Han kom fra det store udland, fik prinsessen og det hele
kongerige, og tabte.
Der var så mange ting ved den smukke slanke mand med det
sorte hår, som vi danskere fra såvel udkants som indkantsdanmark ikke rigtig
ku’ kapere. Hans vaner, hans vin, hans forfinede dannelse, hans franske sprog,
og hans manglende lyst eller evne til at lære vores. Der lignede han så mange
andre fremmede, der kommer til dette smørhul af et land med bølgende vand
omkring, som en varm spandauer på søndagsmorgenbordet. Og så var der hans børneopdragelsesmetoder.
Sidstnævnte var trods alt noget af en mundfuld. Selv for danskere. Det var
virkelig den grimme ællingeprins, som blev mobbet rundt i andegården af
Jantelovens efterkommere.
Men det har alt sammen forandret sig. I dag kan man ikke
smide navnet ”Prinsgemalen” til debat uden at danskerne i brede flokke nikker
anerkendende. Alle har lyst til at ytre noget positivt, og har deres gode
bidrag om historier med prinsens som hovedperson.
Det er ganske vist.
Samtidig er manden blevet utrolig rund – ikke kun af mad –
men også af børnebørn. Han stortrives åbenbart sammen med mennesker under en
meters penge. Jeg observerede det under det royale besøg i Skagen. Dronningen
har sit trav og sit dronningevink, som i øvrigt ligner det vink som også Ulf
Pilgaard bruger. Prinsgemalen lader sig derimod ofte indfange af børn, der står
og vifter med et flag, som nu også er prinsens flag. Der hyggesnakkes.
En af de mange nye sande prinsehistorier – som er bekræftes
af kilder tæt på historiens hovedpersoner - handler om et nordjysk ægtepar med
trillinger, som for nylig besøgte Fanø, og gik tur ved vandet. Pludselig
dukkede ”Kronebil 3” op, og ud steg prins Henrik med sine gravhunde. Børn,
hunde og prins kom i kontakt, og han tilbød trillinger en tur i kronebilen. Da
han kom tilbage med de begejstrede drenge spurgte han forældrene om de også ku’
tænke sig en tur.
Det var mere end Fanø, som viste sig fra sin bedste side.
Børnebørn gør noget godt ved alle mennesker, og den virus er
også Prinsgemalen ramt af.
Der findes heldigvis ingen brugbar vaccine.
Men sandheden er også, at Prins Henrik af Danmark har luret
danskerne af. Han har fundet ud af, at skal man i kridthuset hos os, så skal
man give indtryk af at være rar, gerne fyre en frisk bemærkning af, og bagefter
grine lidt fjollet – helst af sig selv. Og så skal man gerne have mave som de fleste
danskere, og sige skål uden fransk accent. Opfylder man alle disse krav, så
bliver man en af vore.
Og Prinsgemalen ser ud til at nyde det.
Endelig.