hvis

det kniber med det sidste, så må man låne en brugbar ide. Manden satte så et skilt op med sætningen ”Video-overvåget” , og det skal jeg ellers hilse os sige har hjulet ganske gevaldigt. Der er nu balance i gulerodsregnskabet. Men disse kedelige fakta fra vejsalgsstatistikken ændrer dog ikke på, at det er mere opløftende, som nordjyde, at være kendt som særlig gode mennesker, der har tillid til andre. Vi satser gerne en pose kartofler for den gode sag. Eller en gammel bog.

I Dronninglund by har man indført ”Åben bibliotek”. Det betyder, at man kan komme ind udenfor åbningstiderne, hvis man blot kører sit sygesikringskort igennem en lille teknisk anordning. Så åbner dørene sig, og man kan gå ind og læse, låne og lukke efter sig, når man har scannet sine lån. 

Det vil dupere en Gintberg.

Han vil i sit inderste ganske givet frygte, at sådan en ordning vil skabe en bortkørsel på en ladvogn af samtlige Rifbjergs værker – dem der nu er - og smadring af stole og borde - afsluttende med en festlig ildspåsættelse.

Nu skal man aldrig sige aldrig, og der kan jo komme en tilflytter - eller turist forbi – med et stjålet

sygesikringskort, men indtil det sker, så vil vi fastholde de åbne døre. I søndags var der 99 besøgende på det ”Åbne Bibliotek” i Dronninglund – hvilket røbes via tælleren, og efterfølgende fotografering. Personalet kan efterfølgende meddele, at man om mandagen fandt biblioteket i samme gode stand, som man havde forladt det. Eneste fremtidige ubehagelige virkning på en sådan succes ligger indenfor besparelsesområdet. Der kan jo være politikere, der vil påstå, at hvis man kan have et bibliotek åben i fire timer - uden personale - så kan man vel også i syv.

Men den slags politikere er klart tilflyttere. 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                

Smertens hus i Serritslev

Det berygtede hus i Serritslev, hvor ni børn angiveligt er blevet groft mishandlet, er netop blevet solgt på tvangsauktion. Den nye ejer vil i

i samarbejde med Brønderslev Kommune rive huset ned, og herefter vil han sælge den tomme grund videre, meddeler medierne. Men nedrivningen har anklageren i Serritslev-sagen foreløbig sat en stopper for, idet han ønsker at sagens nævninge og dommer eventuelt kan besøge ejendommen - hvis det bliver nødvendigt.

Det er klogt, og også i sandhedens og forebyggelsens interesse, at sikre sig lige det gerningssted. Fordi voksne tit har svært ved at forestille sig – og tro på - under hvilke kummerlige omstændigheder alt for mange børn lever i dette lille velstandshjørne af verden. Ved at gå rundt i sådan et smertens hus kan man ganske klart fornemme uhyggen, lugten, frygten, angsten, gråden og forladtheden. Det er fuldstændig på samme måde, som mennesker siger at de først efter et besøg i de koncentrationslejre fra verdenskrigen, som i dag er museer til påmindelse om fortidens gru, at man helt forstår, hvad det var der foregik. Ligesom mennesker, der har besøgt Mandelas celle på Robben Island, først efter besøget rigtigt kan føle kulden, hadet og ensomheden - helt ind til den hvide marv. 

Sådan er det, og sådan vil det også være med smertens hus i Serritslev.

Det er måske for meget forlangt, men faktisk burde Brønderslev kommune købe huset, og indrette det til et ”Aldrig-glemme-museum”. Her kan besøgende så hele tiden blive mindet om, hvorfor det er vigtigt, at voksne  husker, at børn fra fødsel er selvstændige individer. Med ret til at leve et barndomsliv i tryghed og kærlighed, og med voksenbeskyttelse og forståelse. Ved at gå rundt i sådant et hus med denne bizarre historie, føler man som menneske, hvad der kan ske med forældre og andre voksne, der glemmer denne empatiske grundindstilling.

En klog mand sagde engang, at kun det folk der løfter barnet opad og fremad fortjener navn af et kulturfolk. Men hvis man evner i glæde og begejstring, at

løfte barnet, så fordrer det også den nødvendige evne til at huske smerten,

når man ikke løfter. I stedet for at bruge nationalsporten - at feje alt det vi ikke bryder os om, ind under guldtæppet.

Hvis man fjerner smertens hus i Serritslev, så må andre løfte og bære – og huske.

Blæsevejr, lys, skygge og frekvens

Brønderslev kommune har 34 vindmøller svingende lystigt rundt i luftrummet, og der er absolut ingen planer om, at man skal stoppe der. Vindmøller har længe været fremtiden. Der byder sig selv med al det blæsevejr. Derfor har kommunen ifølge lokalplanen udlagt fire områder til vindmøller,  og nu har man - lidt overraskende udenom lokalplanen - smidt et femte på banen, hvorpå der skal placeres tresåkaldte forsøgsmegamøller – hver med en højde på 150 meter.

Det nye sted til disse kæmpemøller er Bolle Enge mellem Try og Landbolyst.

For nylig havde kommunen med den gamle borgmeter Mikael Klitgaard– nuværende formand for teknisk udvalg - i spidsen, indkaldt til borgermøde i Dronninglund om de nye megamøller.

Ved mødet kunne borgerne møde interessenter og repræsentanter far Brønderslev kommunes forvaltning. Formand Klitgaard kunne samtidig lytte til borgernes ønsker og bekymringer, som han så kunne tage med til byrådet, der tager endelig beslutning på et møde i marts.

Når man sådan skal lægge øre til, hvad der tales om blandt borgerne i Bolle Enge-området, så handler det egentlig slet ikke om man kun er positiv overfor vindmøller – bare man placerer dem i nærheden af Øster Brønderslev. Bolle Enge området har i øjeblikket en lille vindmøllerpark af møller af mere normal højde - uden at det giver problemer. Det er altså ikke en opdateret udgave af den berømte Niels Hausgaard atomkraftsang, hvor han synger ”men værket skal ligge på Sjælland har vi tænkt”.

Det som beboerne ikke bryder sig om er ganske enkelt møllernes størrelse, fordi jo større sådan noget er, jo mere støj kommer der. Politikernes begejstring for alt stort er velkendt, hvad enten talen falder på mega-varehuse, mega-sygehuse og altså mega-vindmøller. Til gengæld er det helt naturligt, når almindelige mennesker er betænkelige ved alt stort, fordi de ofte mærker på egen krop og hverdag, hvad det betyder af nedlæggelser i deres nærområde. Nedlæggelser af butikker, skoler, sygehuse, politistationer, m.m. i de mindre samfund sker jo som følge af etablering af gigantenheder i de større byer. Resultatet af denne storhedspolitik er med til at gøre dagligdagen yderst besværlig for de små samfund, og er direkte ensbetydende med forringelser af hverdagslivet. Så betænkeligheden ved store møller går flere veje. Det er yderst mærkeligt, at politikere ofte ikke forstår den sammenhæng, hvad enten de selv er en del af det mindre lokalsamfund eller ej.

Megamøller har flere minussider, som skal vurderes kraftigt før man siger ja – eller nej tak.

Der er f.eks. generende lys fra vingemøllerne, som selvfølgelig skal påsættes, så flytrafikken

kan se vingerne. Lyset kan være blinkende hvidt eller rødt, eller konstant lysende. Så er der skyggekast. Vingerne er så store, at nogle ejendomme mere eller mindre bliver udsat for en slags solformørkelse, eller husets mennesker bliver solbrændt i striber, og det giver jo lav status – og et dårligt image.

Så er der vingestøjen, men den fortaber sig selvfølgelig, når man bevæger sig væk fra møllens

hjerte.

Det værste er lavfrekvensstøjen.

Den kommer fra møllens indre motorværk. Jo større mølle jo større motorkraft. - jo mere lavfrekvens. Lyden er en konstant lav brummen, som eksperterne er uenige om, hvordan man helt korrekt højdemåler. Denne evige brummen er der døgnet rundt, og kendere siger, at den især bliver tydeligt oppe i hjernen, når man ligger sit hoved på puden for at lukke sine øjne. Det er som at gå i seng med en tørretumbler.

At en mølle, der kan producere strøm til dækning af el-forbruget for stort set samtlige husstande i Brønderslev kommune har en lavfrekvens af en ret anselig størrelse er logik. Hvis lavfrekvensen går så langt ud, at den rammer borgerne i landsbyerne Try og Landbolyst, så er det mere end uanstændigt, at placerer megamøllerne i Bolle Enge. Det er kriminelt.  

Det skal Brønderslev Byråd forholde sig til før de stempler med grønt lys.

Vi skal have energiformer, der som vindmøller bruger naturen, og nedsætter CO2-udstødningen, men hvis det skal være på landjorden, tæt ved og sammen med mennesker og boliger, så skal politikere sørge for at vælge modeller og størrelser, der fastholde gode livsbetingelser for borgerne.

Alt andet giver ingen mening.

.

Megamøller i Bolleskoven

Bolle Enge.

Denne lokalitet i Dronninglund kommune har ofte fået besøgende til at trække på smilebåndet.

Tidligere stod der nemlig lige efter kirkegården ved Dronninglund slot - et vejskilt, hvorpå der stod ”Bolle 3”. Det kunne turister ikke stå for. De stjal skiltet. Gang på gang.

Sikkert som souvenirs til soveværelset.

Til sidst blev det for meget, så nu hænger skiltet ”Ø. Hassing 10” helt alene.

Det er der aldrig nogen der hapser.

Stednavnet Bolle har altid vakt opsigt. Således har lokaliteterne omkring den lille landsby

Landbolyst – og det var Landbolyst - altid haft navne som Bollegade, Bolleskoven, og altså Bolle Enge. Historien fortæller således, at der engang var en dame, der gerne ville have varekataloget fra Daells Varehus i København, men varehuset nægtede at føre forretninger med et kvindemenneske, der påstod hun boede Bollegade 6, Bolleskov, Landbolyst.

De tider er forbi. Nu kommer der andre boller i suppen - i Bolle Enge.

Brønderslev Byråd skal i marts tage stilling til, om der i området skal placeres tre mega-møller,

hver med en højde på 150 meter. Det svarer faktisk til at placere 4 rundetårne - af dem der står ovre i hovedstaden - ovenpå hinanden. Møllerne vil producere strøm lig med årsforbruget for 7.500 husstande. Det er jo ret imponerende. Altså under forudsætning af selvfølgelig, at sådanne teoretiske tal - udregnet af vindmølleleverandøren - og vel tjekket af den tekniske forvaltning, holder stik, eller blot et fedt spinargument. For at de fine tal skal blive virkelighed, så skal møllens vinger selvfølgelig svinge optimalt, og det kræver al den vind, som samtlige vejrudsigter på alle Tv-kanaler sender os i udsigt. Endelig så må der heller ikke ske uheld, så f.eks. vingerne falder ned.  Med det vingefang er det jo lige før borgere i Aalborg er truet. Det er i øvrigt ganske uforståeligt, at politikere - modsat borgerne - aldrig kan få ting og nyanskaffelse store nok. De vil have mega-varehuse, mega-sygehuse og altså også mega-vindmøller. Det kaldes storhedsvanvid.

For nylig var borgere - der bor klods op ad det udpegede område, og også os der bor i 2. geled -  indkaldt til møde med kommunen, og det var den tidligere Venstre-borgmester Mikael Klitgaard, der sammen med leverandører, interessenter, og kommunens forvaltning ville give information til borgerne om møllerne, og – ikke mindst - lytte til borgernes eventuelle spørgsmål og indsigelser. Det sidste blev understreget flere gange. Fair nok. I pausen midtvejs var der kommunale sodavand - og øl til dem der trængte til noget stærkere at skylle aftenens tal ned med. Det er så sjældent os i kommunens udkantsområde, bliver tilbudt noget som helst – udover megavindmøller - så de fleste bukkede pænt tak, og nippede en skattebetalt vand ned, eller kvalte en øl.

Som aftenen frisk og kulingagtig skred frem, opstod den tanke hos undertegnede, at det er som at være med til en fodboldkamp. Her i rådhusets kantine har vi to hold, der med hver deres dagsorden sidder overfor hinanden. Politikeren er aftenens dommer. Han har fløjten, og skal fordele vejr og især vind ligeligt. På den ene hold har han de mennesker han arbejder med i det daglige. Han kender dem, og deres kompetencer. Ved hvor meget forvaltningen - og interessenterne - har arbejdet med mølleprojektet, som i aften gerne skal sælges til borgerne. Dernæst er han jo teknikernes arbejdsgiver, og vil helst gøre en god figur, så der ikke bliver bøvl den næste dag i forvaltningen. På det andet hold er vælgerne, og det er dem der gerne skal sikre ham arbejdsgiverrollen også fremover. Så der skulle jo nødig blive en for ensidig vindretning.   

Interessenter og forvaltningsholdet erobrer hurtigt midtbanen, og angrebene ruller frem. Den ene

helflugter smælder omkring ørerne på gæsteholdet, som fra start er trængt i defensiven.

Kun hvis der kommer en fejlaflevering, så ser man borgerne i offensiven. Holdets modangreb bliver dog altid hurtigt afværget, og det dominerende faghold tager igen over. Dog kan de ikke score det afgørende mål, og hver gang det bliver rigtigt farligt, så fløjter dommeren for offside. Vælgerne bliver skånet for dødsstødet, og forvaltningsholdet må finde sig i, at dommeren lover at tage tvivlen med hjem, og vurdere usikkerhedsmomenterne sammen med sine politiske kollegaer.

Dybt inde i hjerterne tror borgerne nok ikke de slipper for de der planlagte mega-møller i Bolle Enge – uanset hvad ham dommeren sagde om, at alt skal lægges frem og undersøges ordentlig før man tager den endelige beslutning. Borgerne tror heller ikke inderst inde på, at man tager møllerne ned igen, hvis det viser sig, at de omdiskuterede lavfrekvenslyde larmer så meget, at de generer borgerne i landsbyerne Try og Rørholt. Det er også sådan, at borgere tæt på møllerne allerede er informeret om proceduren vedr. erstatning for tab af ejendomsværdi. Fristen for at søge om erstatning er dog allerede 1. marts – en uge før byrådet tager endelig stilling.

Det er ikke fordi, at der sådan en aften bliver sagt noget, som er usandt, men det er en klar fornemmelse, at vi heller ikke får hele sandheden. Nogle svar blæser i vinden. Især er der

uklarhed om det langt alvorligste problem med den slags megamøller – lavfrekvensstøjen.

Den kommer fra møllens indre motorværk. Jo større mølle jo større motorkraft. - jo mere lavfrekvens. Lyden er en konstant lav brummen, hvis højde eksperterne er uenige om, hvordan man helt korrekt måler. Denne brummen er konstant, og kendere siger, at den især bliver tydeligt oppe i hjernen, når man ligger sit hoved på puden for at slukke for hjernen  – og lukke sine øjne.

Det er som at gå i seng med en tørretumbler.

Der er en vis risiko for, at der nok snart kommer et nyt skilt op ved slottet ved siden af Øster Hassing-skiltet – hvorpå der kommer til at stå  ”Megamøller 3”. Det skilt vil ikke trække mange turister, men måske nok ende som opdateret hard-core-vægpynt i soveværelset. Nogle vil måske mene, at megamøllerne ligefrem kan give nyt liv til Bolleskoven, hvis lavfrekvensstøjen bliver så voldsom, at ingen kan sove om natten.

Men lad nu først teknisk udvalgs formand og byrådet i Brønderslev, vride sig ud af det neutrale dommertøj, og få taget en politisk beslutning, som tilgodeser fremtiden, miljøet, og ikke mindst de borgere, der bor tættest ved de nye megamøller.

I al sin enkelhed, så skal vi have energiformer, der som vindmøller bruger naturen gunstigt, og nedsætter CO2-udstødningen, men hvis det skal være på landjorden, tæt ved og sammen med mennesker og boliger, så skal politikere sørge for, at vælge modeller og størrelser, der fastholder gode livsbetingelser for borgerne.

Så kan skiltningen til Bolle forplante sig derfra.

Fyraftensquiz

FYRAFTENSQUIZ  -hvor også studerende, efterlønnere og medlemmer af Partiet Venstre kan deltage.

Hvem har sagt følgende fire udsagn?

”Så spørg for satan”.

a. Rektor på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. 
b. Tidligere borgmester Peter Brixtofte til BT’s journalist  på Rødvinssagen. .
c. Sundhedsminister Bertel Haarder

”Jeg gider ikke i fjernsynet”

a. Alle de nye kvindelige deltagere i TV3’s Paradise Hotel i kor.
b. Jarl Friis Mikkelsen
c. Sundhedsminister Bertel Haarder

”På grund af dine lange plaprende spørgsmål
så er jeg nu i dårligt humør
og jeg var i godt, da jeg kom”.

a. Direktøren for Den Danske Bank
b. Tidl. direktør for Amagerbanken
c. Sundhedsminister Bertel Haarder

”Normalt glemmer jeg aldrig et ansigt
men i Deres tilfælde vil jeg gøre en undtagelse”.

a.Den TVA-journalist, hvis indslag med Bertel Haarder aldrig blev bragt.
b.Den TV2-journalist , hvis indslag med Bertel Haarder aldrig blev bragt.
c.Grucho Marx

Giv en hånd til efterlønnen

Min højre fod gynger helt af sig selv. Kan ikke holde den i ro. Jeg er til netkoncert med Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Dit land, dit valg – herfra min verden går. Nordjyden Kim Christiansen synger for. Ham kan Lis godt bruge, hvis Per bliver’ forkølet.

Formand Pia svinger kroppen fra side til side, men meget kontrolleret. Hun giver den som

kære lille mormor. Jesper Langballe er helt oppe at køre. Lidt vild - men uden pibe eller racistiske undertoner – svinger han fra side til side med arme, der ser ustyrlige ud.

Der er lidt DAMP over ham.

Pia Kjærsgaard to løjtnanter ses sammen med Søren Espersen. De har alle tre – men kun på nogle af billederne - hovedtelefoner på, og synger til samme mikrofon. De fniser, og griner ret vildt. De er nok på EPO, eller også har de lånt noget af Langballes tobak. Det kører bare. Som smugkigger føler man sig i stue sammen med dem. Godt Nyrup ikke er her.

Den eneste der ikke rigtig synger med er Søren Krarup. Han synes sikkert det er noget pjat – for verdsligt. Han kigger nervøst på fætteren Langballe, som nu er så højt gearet, at han godt kan blive partiets svar på Bertel Haarder.

Videoens slutbillede er dog en smilende Krarup. Det er nok fordi pjattet endelig fik en ende.

Men partiet fik med Krarup oven i rulleteksterne sat et intellektuel punktum.

Valgsangens tekst er meget sangbar, og stilen og hele opsætningen giver stærke og gode mindelser til Nannas ”Afrika-sang” -  om at gi’ en hånd. Der er slet ingen grund til - selv om det kunne være sjovt - at sende DF’s omkvæd ”herfra min verden går” til opdatering hos DR2’s satireprogram Rytteriet. Så det lar’ vi være med.   

Men de Danmarksbilleder, der dukker op på videoen er mærkelig nok uden mennesker. Der er masser af alt det, som altid fylder meget i DF’s billede af Danmark – nemlig bindingsværkshuse med stokroser, traktorer, der pløjer sig gennem de danske landskaber, engarealer med vand og fuglefløjt, hav og Kronborg. Men der er ingen mennesker. Ingen vælgere.

Ingen 3F-folk, der går snavsede hjem fra arbejde, Intet HK-personale, der forlader velafryddede skriveborde. Nul fiskere, der slæber kvotaudmålte fisk i land. Ikke skyggen af vognmænd, der trætte kører i garage. Ingen mennesker, der sender signaler om, at her er danskere, der fortjener deres efterløn.

Pludselig  - mens jeg sådan råhygger mig allermest i DF-stuen – slår det mig, at det er min efterløn de vil ha’. Jeg kommer ikke herfra før jeg har sagt ja til at begynde på Danfoss mandag morgen.  Det betyder to ture gennem Limfjordstunnelen om dagen – tur-retur. Så dør jeg inden min folkepension er klar til udbetaling. Men den bliver sikkert også afskaffet.  I det splitsekund, hvor alle brikkerne dumper på plads i mit hoved, savner jeg Nyrup.

Men kun et øjeblik.

Uanset hvad, så er efterlønnen en del af den danske trygheds- og velfærdspolitik. Det er et flot,

men også fair tilbud, som et samfund - med fortsat eksisterende solidaritetskraft - giver ældre, som

afslutning på arbejdslivet, og frem til pensionsårene. Efterlønnen er en ordning, som nok er skabt i velstand, men også et gode, der er særlige behov for i krisetider. 

16 milliarder kroner koster efterlønnen om året. Men der er også 140.000 mennesker, der nyder godt af ordningen. Og 16 milliarder - er det meget ud af en nationalbudget på 1000 milliarder? Og 16 milliarder er faktisk stort set det tal, som en af de store banker har haft i overskud – på et kvartal!

Det kan nemt være, at samfundsudgifterne skal til eftersyn og nytænkning, men hvis vi ikke på en eller måde fastholder nødvendigheden af at bevare de velfærdsgoder, som generationer har tilkæmpet sig - gennem snart et helt århundrede - så forsmuldrer vi som samfund. Så forbløder vi. Så mister vi ikke alene evnen, men også lysten, til at række hinanden hånden. Så bliver det  svært at synge Grundtvigs smukke ord om at være et land ”hvor få har for meget og færre for lidt”.

Selv for Dansk Folkepartis sangkor.

Mens jeg hamrer løs på min bærbars tangenter så kværner TV2 NEWS bag mig. De fortæller lige nu, at direktøren for Forsikringsselskabet TRYG – Stine Bosse – har sagt sin stilling op.

Den kvindelige direktør fortæller hun er blevet 50, og nu vil hun have et andet slags liv. Hun er

blevet mormor for 2. gang, og hun vil ha mere tid til familien, og sig selv. Smukt, godt og rigtigt. Men tænk, at hun – allerede som 50-årig - har en økonomisk mulighed til at foretage sådan et valg.

Det er det valg, som et samfund med sammenhængskraft – også i en presset økonomisk tid - skal prioritere at give sine borgere – i hvert fald senest fra 60/62-års-alderen.  

Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi bestemmer, at også i fremtiden skal Danmark have et velfærdstilbud ved navn efterløn.

Lad os give den tanke en hånd.

….